Tillad mig at indlede anmeldelsen her med en advarsel/opfordring. – Hvis man har gået og glædet sig til Trepacs debut med en forventning om, at stilen vil være den samme som man er vant til fra Trepac når han er alene (”Haters Hymne”, ”Er Fødekæden Hoppet Af For jer”, ”Startnerver”, ”Manden I Baggrunden” o.l.) så vil man som umiddelbar reaktion blive enten skuffet eller noget overrasket. Trepac har foretaget et stilistisk hårnålesving, og det kræver unægtelig en tilvænningsproces af de længere at finde sig ordentligt til rette på Fatamorgana. Giver man til gengæld pladen den tid den retfærdigvis kræver, så gemmer der sig en af årets stærkeste og lyrisk mest hæsblæsende plader heri.

”Trepac fra M-Cnatet /
Jeg viser endelig svaghedstegn og liner op til at befri hvert et skelet i skabet”

Læste man det interview som vi bragte i starten af juni, kunne man allerede der fornemme en vis frygt fra Trepac selv, der bundede i, at den manglende punchline rap måske vil skræmme en del lyttere væk. Personligt indrømmer jeg gerne, at en mild skuffelse var første følelse, der meldte sin ankomst efter første gennemlytning af pladen. Utrolig heldigt, at Echo Out valgte at sende mig musikken så lang tid i forvejen, for tro mig, havde jeg ikke haft mere end nogle dage til at lytte musikken igennem, havde denne anmeldelse set radikalt anderledes ud.

Fatamorgana er først og fremmest en mørk, dyster og yderst personlig plade, hvor det dystre og personlige gerne tæt går hånd i hånd. Den hudløse ærlighed får frit løb, og selvom ”hudløst ærlig” er en beskrivelse, der er blevet brugt igen og igen, ikke mindst af undertegnede, så har Trepac fortjent det mærkat mere end nogen anden.

”Vi verdens lykkeligste land og hip hurra for det /
”Verdens lykkeligste land” har de nu ret i det? /
Det’ rart at se at ironien trives i et lorteland /
Der snart er ved at dø ad selvfedme, så jeg skærer det ud i papmaché”

Med masken af og skeletterne ude af skabet, stormer Trepac frem med sin kontante iscenesættelse af foragtelig danskhed, falske facader og personlige beretninger. Tag et nummer som ”Entré”, der med kirurgisk præcision portrættere et scenarie, hvor de falske facader nærmest danser om kap, – og det faktum, at man kan relatere til mere i denne sang end man nok vil indrømme, er en kæmpe cadeau til Trepac, der virkelig besidder en særegen evne til at sætte lytterens tanker i gang. Dette gør sig bestemt også gældende på ”Kronede Dage”, hvorfra ovenstående citat er fra. Småborgerlige Danmark bliver pillet fra hinanden i så stor stil, at man tager sig selv i at sætte egen danskhed i perspektiv. Det skævt producerede, men yderst gyngende titelnummeret opsummerer det hele på mageløs vis, og en dialog-bid fra ’Olsen Banden Ser Rødt’ afslutter sangen perfekt, idet Axel Strøbye sætter de mest præcise ord på den mentalitet, som Trepac langer ud efter: ”Min kære unge ven, lyt til mig for jeg ved hvad jeg taler om; problemerne skal ind under gulvtæppet, skeletterne skal ind i skabet. Der ikk’ andet at gøre hvis livet skal leves og samfundet fungere”.

Højdepunkerne på Fatamorgana er dog når Trepac åbner op for sit eget personlige univers, der er så malende, at man ved pladens ende føler, at man kender manden på noget, der minder om et nært plan. ”Jeres Søn” giver et godt billede af hovedpersonens bagland, den lyrisk diamantbesatte ”Velkommen I Rodebutikken” lukker lytteren ind i Trepacs sind, hvor man bliver indvilget i de tanker, frustrationer og spørgsmål han går og roder med. Stærkest bliver det på ”Aldrig Navngivet”, der ville have været en af de mest unikke historier fortalt i dansk hiphop, havde det ikke været for Per V’s næsten identiske nummer ”Uden Navn” fra hans seneste Ego. Historien om den ubeskrivelige glæde ved en graviditet og den pinefulde og uforklarlige smarte, der følger med tabet af selv samme. Der er dog enorm forskel på ”Ikke Navngivet” og ”Uden Navn”, for hvor Per V behandlede tragedien med en romantisk tilgang (”Der kom aldrig en sød tøs eller en sej knægt / Det lille liv var faret vild og valgte en vej væk”) lader Trepac sin sorg og vrede få frit løb med møg ubehagelige linjer som: ”Alt der’ smukt er væk, livet skyllet ud / Du sku’ ha’ været vores barn men du endte i en pøl af blod”.

Hen mod slutningen tager Fatamorgana et spændende twist. ”Jeg Kender En Plaget Mand” er en abstrakt-metaforiske beretning om, når længe skjulte frustrationer pludselig bliver sluppet løs, og hvilke fatale konsekvenser det kan resultere i. ”Retsligt Efterspil” er en direkte fortsættelse, og bestemt en af pladens mest interessante numre, da Trepac boltrer sig i al den selvoptagethed og ignorance han har raset imod på hele pladen op til dette punkt. Jeg vil ikke citere noget herfra, for det må og skal opleves i fuld længde.

Og minsandten om ikke hele den ellers mørkbelagte og substantielt tunge Fatamorgana ender med lys i tunnelen! ”Uden Hænder” er Trepacs motiverende grib-dagen anthem, og ”Og Så Levede De Lykkeligt” er den opløftende (på trods af flere bump på vejen) kærlighedshistorie, der får lov til at lukke pladen.

Med al respekt for Trepacs tidligere musikalske bedrifter, så kan der slet ikke være nogen tvivl om, at Fatamorgana er hans flotteste bedrift til dato hvad angår lyrik, historiefortælling og teknisk snilde, der snart har nærmet sig det mesterlige. Jeg føler nærmest, at den rejse Trepac tager én med ud på på hans solodebut er en sejr for dansk rap generelt.

Grunden til at Fatamorgana ikke får den sidste og sjette bobbel med på vejen, er produktionerne, der desværre ikke er fejlfri over hele feltet. Melancolia tager kegler! Først med ”Det Starter Her”, der er besmykket med klassisk kinesisk musik, og senere med den mellemgulvs-pumpende ”Aldrig Navngivet” og elektronisk kaotiske ”Retsligt Efterspil”. HeartBeat Productions leverer solide beats til ”Entré” og ”Jeres Søn”, men også mindre spændende bidrag til ”Kronede Dage” og ”Jeg Kender En Plaget Mand”. Bumsestilens Swab har produceret den alternative og glimrende ”Velkommen Til Rodebutikken”, der starter stille og roligt ud med minimale keys, men pludselig slår over i larmende vanvid. Swab har også produceret ”Trivia”, der bærer et super tæt beat, men som tematisk slet ikke passer ind på pladen. Kværns ”Maskernes Nat” havde en lækker umiddelbarhed over sig, men efter et dusin gennemlytninger er en del af luften gået tabt. Dette kan også siges om FlotteDaveys ene bidrag, der noget uventet synes en smule uforløst. Xerens ”Uden Hænder” er med sine tætte organiske trommer og sublime vokalsample i absolut topklasse. Alt i alt er der rigtig meget godt, lidt okay, og få svage momenter.

Fatamorgana er dog en suveræn plade, der trods disse få svipsere primært består af hiphop, der helt afgjort gør sig som noget af årets hidtil ypperste. Endnu en imponerende udgivelse fra Echo Out, og endnu en storslået sejr for dansk undergrundshiphop.

”Og nerve i musik er godt så det ikk’ bare om at skjule nerven /
Det om at skjule alle mine sommerfugle i maven /
For jeg the shit og folk kræver jeg’ rapper /
Okay, nu tror jeg jeg fik rystet nerverne af mig”

Når den ene halvdel af M-Cnatet, Trepac, lægger disse linjer på åbningsnummeret ”Startnever”, over et blændende beat, der understreger hvorfor mit bedetæppe er rettet imod Daveys studie, kan man tænke to ting: enten tænker man ”Fedt at høre fra Trepac igen, damn hvor er han dog tight”, eller også kan man tænke ”hvordan i alverden kan jeg ikke have hørt om ham før?! Han er jo for dope!”.

17. juni lander Trepacs første soloplade Fatamorgana, og for at hype udgivelsen, som Echo Outs egne folk lige så stille beskriver som ”det bedste der nogensinde er kommet ud af den danske rap kultur”, har Trepac samlet en stak ældre numre og lagt dem ud til gratis download. Halvdelen af numrene har været at finde på de forskellige Spytbakken mixtapes, et enkelt er fra Filer Fra Fødselsregisteret og resten er uudgivne numre, der først ser dagens lys nu på Skeletter & Skitser, der er en fortrinlig attest på Trepacs overlegne evner som rapper, og gratisudgivelsen fungerer perfekt som både en overordentlig solid førstegangsintroduktion og ét stort glædeligt gensyn.

”Manden I Baggrunden” er Trepacs opfordring til, at folk skal vise mere respekt til back-up rapperen, for som han siger: ”det ligesom når harddisken går ned på din laptop, du’ helt fucked hvis du ikk’ har en backup”. På ”Er Fødekæden Hoppet Af For Jer?” stiller han sig dybt uforstående overfor vegetarer i en tour-de-force af knivskarpe linjer, som fx:

”Jeg sætter tænderne i alle arter /
Alt fra alligator til krabber, kalv, primater og kakerlakker /
Ja selv giraffer og grindehvaler /
Jeg ikk’ kannibal /
Men ellers ka’ jeg li’ alle retter der animalsk”

På den tonstunge ”Haters Hymne” (bedetæppet, jeg siger det bare) giver han ”ørefigen til en branche der’ fucked, for der’ så mange suckers at jeg ikk’ kan remse dem op”. Et af dansk raps bedste druk-anthems bliver leveret i selskab med Nota Bene på ”Café Den Gyldne Klo”, der bærer en af Melancolias absolut bedste produktioner. Skrål med mig i kor: ”Rolig, så det’ bar’ fordi du alkoholiker!”

Undertegnede blev tilmed glædeligt introduceret for et par nye skæringer. Den ekstremt sørgmodige ”Ses Senere” er formidabel, og yderligere en cadeau til Melancolias melankolske tilgang til sine produktioner. ”Du Er”, som var at finde på det første Spytbakken Mixtape, havde jeg ikke hørt ordentligt før her, og denne Forklædt Som Voksen-lydende skæring er i topklasse.

Jeg har det næsten helt skidt med at skulle brokke mig over noget på en GRATIS-udgivelse, der indeholder så meget formidabel hiphop, som det er tilfældet her, men numre som ”Rappertoire”, ”Bi”, ”Hvordan Kunne Vi?” og ”Hyldest Til Mørket” rammer mig ikke helt. Dertil har jeg et (halv-mærkeligt) princip, der holder mig fra at tildele alt for høje karakterer til opsamlinger, da jeg helst ser disse tildelt til den samlede pladeudgivelse. Men ved I hvad, I skal slet ikke bekymre jer om mine principper, det eneste I skal bekymre jer om, er DENNE HJEMMESIDE, og hvilket sublimt gratis-mixtape der ligger derinde og venter på at blive downloadet. Det er et meget stort 4-tal jeg har tildelt Skeletter & Skitser, og ventetiden til Fatamorgana nærmer sig det ulidelige.

En af de mest produktive har været rapperen Trepac, der også er kendt som den ene halvdel af M-Cnatet, der sidste år vandt en UMA-award for bedste hip-hop act. Trepac har for nyligt annonceret, at han dropper et album med titlen Fatamorgana, hvor han står helt på egne ben. Albummet er sat til at blive udgivet 17. juni i år, men allerede nu kan man varme op med en teaser i form af et gratis mixtape ved navn Skeletter & Skitser.

Mixtapet kan hentes på M-Cnatets egen hjemmeside, og er hovedsageligt en samling af numre der tidligere har været med på forskellige af Echo Out’s egne udgivelser. Trofaste lyttere bliver dog også forkælet med en samling nye numre, der ikke har set offentlighedens lys før nu. Skeletter & Skitser er lavet i samarbejde med Melancolia, der også var executive producer på M-Cnatets Om Nogen. Desuden kan man høre features fra navne som Nota Bene, Khal Allan, NFS, Chewbacca og Illusionisten.

For fremover at kunne få yderligere informationer om Trepac og hans kommende album kan man følge ham på hans nyoprettede Facebook-side.

”Jeg vil ikke være bange, nej jeg vil ikke lade mig skræmme /
Jeg lever mens det lever i mig /
Forfølges af skygger der vokser og viser mig vej”

Har man haft hovedet nede i den danske undergrund og fulgt Echo Out og Illusionisten, så ved man, at det ikke er for sjov, når han kalder sig ’Mørkets Fyrste’. Sammen med producermakkeren, med det mindst lige så sigende navn Melancolia, har Illusionisten leveret depressiv og sortseerisk hiphop siden 2008, og med hans debutplade Syndende Engel – Angrende Djævel tager han skridtet videre ud over kanten og ned i kaninhullet.

Sagt som det er: dét her er en seriøst mørk verden at begive sig ind i, men jeg må på det kraftigste opfordre jer til at tage turen, for der er bestemt noget fantastisk ved hovedpersonens tumultariske færd, trods det nok ikke er anbefalelsesværdigt hvis man ligger og roder med en vinterdepression eller lignende.

”Underbevæbnet med et sæt bævrende læber og hævede næver /
Det knuste hjerte og en sjæl der flæber”

Lad os få en lille ting på plads med det samme: Illusionisten er ingen flowekvilibrist. Han begår sig i en meget linear rapstil, der ikke gør sig i vilde temposkift eller nuancerede rimkonstruktioner. Teknisk set er det let indtageligt, og i enkelte tilfælde synes det endda beslægtet til spoken word platformen.  Illusionistens drivkraft ligger ikke i teknikken – et bevidst valg – men derimod i teksterne og stemningsopbygningen, – i dette tilfælde en usædvanlig dyster en af slagsen, der hænger tungt over nærværende plade. Vel nok tungere end noget andet man har hørt på dansk i mange år.
Illusionisten kæmper i løbet af sin debut en psykisk kamp med sine indre dæmoner, der lige siden barns ben har indhyllet ham i en mørk tåge af angst og ulykke, hvilket resulterer i tekster, der omhandler alt fra depressive drukture, fortvivlelse om egen eksistens og undren over livets formål, til ulykkelig kærlighed og mareridtsagtige beretninger om, hvordan han bliver parteret og slået ihjel. Hvis Syndende Engel – Angrende Djævel var en tunnel, var der ikke lys for enden!

”Da jeg var en lille knægt fløj jeg væk på flyvende tæpper /
Med mine usynlige venner uden at ha’ noget at styre efter /
Dagdrømte om prinsesser og lygtemænd /
Men om natten lå jeg gemt under sengen med lyset tændt /
Et rodet, forskruet barn med et hoved i krig /
Der flettede ord sammen, der nu bor i kategorien poesi”

- Således rapper Illusionisten på en af pladens absolutte højdepunkter ”MørkeLeg”, der er et perfekt eksempel på hvor stærkt resultatet kan være, når tekst og musik går op i en højere enhed. Melancolia, der er hovedarkitekt på pladens lydside, har skruet et flot og effektivt musikalsk landskab sammen.
Det er langt fra traditionel hiphop; Det er overvejende organiske med en overvældende detaljerigdom i produktionerne, og tilsat dialogbidder fra danske film (á lá Prima Nocte), sørgmodig baggrunds-klagesang (á lá Violent By Design) og en form for fjern musikalsk atmosfære, der i de bedste øjeblikke har samme intense effekt som underlægningsmusikken til Gaspar Noé’s Irréversible, har man et yderst farverigt lydbillede. De mageløse ”Kindkys & Kvælertag” og ”MørkeLeg” er fortrinlige eksemplar på Melancolias kunnen, og det skizofrene distortion-trance-rabalder (!) på ”Desillusioneret” bevidner yderligere om hans dygtighed. Blandt ”gæste” -producerer hjælper Es, DJ30 og Chewbacca til med fine bidrag, mens de for mig ukendte Xeren og C.O.G. udlåner et fortrinligt beat hver. På toppen finder vi Lars Da Fari’s ”Flaskens Bund” (hans bedste kreation til dato), der får hjælp af Nota Bene på vokalsiden, og her er niveauet så umådeligt højt, at jeg ikke rigtig kan se hvordan dansk rap skulle kunne blive bedre. Også lyrisk har Illusionisten flere guldkorn herpå,

”Når jeg ringer i min brandert fra barstolen /
Og erkender jeg elsker dig, er det altid efter klartonen /
(Men jeg ringer, det’ sikkert og sikkert også senere) /
Og sikkert også i morgen til dit nummer ikk’ virker”

Desværre er Syndende Engel – Angrende Djævel ikke helt fejlfri. Illusionisten og Melancolia formår ikke helt at træde uden om repetitionens drilske fælder, da både lyrik og musik har tendens til gentagelse. Numre som ”Syndende Engel – Angrende Djævel”, ”TomRummet”, ”Himlen Bliver Grå” og ”Den Første Sidste Dans” minder for meget om andre, bedre numre på pladen, så de virker en kende overflødige, på trods af en stærk feature fra M-Cnatet på sidstnævnte.

Det potentielt største problem på pladen – der heldigvis er til at ignorere – er mangel på en konkret baggrundshistorie, der er til at tage og føle på, som kan bakke Illusionistens tekster op.

Vi ved at Eminem har haft en skodbarndom og har været ude i et heftigt stofmisbrug. Vi ved at Cage har hadet sit liv til en så ekstrem grad, at han har forsøgt selvmord talrige gange, og har været på den mest lukkede af alle lukkede afdelinger. Selv med L.O.C. ved vi, at han har været helt derude, hvor han faktisk havde givet op.

Man ved ikke særlig meget om Illusionisten, og ved pladen udgang er man ikke blevet synderligt klogere. På ”MørkeLeg” er han kort inde på noget med en form for epilepsi og nogle tvangstanker, men det forbliver uspecificeret, og man savner lidt et fælles referencepunkt for hans mange beretninger om mareridt, ondsindede skygger og hans selvdestruktive adfærd. Det havde bestemt hjulpet på den følelsesmæssige indtagelse.

Men tag ikke fejl kære læser, Syndende Engel – Angrende Djævel er en umådeligt stærk plade, og store dele af den er yderst fremragende. Enkelte svipsere, jovist, men så sandelig også noget af det bedst producerede, mest gennemarbejde hiphop du kommer til at høre i år. Illusionistens debut må og skal opleves.

Videoen til første singlen, der matcher Illusionistens dystre verden perfekt, er instrueret og produceret af Jacob Jorp Hansen. Mens Søren Bang Clemmensen har ført kameraet og stået forcolorgrading. Til sammen har de så leveret redigeringen.
Nummeret er ligesom det meste af Syndende Engel – Angrende Djævel produceret og overset af Melancolia, dog har pladen fået beats med fra Es, Chewbacca, Lars Da Fari, Xeren, Davey og C.O.G.
Desuden vil man på vokalsiden kunne opleve bidrag fra Dialekten og M-Cnatet

Illusionisten holder releasefest for Syndende Engel – Angrende Djævel på selve udgivelsesdagen, 18. marts. Det sker i Det Nye Ungdomshus på Dortheavej 61, i den del af huset der kaldes Dødsmaskinen.
Man vil desuden kunne opleve duoen Wittenjürgen, der består Melancolia og Lars Da Fari, som vil levere soundtrack’et til din fredag nat.
Dørene åbner kl. 21 og så er det endnu gratis at komme ind til god musik og billig bar.

Med femte udgivelse i Spytbakke-serien siger Echo Out farvel og tak – med manér!

Hvad, der helt præcist ligger til grund for dette umiddelbart sære valg er undertegnede ubekendt, men Spytbakken Vol. 5 skulle efter sigende være sidste i serien. Det er selvfølgelig en skam, at landets førende hiphoppere nedlægger landets førende mixtapeserie, men det skulle undre mig om ikke de har et alternativt es i ærmet. Om ikke andet så er femte spytklat i bakken en gedigen afsked, da det følger dens forgængeres tårnhøje kvalitet.

Store dele af indholdet er hvad man kunne forvente (på godt og ondt), og har man før læst en Echo Out relateret anmeldelse fra min hånd, har man sikkert allerede en god idé om, hvad de næste par linjer kommer til at handle om.

Dialekten har deres obligatoriske mesterværksskæring med i form af ”Opkald”, hvor der rappes om små historier fra livet over Chewbaccas fantastiske produktion, der lyder som noget Embee kunne have lavet for Looptroop tilbage i Modern Day City Symphony–dagene. Helt obligatorisk er M-Cnatet også at finde på mixtapet med et suverænt nummer, hvor de opfordrer til, at man hopper med på vognen inden de blower up, serveret over en hæsblæsende, og mindst lige så obligatorisk Davey-banger, hvor mundharmonikaer, bombastiske trommer og xylofoner ramler sammen på fornemmeste vis. Og som om dét ikke var nok, så hoster selv samme FlotteDavey op med en muligvis endnu federe produktion på ”Kvalitetsstemplet”, hvor Trepac og Nota Bene (aka. GhostFace Niller – brillant!), fortsætter hvor de slap på ”Café Den Gyldne Klo” fra forrige mixtape. Det komiske indslag kommer fra Tudsegammelt crewet (Klaes, Leon MC og Lars Da Fari) med ”Til Dem Der Ik’ Kom Med”, der er en ironisk tudekiks til alle dem, hvis bidrag ikke blev valgt til mixtapet, blandt andet med linjer som ”og til dig der ikk’ kom med, det her er ikk’ et disstrack, men du pisse wack, du pisse pisse wack!”. Mixtapets helt store overraskelser kommer i form af SupaJans geniale bidrag ”Tænd Lunten”, der nok skal få mangen en dansk hiphopper op at køre, samt ”Lil’Søs”, der er debutnummeret fra den nyopstartede supergruppe Lil’Søsteren, der består af Rapublik1, Tudsegammelt og Dialekten – og nøj hvor det holder!

Det hele er med andre ord som det plejer. Måske er det i virkeligheden ved at blive en smule trivielt som læser af WOTS.dk, at klikke sig ind og læse endnu en Echo Out anmeldelse af Jeppe Barslund, hvor han roser de samme mennesker for de samme bedrifter, men hey, jeg kan ikke gøre for, at de giver resten af gamet baghjul.

- Til gengæld lider Spytbakken Vol. 5 af samme problem som forgængerne, og måske endda i højere grad end før. Længden. Den tyske poet Christoph Martin Wieland opfandt i 1774 ordsproget ”minder ist oft mehr”, bedre kendt som ”less is more”; et udtryk, hvis budskab virkelig ville have hjulpet Spytbakken Vol. 5 bedre på vej. Jeg foretrækker kvalitet over kvantitet, og det er bestemt heller ikke tilfældigt, at Pede Gøbbs og Dialektens seks-numres EP’er er de bedst anmeldte Echo Out udgivelser. Seks numre af bedste skuffe. Ikke noget fyld eller gennemsnitlige ligegyldigheder. Når alt kommer til alt, så vil jeg hellere have seks gode numre end nitten, hvoraf en tredjedel kunne skæres fra, hvilket er tilfældet med Spytbakken Vol. 5.

Vigtigst er det dog, at de sidste to tredjedele er crème de la crème – intet mindre. Det er ikke et spørgsmål om, om man skal købe Spytbakken Vol. 5 eller ej, det er et spørgsmål om at få det købt inden det er blevet revet væk! Med femte udgivelse i Spytbakken-serien skriver Echo Out sig ind i historien som dem, der gav os dopeness for ingen penge.

I forbindelse med at Spytbakken-serien afsluttes har  Echo Out valgt at lægge Spytbakken 1, der startede hele balladen, ud til gratis download. Vores anmelder var i sin tid ret glad for pladen og gav den 5/6 talebobler med ordene:

“Denne plade er godt gennemført arbejde, der dog alligevel slingrer i valsen på enkelte steder.
Men der ligger gode tracks og superdope beats over hele linjen.”
Du kan læse resten af anmeldelsen her og pladen kan downloades her.

Men den gratis download er ikke det eneste, som Echo Out spytter i bakken. De har også fået lavet en video til nummeret Tænd Lunten, hvor SupaJan lægger tætte og venskablige linjer over produktionen fra Melancolia.
Video’en har huseret på nettet et stykke tid, men derfor skal I ikke snydes for at stifte bekendtskab med den igen eller for første gang.

“Han er en af de rappere man konstant ser, hører og hører om i disse dage. På kompilationer, og til shows og koncerter. Han er her, der og alle vegne.
Klaes er den humørspredende rapper, der altid kan bringe et smil frem på læben og fortælle en god historie, men som samtidig ikke er bleg for at ytre sin mening om politiske anliggender.”
Du kan læse resten af anmeldelsen her

Disse dage er Klaes igang med at sammensætte en remix-udgave af Den Er Garanteret, hvor man bl.a. kan stifte bekendtskab med produktioner fra dhhu navn=”Davey”], dhhu navn=”Melancolia”] og Psoriakriz (fra Rapublik1)
Der er dog ikke sat en dato på hvornår skiven rammer gaden, men  derfor skal man ikke for tvivle, da Klaes spiller sammen med Lil Søstern, der består af Dialekten, Rapublik1, Leon MC og Klaes, til den sidste udgave af Spytbakken, som de også medvirker på.
Det kan du læse mere om her

Der er som sagt gang i en konkurrence her og for at vinde en vinyl eller CD-udgave af Den Er Garanteret skal du sende en mail til konkurrence@wots.dk og svare på spørgsmålet:

Hvem er produceren bag størstedelen af beats’ne på Den Er Garanteret?

konkurrencen slutter mandag d. 25. oktober kl. 12.00

På scenen vil du kunne opleve Trepac og Kværn, der tilsammen udgør M-Cnatet, EP-aktuelle Pede Gøbb, Illussionisten, Guldgruppen (Yogi og RasmusModsat), Lil Søstern (Dialekten, Rapublik1, Klaes og Leon MC, Bogstaveligt Talt, DJ Jux og Wittenjürgen (Melancolia og Lars Da Fari) på de to hjul af stål og mange flere. Mange af navnene går igen fra de tidligere Spytbakken mixtapes, og mange nye klassikere kan forventes.

For en flad halvtredser vil man få adgang til hele showet, samt få et splinternyt “Spytbakken vol. 5″ mixtape stukket i hånden. Hele molevitten udspiller sig på Loppen (Christiania), fredag d 22. oktober, kl. 21.00.

”River taget af straks og gør plads for mig taaaak…!”

Sidst vi hørte fra undergrundshelten Pede Gøbb var på Echo Out’s fjerde konstellation af deres Spytbakke Mixtapeserie, hvor Gøbb rappede om hans slyngelvenner, der levede efter ’Det er alle andres skyld’ – princippet. Nu er det Pede Gøbbs egen tur til at hoppe ud som ansvarsfralæggende, selvhadende rapper, der ikke har noget til overs for samfundet, dansk rap eller sig selv.

”Jeg født og dør på spanden, så kom og mød en taber /
En fucking sølle rapper overdynget med tomater /
Og ølsjatter og spytklatter løbende ned ad sig /
Ingen gider’ høre mine tracks, jeg’ spild af kød og organer”

- Hvis der er nogen, der kaster tomater på Gøbb, så må det være ham selv, for sjældent har man hørt en rapper have så meget imod sig eget jeg. Det er ironisk selviscenesættelse, når det er allerbedst, og jovial stodderrap er nærmest aldrig hørt bedre. Dette skyldes, at Pede Gøbb er en umådelig dygtig rapper, der ikke lader til at kunne fremføre et rim uden at leveringen er sublim, samtidig med, at han har fundet balancepunktet imellem det tossede overdrev og den underspillede humor – en hårfin grænse, som kun få andre har ramt med ligelig præcision.

”Kald det bare dovenskab… /
Men jeg efterhånden nået dertil hvor jeg synes det er sjovt at tabe /
Så skid hul i det, jeg danser ’gennem hele møget /
Med stok og bowlerhat, flink og fornøjet /
Til den sidste pind er røget og jeg’ lige når at blinke med øjet /
Før jeg blæser min hjerne ud foran folk inde på strøget”

Traditionen tro, når talen falder på Echo Out udgivelser, så velsignes man som lytter endnu engang med en samling fuldkommen latterligt sprøde produktioner. Jeg ved ikke hvor ofte, jeg har overdynget Melancolia og Davey med roser, men grundet EP’ens mirakuløse beats måtte jeg for-hvem-ved-hvilken-gang ned i blomsterbutikken for at opmagasinere. Og hvordan de herrer kan udsende så meget musik, af så høj kvalitet og samtidig forbedre sig for hver gang, det er over denne signaturs forstand. Hvad end det er rocket mudderblues på ”Smuk Musik”, rowdy saloonslagsmåls galskab på ”Slip Det Løs”, sørgmodige banjoer og slentrende trommer på ”En Bitter Vals”, mageløst inspireret af Ennio Morricone’s ”Cheyennes Theme” fra western klassikeren ”Once Upon A Time In The West” – eller om det er muntre gøglermelodier på DixOnes ”Læs Det Med Småt”, der helt genialt inkorporerer bidder af Sund Fornufts ”Yeah” og filmdialog fra Zappa, eller horn og blæsere på den instrumentale knytnæve ”Indtil Jeg Står For Skud”, så udføres alt til perfektion. Fløjtemelodien på ”Kundsskabens Træ” blev for mit vedkommende lidt for repeterende, men det er vitterligt også den eneste kritik, jeg kan vriste af mig.

Det Er Alle Andres Skyld er ganske vidst blot en ”lille” 6-numres EP, men som helhedsprodukt og kvalitetsudgivelse kan den måle sig med alt, der er udgivet i år, og jeg vil ikke tøve et sekundt med at kalde den en af 2010’s vigtigste must-haves. Meget mere er der vel ikke at sige – Echo Out har gjort det igen, og så håber jeg, at Pede Gøbbs debut EP kan være med til at åbne folks øjne op for, hvor vigtig Echo Out er for dansk rap.