Det startede med den meget omdiskuterede DJ Static koncert og det var tydeligt hypen havde været omfattende. 5min før koncertens start var der stadig 10-15m kø uden for Voxhall og der var en del publikummer som ikke var indbefattet det normale crowd på festivalen. Dermed var der lagt i ovnen til en fantastisk fest og ved gud det fik vi.

Static havde backing fra 27-mand store Blood, Sweat Drum’n'Bass Big Band og det gav musikken en fantastisk dybde koncerten igennem. Aftenens hovedperson havde Temu med som fast alt-mulig-mand og han fik da også nået både at rappe, synge, breakdance og talkbox’e sig imponerende gennem tilværelsen, mens den ene store rapperpræstation efter den anden prægede scenen.

Blandt de allermest nævneværdige var bl.a. unge Blacc El som tog scenen med den breakdancende Familia Loca, en Yepha i vanvittigt dobbelt-tempo, en Negash Ali, som måske nok påstår han er færdig med hip-hop, men stadig rapper overlegent når han har lyst, og ikke mindst en rørende fortælling om hvad et hjem egentlig er, fra Promoe, Temu og Honey Shain. Derudover var der prominente gæster som Per Vers, Jokeren, Jøden, J-Spliff, Joe True, en SupaJan i topform, Khalern, Kejser A, Pede B, Ayoe Angelica og ja selv et nummer med Peter Sommer.

Selve musikken bragte minder om New Orleans funk a la Galactic, og det er bestemt ment som en kæmpe ros. Bandet og Static var i storform aftenen igennem og begge grupperinger, og ikke mindst Henning Winther, skal have ros for at have nosserne til at føre det igennem. Det er ellers en virkelig stor sjældenhed med instrumental hip-hop i Danmark, og aftenen beviste det godt kunne tage at opstå noget oftere. Især da koncertens klimaks, en instrumental udgave af RJD2’s “Ghostwriter” bliver banget ud gennem højtalerne mens samtlige gæster er på scenen og hopper og går amok.

Selvom der kunne skrives mangt og meget om denne fantastiske koncert, var det herlige faktum i lørdags at aftenen slet ikke sluttede der. Der var en mellemlang pause, bandet skulle lige af scenen og der skulle stilles pult op, men 2. del af denne hip-hop aften var ligeledes på et virkelig højt niveau. Først og fremmest skal Henning Winther endnu engang have ros, denne gang for at læse den nuværende amerikanske hip-hop scene perfekt. Man finder næppe 3 acts i bedre form end de der lagde vejen forbi Aarhus denne aften.

Først var der Oddisee, medlem af den fantastiske gruppe Diamond District fra Washington DC. Udover at være en af de mest undervurderede producere lige nu, er han godt på vej til at blive en solid MC og det var da også primært materiale fra hans eget kommende soloalbum der blev spillet fra på denne aften. Det kan folk roligt se frem til for der er flere sjælfulde produktioner og god rap i vente for fans af ham, men også hip-hop i al almindelighed.

Næst på scenen var The Left, men før de gik endeligt på som gruppe blev den beat-showcase, som ellers var blevet lovet tidligere på dagen i Atlas, leveret. Det var selvfølgelig gruppens producer Apollo Brown som, om muligt, er endnu vildere for tiden end førnævnte Oddisee. Selv om det er et lidt farligt træk til en koncert at starte udelukkende med beats de først 20-25min, så blev der leveret. Enkelte i publikum stod og så forvirrede ud mens de krævede at en eller anden begyndte at rappe, mens størstedelen af publikum stod med ansigtet stift rettet mod scenen mens nakken brækkede til de hårde trommer og smukke samples som kendetegner Apollo’s stil.
Da showcasen var færdig blev han til hypeman for gruppens rapper Journalist 103, mens gruppens sidste medlem DJ Soko blev efterladt alene ved pulten og settet fra deres fællesalbum begyndte. Gas Mask, deres album fra sidste år, står som et af årets bedste og det var en fryd at høre det leveret live. Journalist 103 rappede ufortrødent fra nummer til nummer uden en mine fortrækket, mens de sprøde beats flød ud af højtalerne. Samme rapper var tydeligvis rørt da crowded begyndte at synge med på “Melody” uden opfordring og han viste sin tydelige respekt for Aarhus’ kendskab til Detroit hip-hop.

Hernæst var det Random Axe der skulle lukke og slukke festivalen helt og det er skam ikke hvem som helst.
Gruppen består af en af de mest prominente rappere fra NY, Sean Price, Madlib-yndlingen Guilty Simpson, samt en af de hotteste producere de sidste par år, i Black Milk. Endnu engang er der kun positive ting at sige om koncerten, da Guilty og Sean P rappede til crowded ikke kunne stå stille mere, og Black Milk bød også ind ind i mellem. Selv om der mest blev spillet fra deres selvbetitlede release fra i år, fik man også numre fra Prices Monkey Barz, Guilty’s feature på J Dilla klassikeren “Jungle Love” og fra Black Milk’s Tronic. Specielt Sean Price var aftenen igennem fuldstændig på, altid halvt dansende, men altid intens og fuldstændig på.

Efter de var færdige med deres set spillede Black Milk numre fra hans kommende plade med Danny Brown, et album folk godt kan se frem til, men dette fungerede desværre også som aftenens eneste fejlskud. Det var tydeligt at de ansvarlige for arrangementet gerne ville sige farvel og få det afsluttet, men istedet havde nogle forladt gulvet under de 4-5 numre der blev spillet. Til sidst måtte J-Spliff pænt gå hen til Black Milk og bede ham slutte af, hvilket han da også prompte gjorde. Han blev efterfulgt af et rørende farvel fra hele holdet bag, Henning Winther og venner, og de folk der stadig stod tilbage fik sagt pænt farvel til Aarhus, nej Danmarks mest prominente hip-hop arrangement nogensinde.

Men som Guilty Simpson fik gjort klart et par gange i løbet af deres koncert, “This isn’t the end, it’s the beginning of something new. A new leader has to emerge, and that has to be one of you guys”. Og han det kunne ikke være sagt bedre.

Når Start Festival den 16.-18. juni inviterer til stor undergrundsfestival i Den Brune Kødby tæt på Københavns Hovedbanegård, er det for 9. år i træk. Festivalen, som tidligere hed Vesterbro Festival, giver mulighed for at opleve over 100 kunstnere på 6 forskellige scener.

Kunstnerne har alle det tilfælles at de er på vej op af og derfor kan siges at repræsentere fremtidens lydbillede. I følge arrangørerne er festivalen primært for nyere kunstnere. Nogle af hiphop-kunstnerne på festivalen kan nok diskuteres, om hvor vidt de tilhøre denne kategori, men det gør ikke noget. For hvis man kigger på programmet, som ellers dækker mange forskellige genrer, så finder man faktisk en del hiphop-relaterede acts.

Det kan helt sikkert anbefales selv at tjekke programmet ud på Start Festivalens egen hjemmeside, men herunder følger en lille liste af navne, der kunne have interesse for hiphophoveder:

Torsdag:

Brother Grimm
Praksis

Fredag:

Flødeklinikken
Pelle
Musti//Amin

Lørdag:

AndyOp
Revoltage
Joe True
Sandheden
Intelligent Pushing

Publikumsindgangen finder man ved Halmtorvet 11. Priserne for en enkelt dags adgang ligger på 100 kr. og man kan få adgang til alle 3 dage ved at betale 250 kr. Ligesom så mange andre festivaller får man et armbånd ved entréen. Åbningstiderne er som følger:

Torsdag: 17:00-03:00
Fredag: 17:00-03:00
Lørdag: 15:00-04:00

Festivalen finder som sagt sted i hjertet af Vesterbro. Det er arrangørerne stolte af og har i den anledning fået lavet et remake af klassikeren Jeg Vil Bo På Vesterbro, hvor bl.a AndyOp medvirker.

Tyde T havde en finger med i spillet dengang dansk rap var nyt og spændende, og må på det allerhelligste siges at være lidt af en veteran indenfor dansk rap. Veteraner har dog ikke haft det nemt de sidste par år, hvor der har været en kedelig tendens til tilbagevenden med skuffende resultat. Dee Pee gjorde det sidste år, og kigger vi på den amerikanske scene, måtte man med The Seventh Seal fra 2009 erfare, at Rakim heller ikke rigtig kan følge med længere. Tyde T ligger et sted imellem. Han gør et yderst bravt forsøg på at holde nerven ved lige, men lyder samtidig noget opbrugt i sin levering, hvilket gør, at man ved pladens ende sidder med lidt af et ambivalent forhold til I Skal Alle Sammen Få Kærligheden At Føle.

Lad os tage plus-siden først. Til musikken har Tyde T allieret sig med Supaflyas produceren Hydro, som disker op med nogle gennemført groovy produktioner. Godt nok er de brygget på en sikker, hørt-før opskrift, men med numre som f.eks. den elektronisk pulserende ”Culture Shock”, den nakkerykkende ”Rapkanon”, den blæser-belagte ”Triumfator” og den klaverbårne ”Don’t Turn Your Back On Love”, må man bare erklære sig enig med udtrykket ”if it ain’t broke, don’t fix it”. Hydro er dog ikke gået længere ud end til navlen, og efter nogle gennemlytninger savner man en smule vovemod, drist – eller måske bare almen variation i kompositionerne.

På plus-siden finder vi også enkelte fine tekster, og enkelte suveræne. ”Don’t Turn Your Back On Love” er en sand guldgrube, og lyrisk set er der ikke et eneste andet nummer på skiven, der kan hamle op med dette. Budskabet er virkelig godt, på en lidt kliché-agtig, men meget charmerende måde. Som han selv rapper:

”Vi gir’ den stadig op for love /
Nogen synes det virker som en stor, fed kliché /
Så de lukkede lortet op og sked i det /
Svinede den til /
Trak den gennem sølet til skafottet mens de brølede deres sange om had /
Lod guillotinen lyne, til de stod med kærlighedens hoved på et fad”

Uheldigvis bliver jeg nødt til at tilstå, at Tyde T ikke rigtig formår at imponere mig på en eneste anden sang på pladen. Der er flere udmærkede bidder man kunne fremhæve som lyspunkter, men deres modsætninger er i mine øjne i flertal. Og der er flere problemer, der spiller ind her. For det første er der sange som de barnligt åndsforladte ”Anatomi” og ”Freaks”, der uden nærmere uddybelse får mine ører til at bløde, altså virkelig styrtbløde (”Du ve’ du har en stjerne i min bog og den sidder / Omme i numsen og je’ ve’ hva’ den hedder”).

Så har vi sange som ”Pale Rider” og ”Culture Shock”, der bygger på uigennemtrængeligt tykke klicheer. ”Pale Rider” handler naturligvis om hvor hvid han er i dette ”black man’s game”, og de sammenligninger der tages i brug er mestendels besynderlige på en akavet måde, – han er blandt andet ”hvid som en ostemad” og ”hvid som Matas læb’ pomade”. Og på back-in-the-days beretningen ”Culture Shock”, der ellers er tætpakket med solide flows fra Critical, Paulo og især Joe True, rapper han om træningsdragter, fat laces, shell toes og Kangol hats ligesom tusinde og atter tusinde har gjort før ham.

Det man virkelig savner fra Tyde T, er den saft og kraft, som man kunne have håbet på, at en veteran med mange år på bagen besad. Èn der viser hvor skabet skal stå. Én der indkræver permanent respekt. Det lykkedes aldrig for Tyde T på denne skive.

Det allerstørste, altoverskyggende minus, er dog, i min optik, Tyde T’s flow, der ofte er så rustent og besværet, at det i værste tilfælde er lige til skraldespanden. Det lyder vitterligt som om, at han rapper for en førsteklasse, så alt det han siger, skal udtales klaaaaaart og tyyyyydeeeeligt, så alle kan forstå hvad der bliver sagt. Og der må for guds skyld ikke skrues op for tempoet, for tænk nu hvis det blev for svært at følge med. Dertil trækker han noget så enormt på ordene, så det tit lyder som om, at han udtaler lange ord i stavelser, – her er der godt nok tale om et klappe-kage flow: ”Res-ten ER HI-STO-RI-E”, som han rapper det på ”Culture Shock”. Alt i alt måske det kedeligste flow jeg har lagt øre til i år.

Og ja, selvfølgelig er det da pisse ærgerligt, for rimene og strukturen fejler bestemt ikke noget. Her kan man til tider føle veteranen skinne igennem, men det er altså en liden hjælp når det leveres med dét flow. Øv bøv.

Opsummering: En god håndfuld sublime beats, fede gæstefeatures, enkelte suveræne lyriske passager fra Tyde T og et gennemgående kærkomment og aktuelt budskab, men desværre også tekster, der er under alles standart, og et flow, der forvolder farligt stor skade på helhedsbilledet.

Siden årtusindeskiftet, hvor gruppen Essensen slap deres vinyl-lp Det Væsenligste Væsen løs på den danske hiphopscene har snakken gået omkring gået omkring albummet Flugtaktion KBH.
Desværre endte det sådan at Essensen, der bestod af Nick Styles og Joe True, lukkede det kapitel og i stedet kom der en ny og skarpere Joe True ud på den anden side som udråbte sig selv som kejser på Essensens sidste udgivelse 12″ Pulscheck.
Bagefter tog han kampen op med F.I.P., der ofte havde kastet stikpiller efter hans  crew Helt Sikkert. Det blev til en stak gode numre fra begge lejre som har ligget til download på div. sider.

Senerehen varslede Joe True at nu ville hans soloalbum Den Ægte udkomme og i den forbindelse fik man singlen Kama Sutra at høre. Et nummer der er præget af Joe Trues kærlighed for riddims og finurlige ordspil.
Nummeret kom dog aldrig med på Den Ægte, men en video fik den i nakken og den er så blevet Ugens Video i denne om gang.

Udover den ægte sendte Joe True mixtape’et Den Extra til gratis download, som vores anmelder Jeppe Barslund gav følgende ord med på vejen:

“Det tog ham omkring et årti at få udgivet Den Ægte, og Den Ekstra – der ret beset er et bonusmixtape til debuten, en samling af nogle af de numre der blev lavet i løbet af årene, men som aldrig blev brugt.”
Resten af anmeldelsen kan læses her,mens at Den extra kan downloades her.

Ugens Video i denne uge er Et Øjeblik, der gæstes af Joe True og er produceret af Copenhaniacs. Nummeret var desuden med på soundtracket til filmen Fidibus, der har Jokeren i rollen som narkohandleren Paten.
Soundtrack’et gæstes af mange danske hiphop-personligheder samt den nu afdøde Natasja, der bidrager med nummeret Op Med Ho’det.

Nu kan du nyde et nummer med dronningen af radio-bølgerne og manden med det gudsbenådede flow.

Showstoppers Entertainment afholdt deres første “Reggae meets Hip Hop” arrangement i oktober 2009 med Joe True og Chin Ono som headline acts. Succesen blev gentaget med “Reggae meets Hip Hop Part II” ,der blev afholdt i april 2010 og de er nu som sagt nået til deres tredje arrangement i rækken.

Også denne gang er det Joe True og Chin Ono der står som hovednavn på plakaten. De har begge en fod solidt plantet i hver deres lejr, hhv. hiphop og reggae, men som aftenen skrider frem, vil de to artister krydse over i hinandens lejre og hjælpe hinanden hen af vejen.
Det hele vil blive bakket op af det jamaicansk inspirerede ‘riddim’ band Ragga Pack . Et band der oprindeligt blev sammensat af, den nu afdøde, legendariske dancehall dronning, Natasja – en dame der også har givet stor inspiration til aftenens support-artist; Lil’ KAKA.

Denne gang er arrangementet dog flyttet fra “Operaen” på Christiania, hvor arrangementet tidligere har holdt til, men dog ikke længere end rundt om hjørnet.
Datoen for arrangementet er som sagt den 26. juni og de nye omgivelser vil være det nærliggende “Café Nemoland“, hvor det hele vil komme til at foregå som et gratis helaftens-arrangement.

Når man nævner Joe True, er det efterhånden en velkendt og slidt kliché, også at tale om den lange ventetid danske rap fans måtte affinde sig med, før hans debutalbum “Den Ægte” ramte gaden. Så godt som alle interviews, der er at finde med Joe True, runder emnet. Men det er sjældent han får lov til at fortælle om, hvilke tanker han gjorde sig. Er han blevet mere afklaret? Føler han, at han på noget tidspunkt måtte gå på kompromis?

Med et stort smil fortæller Joe True, at han føler, folk har taget rigtigt godt imod både pladen og mixtapet. Han er særligt glad for, at mange lyttere og anmeldere blandt andet har sagt, at pladen har været ventetiden værd.

Han fortæller følgende om mixtapet:
“Mange af numrene har haft en plads på  “Den Ægte”, på et eller andet tidspunkt. Nogle er dem er dog lavet til Essensen-pladen. Så er der lidt gamle remixes og nogle nye remixes. Nogle af dem skulle have været med andre steder, for eksempel det med Royal Mudd. Det er meget blandet, det er jo helt fra 2003 og til 2009 numrene stammer fra. Alt det her materiale er jo noget jeg gerne ville have haft ud i verden i lang tid.“.

Herefter begynder samtalen at glide ind på “Den Ægte”, og jeg spørger ind til om han tror folk havde opgivet håbet om en Joe True-plade, fortæller han:
“Ja det tror jeg da helt sikkert, at der er mange der har. Jeg tror, at du kan dele det op imellem dem der har været lige entusiastiske i deres venten, og så kan jeg umuligt forestille mig andet end, at der er nogen der har tænkt: “Nå ja…”, Man skal også være klar over at tiderne skifter, hvis ikke du er i fokus, så er der nogen andre der er. Jeg har da også tilladt mig at lade gryden gå af kog nogle gange. Tilgengæld føler jeg, at jeg altid har været velsignet og har fået ret meget ud af ret lidt output.”

I al den tid Joe True har ventet på at få sin plade udgivet, må han have gjort sig en masse tanker. Til spørgsmålet, om hvorvidt han er mere afklaret med, hvad han vil nu, svarer han:
“Ja helt klart, det jeg vil er at dyrke æstetikken og det kunstneriske i rap. I og med en rapper er vokalist, bør han være ligeså god til det han gør, som en dygtig sanger er til at synge. Det kræver selvfølgeligt nogle værktøjer og i rap er det flows, dynamikken, rimene, rimstrukturer, punchlines og så videre. Du kan godt se det som en atletisk disciplin, da det er en konkurrencekultur, det handler om at være bedst. Hvordan er man så bedst? – Det er man ved at skrive den bedste rap, ikke ved at gå i studiet og producere den mest fængende sang. Det er de prioriteter jeg er kommet ind i hiphop for og det er de prioriteter jeg er tilbage til, efter at have været hele vejen rundt.“

Da jeg spørger ind til om han føler, at han har “væk” fra de prioriteter, som han egentligt helst ville have i første række, svarer han:
“Jeg ved ikke, om jeg har været væk fra det, men jeg har helt klart været offer for nogen af de ting, som jeg kalder for falske prioriteter, som mange danske rappere bliver offer for. Nu må du undskylde mig, hvis du synes det her lyder lalle-idealistisk, men jeg føler, at der er for mange der tænker “Hvad kan jeg tjene på kulturen?” fremfor “Hvordan kan jeg tjene den?”.”

Og med disse ord slutter snakken med en glad men dog alvorlig Joe True, men du kan læse WOTS.dk’s anmeldelse af  “Den Ekstra” her.

Desuden kan du høre musik, læse anmeldelser, tekster og hente “Den Ekstra” ganske gratis på Joe Trues hjemmeside.

Fotos af Kristian Levin Nielsen

Der er dømt alle vi drengerøve i Brumleby, når the Dragon Tatoo præsenterer Kings of the Underground i kostalden i Brumleby på Østerbro d. 29. maj 2010 fra klokken 15 til “sent”.

Der er noget for næsten enhver smag, når I for bare 50 kr. vil blive budt på både striptease, kunstudstilling, barbeque, karaoke og ikke mindst koncerter/jam. Vist nok udelukkende i sidstenævnte kategori, vil man kunne opleve:

Joe_True aka. Den Ægte der netop har smidt mixtapet Den Ekstra på gaden (det kan du læse Wors On The Streets anmeldelse af her)

Joe Trues kammerat og producer Machacha, der senest har haft hovedet halvt på blokken, da WOTS.dk anmeldte 4fods album (du kan læse anmeldelsen her)

Patrick Chan, der var ugens video i uge 15 med nummeret Spektrum, og Nikotino, også kendt som rapgruppen Alliancen. Desuden repræsenteres KBH Kartel, i kraft af rapperne Denz og MIV, der begge har et show i løbet af aften. El Axl with Homies samt den fynske pigerap og punkgruppe Mor kigger også forbi og brager op for numre.

Alt ialt lader det til at der kommer til at være gang i den og skruet max. op for underholdnings værdien, når Enter The Dragon Tattoo . 29. maj afholder arrangementet Kings of the Underground.
Læs mere om det på facebook

“Hvem er bag dør nummer et? Ham der gør et nummer fedt!”

”Først ville de skrive den så rive den itu /
Tusinde tak for din tid, men pak lige og skrid /
Vi ved godt at du en ikk’ rigtig klog, sprogfornyer med et syret flow /
Men nu’ du fyret Joe!”

Linjerne er taget fra Joe Trues debutalbum Den Ægte, der udkom sidste år, og handler om den lange kamp han var igennem for at få en kontrakt i hus. Det tog ham omkring et årti at få udgivet Den Ægte, og Den Ekstra – der ret beset er et bonusmixtape til debuten, en samling af nogle af de numre der blev lavet i løbet af årene, men som aldrig blev brugt.

Og det er en gigantisk rodebunke af et mixtape, må man sige. 30 numre, 1½ time og en musikalsk kvalitet, der er farligt svingende. Der er selvfølgelig en hulens masse skidt og kanel på, ja, det er jo et gratis mixtape for pokker – men der er faktisk også mange numre af imponerende kvalitet at finde.

At Joe True er en mester-flower er svært at komme udenom, og man føler sig altid i godt selskab, når Joes legende rap sprøjter ud af højtalerne. De gode eksempler tæller blandt andet den overlegne, ord-udforskende ”Intens Essens”, Joes optursoptog ”Sprogshow”, den ualmindeligt velproducerede ”Ny Dag I Paradis” og den mørkesorte, dybt psykotiske ”Jeg Din Morfar”, hvor Joe og Twajs grovboller skovtrolde og råsnaver smådværge! Numre som ”Hvem Er Jeg”, ”Det Flow”, ”Abetid”, den instrumentale ”Hvor Er Du Grim” og ”Nedad Din Gade” bidrager også til den gode lytteoplevelse. Produktionerne er mestendels leveret af Machacha og Klumpe K, der begge både har op- og nedture. Klumpe K’s ”Intens Essens” er fabelagtigt produceret.

I det store hele er der dog for mange skits, fraklip og kedeligt producerede tracks til, at mixtapet er rigtig godt. Det er som sagt en lidt uoverskuelig rodebutik, og det er tydeligt, at der ikke er blevet sorteret i sagerne; ALT lader til at være røget med på mixtapet. Men som jeg plejer at sige om udgivelser, der ligger til gratis download; så giver det ingen mening ikke at downloade dem. Så på trods af, at Den Ekstra er en langt fra fejlfri oplevelse, så er de numre jeg har fremhævet som dope, grund nok til at smutte ind på www.joetrue.dk og hente mixtapet. Og så må vi ikke håbe, at det tager Joe endnu et årti at få næste plade på gaden.

Denne gang bliver ventetiden på det nye materiale fra flow-sværvægteren ikke så lang, faktisk er den ikke længere end et par dage.
Fra Lørdag d. 10. april kan man downloade bonusmixtape’et Den Extra, der kortlægger en ukendt dimension af perioden 2003-2009. Den vil definere udviklingen fra Helt Sikkert til Brogade Boogie og rummer feats fra bl.a. Twajs og Royal Mudd.
Desuden vil man kunne finde produktioner fra folk som Alec Burton, Dj Graded og Pilfinger, så gør dig klar til at nikke med nakken.

Mens du venter på at det bliver d. 10. april kan du smutte forbi Joe True’s hjemmeside, hvor man kan downloade to versioner af nummeret Sig Noget, hvor han får selskab af reggae-kunstneren Chin Ono.
De to herrer kan opleves til et hiphop og reggae mash-up, der finder stedet på Operaen ugen efter løsladelsen af Den Extra, så mon ikke han spiller nogle af numrene i den forbindelse.

Det kan du læse mere om arrangementet her.