Hvis man besøger vinterforevigt.dk for at downloade Fimbul: 1. Vinter (der har tre ulve på coveret) med gruppen Koldfront, så skal man være farligt langt bagud på IQ regningen hvis man forventer en glad og munter sommerudgivelse.

Marco, StikOp Jakob og Pede B’s nye EP er en mørk, tung og dyster sag, der handler om de forskellige nedture, depressioner og sorte huller som livet også byder på en gang imellem. At trække et så tungt hovedemne over en udgivelse er spændende nok i sig selv, men at det er rappere som Pede B og StikOp Jakob der står bag, gør det yderligere interessant, da de primært forbindes med punchline- og bragadoccio rap, og ikke vintermørkets melankoli.

”Ligger på trommer som jeg blunder på en blød dyne /
Tighter’ end bukserne på kunstnerne i Kødbyen /
Pakker det tight som en putsmugler /
Det forudsigeligt som Soundvenues anmeldelse af OddFuture”

På flabet vis indleder de herrer EP’en ved at slippe ulvene løs og gøre det man kunne have forventet: straight up punchline rap i dit fjæs. Men jeg tror lidt, at det er for at tage røven på dem, der havde forventet en ”typisk” Pede B-udgivelse, for resten af EP’en ser noget anderledes ud. Det handler generelt set om den dårligdom der hersker rundt omkring derude, som kan få ellers livsglade mennesker til at bukke under. Fra hvordan vores samfund og verden er i forfald på ”København Drukner” og forliste forhold og kærlighedssorger på ”Solo”, til vores afhængighed af frygt på ”Angstnarkoman” og indadvendte depressioner på ”Vinter For Evigt”, der blandt andet er gæstet af Nixen med et blændende vers:

”Hvis jeg sku’ male et billede af mig selv i dag /
Ville jeg nok be’ nogle andre om det, for at se hvor grimt de ka’ male /
(…) Velkommen til vinter hvor bladende visner /
Hvor jeg tvivler på om folk ville blive triste hvis de sku’ miste mig”

Rigtig spændende bliver det på EP’ens to afsluttende numre, der bestemt giver først til eftertanke. På ”Min Mors Far” rapper de tre (Marco rapper med, med sit eneste, men virkelig flotte rapvers) om deres morfædre, og hvilke kvaler de gik igennem i deres yngre år. ”Ægte” problemer der får ”vores små hverdagsproblemer” til at blegne, og der ligger en kærkommen reminder til alle, når Pede B rapper: ”Så kort tid siden, men de vilkår han levede under / Gør jeg fatter jeg ikk’ ska’ brokke mig i nederen stunder”. Vi har det i bund og grund for godt til at kunne tillade os at have det dårligt. Som Phonte sagde: ”Muh’fucka go an’ get a real problem!”

Man bør ligeledes spidse ører til EP’ens storladne afslutning “Flyvefærdig”, der serverer samme lektion som Robert De Niro giver Bradley Cooper i Limitless: ”You don’t know how to assess your competition, because you haven’t competed”. Budskabet kører på, at succes ikke bare tilkommer én, man skal knokle for den og gøre sig fortjent til den. Pede B’s vers herpå er simpelthen mageløst, og i min bog et af de bedste han har skrevet og leveret i lange tider:

”Jeg har knoklet til jeg har svedt som en misbruger /
Svedt i butikker, jeg har svedt bag et skrivebord /
Svedt på et kontor, svedt bag et komfur /
Svedt til det sidste som en slutspurt /
Jeg har svedt på et lager, svedt på en skolebænk /
Svedt bag en bar til jeg fik fri utrolig sent /
Svedt på en scene, svedt i et studie /
Svedt helt alene og hvor jeg har et crew med /
Så forstå jeg ikk’ bange for at svede /
Sveden er bange for Pede /< Jeg kaster mig ud i de ting man ikk’ bare ka’ lære /
Spreder mine vinger, håber pisset det bærer”

Lyrisk set er der utroligt meget guld på Fimbul: 1. Vinter. Godt nok ligger Pede B et par niveauer over StikOp, men de har en god kemi og en fortrinlig forståelse for tag-teaming.

Fornøjelsen kommer dog ikke helt uden men’er, for der er flere ting på trioens første EP, der rammer en smule ved siden af. F.eks. lyder omkvædet på ”København Drukner” mindre heldigt i mine ører. Det kræver ikke mere end Sandhedens ”Excentrisk” at gøre én bevidst om, at Marco er en af de dygtigste hiphop-omkvæds-sangere i DK, det er mig derfor et mysterium hvordan det melodisk hvæsende omkvæd på ”København Drukner” er blevet til. Dertil er børnekoret på ”Vinder For Evigt” lige lovlig tykt efter min smag, og det afsluttende, Nephew-lydende råberi gør heller intet for mig. Vocoder-outroen på ”Angstnarkoman” ligeledes.

Fimbul: 1. Vinter er dog vigtigst af alt en flot EP, der byder på meget rigtig god hiphop, fede tekster, gode beats og en krystalklar, gennemført rød tråd. Og så er den gratis.

Lidt ærgerligt er det, at denne vinter ikke har været koldere og hvidere, for der har vitterligt ikke været meget mytologisk Fimbul over de sidste 2-3 måneder. Måske den næste EP kommer til at hedde Global Opvarmning: 1. “Vinter”? Og hvad laver Insanity Wolf forresten på coveret?

Klokken 23 gik det ned på scenen og Humme, som altid har forstand på at få gang i folk, fungerede som aftenens konferencier.

Der blev lagt kort ud med Solo Solito, som netop var landet i det kolde, danske land efter en måned i Caribien. Spydige ord røg straks gennem lokalet, selvfølgelig i selskab med Humme, og stemningen var allerede rigtig god. Folk var glade og trods de velbetalte øl, blev der langet en del over disken. Men hey, hvor meget sjov er det lige man kan få for en plov?

Efterfølgende kunne man se frem til Royal Mudd-rapperen Verb Ink, som for nylig er blevet kaldt det største talent på engelsk i Danmark, efter han kom med sit nye track Back Again. Af samme årsag skulle han også være en af de første til at varme publikum op, på samme måde som han gjorde det for Elzhi da han var i Danmark i efteråret. Han har helt sikkert styr på sit shit og han satte hurtigt en meget høj bundlinje.

Efter et par super lækre tekster blev det tid til SupaJan som vi alle kender. Jeg overhører en fan udtale sig “SupaJan er bare så sej” og jeg smiler for mig selv – han har ret! SupaJan virker altid nede på jorden trods hans succes med to anmelderroste albums, et udsolgt mixtape og sindssygt mange features. Her kunne man virkelig se på publikum at de var på. Folk bouncede, sang med og humøret var i top. Numre som Tak For Sidst og Flergangsknald røg igennem højttalerne og det var umuligt ikke at blive fanget af det balancerede flow.

Mike Raw kom nu på scenen og var med på lidt ballade sammen med SupaJan. Der gik ikke længe før scenen var fyldt med aftenens navne og gæsterappere såsom Brun og Kammertonen fra Graven. Stemningen var for vild og drengene fra Graven var på.

Herefter blev det tid til at introducere noget nyt: Nappion og Mike Raw har valgt at danne en ny duo, og med god grund. De supplerede hinanden rigtig godt på scenen og havde planlagt lidt lækre moves, så trinene var synkrone.

Man kender dem hver især fra en masse forskelligt. Bl.a. fra en hel del omkvæd, gæstevers, beatbox features og som Per Vers’ backups. Der blev leveret rap i højt niveau og publikum fik svært ved at stå stille. Es fik lov at brillere med sine beats og det klædte ham helt sikkert.

Efter den sprængfyldte duo var der gemt det bedste til sidst: Kasper Spez som ikke har optrådt siden 2010 kom på scenen, og det var nærmest et stort øjeblik at se ham på scenen.

Man har ikke haft hørt særlig meget til ham i noget tid, og pludselig var der en hype på Facebook, hvor alle hans venner stillede det samme spørgsmål: Hvor er Kasper Spez? I noget tid kørte det rundt på den sociale platform, indtil det blev besvaret med en ny sang om at det går så fint, så fint, så fint. Han fik spillet nogle af de gamle sange såsom Elefanten i Soveværelset og Det Måtte Jo Komme. Meget kan man sige om Kasper, men han har fandme styr på sit ordforråd. Hans flow er eminent og han henvender sig helt sikkert til et bredt publikum. Man kan ikke lade vær at være fan!

Alt i alt en superfed aften man ikke ville ha’ gået glip af. Der blev leveret den ene fede tekst efter den anden og det var et sindssyg fedt line-up. Hvis man har lyst til at stifte bedre bekendtskab med Graven anbefales det at tjekke deres site ud her.

Så er endnu et år kommet til sin ende, og det er tid til at zoome ud få overblik over hiphop-året 2011.

Hvis der er ét fænomen i 2011, der virkelig har taget opmærksomhed, og som derfor nok er det, de fleste vil huske året for, så må det være den frembrusende fandenivoldskhed som de nye unge rappere har bragt med sig, både i ind- og udland. Tyler the Creator smed ”Yonkers”-videoen op på YouTube den 10. februar, og få dage efter havde han og resten af OFWGKTA-kollektivet verden i deres hule hånd. Ikke mindre end en uge efter smed Kesi og hans B.O.C.-kumpaner videoen til ”Stadig Den Bedste” op på Tuben, og heller ikke her gik der lang tid før han var profileret som frontmand for en ny bølge af ungt blod på den danske rap-scene. Lige i hælene på Kesi fulgte Kidd, der endda er blevet langt mere populær i mellemtiden. Mængden af opmærksomhed, der har været rettet mod de tre er dog på ingen måde proportionel med kvaliteten i det musik de har udgivet i år, og lidt ærgerligt er det, at deres opmærksomhedskrævende måde at begå sig på har overskygget så meget af det andet, langt bedre musik, der er sendt på gaden i år – for det har der været meget af.

Top 5 album udgivelser (i rækkefølge)

#1) Trepac – Fatamorgana (læs anmeldelse)

#2) Suspekt – Elektra (læs anmeldelse)

#3) Per Vers – Ego (læs anmeldelse)

#4) Marwan – Mennesker (læs anmeldelse)

#5) Malk De Koijn – Toback to the Fromtime (læs anmeldelse)

Bedst som man lige havde vænnet sig til at kunne tage den frihed at forvente ypperlig musik fra Echo Out Cph lejren, smed Trepac Fatamorgana på gaden, og fejede benene væk under undertegnede som et bagholdsangreb. Fuldstændig kompromisløs i sit udtryk, hudløst ærlig og uvant skarp i sine tekster, og med et træfsikkert håndværk fra diverse beatsnedkere. Ganske simpelt en monumental solodebut. Suspekts fjerde langspiller Elektra var også en storslået sejr. En del mere udfordrende på lydsiden end man har været vandt til fra Tabu-drengene, men på trods af, at de jonglerer med talrige besynderlige undergenrer, så lykkedes det hele for dem, og de viser at de mestrer alt fra det sædvanligt melankolske og rå, til mere moderne tiltag som dub-step/electro-hiphop. Underholdende og fandens flot. Per Vers’ EGO er årets bedste bud – hvis ikke alle tiders bedste bud – på en ”voksen” hiphop-udgivelse. Historier om at være far, fed og færdig, leveret med blændende humor og med samme mageløse tekstforståelse som Per V er blevet garant for. At de to svenske gulddrenge Embee og DJ Large tilmed serverede sprøde beats over hele feltet gjorde naturligvis ikke fornøjelsen mindre suveræn. Marwans Mennesker er nok den udgivelse i år, som jeg er blevet skældt mest ud for at synes om! Ikke desto mindre er det altså en af de plader jeg har hørt allermest, og jeg er endnu ikke færdig med den. Det er meget muligt at Marwans rap-teknik ikke er den bedste i kongeriget, men hans karisma, personlighed og måde at fortælle historier på overskygger fuldstændig den dårligdom der måtte være, og i en tid hvor alle vil være rappere, så tiltaler indholdet mig ofte mere end udførelsen, og her står Marwan frem i mængden. Og så er pladen forresten fabelagtigt flot produceret. Sidst på ’Top 5’-listen har vi Malk De Koijn, hvis tredje skive Toback to the Fromtime jeg faktisk stadig har et lidt ambivalent forhold til. På den ene side, så synes jeg ganske simpelt ikke længere, at den Malk De Koijn’ske tilgange til rap-genren er synderligt interessant, men på den anden side, så er de tre herrer bag bare så fandens dygtige, at når det er godt, ja så er det virkelig godt. Så hvis du af Gud-må-vide-hvilken-årsag ikke har fået tjekket dansk rap ud i år, så er det disse fem der skal investeres i. Men…

….snyd heller ikke dig selv for:

#1) Illusionisten – Syndende Engel Angrende Djævel

#2) SupaJan – Det Nye Sort

#3) Exampler – Hunters & Collectors

#4) Nixen – Primus EP

#5) Danni Toma – Rige Mænds Jakkesæt

- Hvis du står i den uheldige situation, at budgettet ikke tillader pladekøb, så så flere gratisudgivelser også dagens lys i 2011:

#1) Trepac – Skeletter & Skitser

#2) Bogstavelig Talt – Bst Pt. I

#3) Holsaae – Gennemsnitsdansker

#4) Point Blank – Don’t Let the Minute Hand Slap You

#5) Nixen – Primus EP

Top 15 tracks (uvilkårlig rækkefølge)

Hvis vi et kort øjeblik leger, at en af mine bekendte, som har været udenlands hele året, uden mulighed for at følge med i tingenes udvikling på hjemmefronten, vender hjem og spørger mig ”Yo Jeppe, nu har jeg jo ikk’ haft mulighed for at høre noget hiphop i 2011, så ka’ du ikk’ gi’ mig en liste over de vigtigste numre, der er udgivet i år?”, så ville jeg give ham følgende liste af numre:

#01) Illusionisten feat. Nota Bene – ”Flaskens Bund” (Lars Da Fari)

#02) Trepac – ”Uden Hænder” (Xeren)

#03) Malk De Koijn – ”En Gang” (Tue Track)

#04) Jooks & Wafande – ”Sort Nat Sort Dag” (Atilla)

#05) Kesi feat. Benny Jamz – ”Født I Dag” (Benny Jamz & Vivid)

#06) Marwan feat. Orgi-E & Troo.L.S. – ”Uden Om Systemet” (Troo.L.S.)

#07) Trepac – ”Startnerver” (FlotteDavey)

#08) Dialekten – ”Farvel Pia” (FlotteDavey)

#09) Nixen – ”S.E.P.” (DJ Rune)

#10) L.O.C. – ”Rigtig” (Rune Rask & Jonas Vestergaard)

#11) SupaJan – ”Til Jeg Stiller Mine Sneaks” (Es)

#12) Rapublik1 feat. Nota Bene – Fra Filantrop Til Demagog (FlotteDavey)

#13) Per Vers – ”Smuk Kamp” (Embee)

#14) Suspekt – ”Elektra” (Rune Rask & Jonas Vestergaard)

# 15) Wafande feat. Kaka – ”Gi’ Mig Et Smil” (Pharfar & Fresh I)

Jeg synes bestemt at det har været et godt år for dansk rap. Mange debutanter med stort potentiale, og en masse suveræn musik fra nogle af de mere garvede kunstnere. Inden vi runder af skal vi også lige en kort tur til udlandet og så på hvad der rykkede “derovre”.

Top 5 udenlandske (i rækkefølge)

#1) Cunninlynguists – ”Oneirology” (læs anmeldelse)

#2) Common – ”The Dreamer/The Believer” (læs anmeldelse)

#3) Kendrick Lamar – ”Section.80” (læs anmeldelse)

#4) Sims – ”Bad Time Zoo” (læs anmeldelse)

#5) Action Bronson – ”Dr. Lecter” (læs anmeldelse)

Ufatteligt meget fantastisk hiphop er blevet spyttet ud af The States i år. Både vest- og østkyst-hiphoppen fik en mindre genopstandelse i form af to debutanter; Compton-rapperen Kendrick Lamar pustede nyt liv i westcoast-hiphoppen med sin storslåede Section.80, mens New York fik et nyt crime-rap ikon i den tonstunge Queens-rapper Action Bronson, der med Dr. Lecter viste præcist hvor skabet skal stå. Common udgav i samarbejde med produceren No I.D. The Dreamer/The Believer, og det de to har begået er rent ud sagt mirakuløst. Commons niende album er nok det pureste eksempel på hvordan sjælfuld, rå hiphop anno 2011 skal lyde. Den nok mindre kendte Minnesota-rapper Sims, der normalt slår sine folder i Doomtree-kollektivet, gav årets stærkeste bud på fremtidens hiphop-lyd, da han i samarbejde med den lidt gale og lidt geniale producer Lazerbeak udgav Bad Time Zoo. Og sidst men ikke mindst smed sydstatsgruppen Cunninlynguists deres femte plade på gaden, det stærkt konceptuelle Oneirology, der nok ikke er et helt ”nemt” album at dykke ned i, men rent ud sagt et episk hovedværk i moderne hiphop-historie. Hvilket storslået år.

2012?

Nej, verden går ikke under næste år, glem Roland Emmerich og read a book. Til gengæld tror jeg, at vi går et spændende hiphop-år i møde, og jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg allerede har en masse forventninger til en masse projekter.

2012 er blandt andet året hvor der for alvor skal kastes bomber over centrum, hvis de nye rappere skal bevise deres værd og ikke ende som overhypede døgnfluer. Kesis debut er sat til udgivelse i januar, og selvom jeg ikke helt ved hvad jeg skal forvente af denne, så glæder jeg mig.

Som den sucker for Echo Out jeg er, kan jeg heller ikke andet end at glæde mig til 2012, hvor Dialekten forhåbentlig smider deres fuldlængdes debut på gaden – God knows jeg har ventet længe på den skive. Endvidere lyder ordet, at Tudsegammelt har en plade klar til næste år, og hvem glæder sig ikke til hiphop á lá øl, fisse og hornmusik?

Og ja, der er jo masser at se frem til. Johnny Hefty og Jøden, Dialecs (forhåbentlig), Kasper Spez (man har vel lov til at håbe) og sikkert mange andre. Mon ikke 2012 bliver et godt år?

- Det var mit 2011-recap. Tak for i år, og så ses vi på den anden side – pas på jer selv derude.

Koldfront

Selv blandt de mest opdaterede danske hiphop-entusiaster vil navnet, indtil idag, formentlig ikke give den store følelse af genkendelighed. Det er såmænd heller ikke så mærkeligt, for den nye gruppe har ikke udgivet noget indtil nu. Folkene bag er til gengæld kendt fra flere forskellige sammenhænge. Bag Koldfront er nemlig Stik Op Jakob fra Sphaeren, Marco fra Combo og den tredobbelte Fight Night vinder Pede B. For at finde ud af hvad projektet mere præcist går ud på mødte wots.dk’s udsendte med de to førstnævnte på en cafe på Nørrebro.

Marco, der synger i Koldfront indleder: “Projektet er egentlig en ide jeg har haft i nogle år. Jeg har kendt både Jakob og Pede i mange år, men kun hver for sig, og jeg har gået og tænkt på, at det kunne være fedt at få de to til at lave noget sammen. Efter Jakob så var med på Pede B’s pt.2 til Mørket Falder På har vi snakket om hvordan det kunne blive til virkelighed. Jeg har i lang tid haft en ide om hvilket slags lyd jeg synes projektet skulle have”.

De tre kunstnere kommer med hver deres vidt forskellige baggrunde og tilgange til projektet. Det er derfor nok heller en konstellation som ret mange på havde set komme på forhånd.

Stik Op forklarer: “Det er nok Marco, der jo ikke selv rapper, der har lagt mest mærke til hvad der undervejs i projektet er sket med Pede og jeg.
Men vi har flere gange snakket om, at vi nok ubevidst har tvunget hinanden til at forsøge at gå nogle andre veje, end vi har gjort før. Det handler både om hvad vi skriver om, og måden vi leverer det på. Som udgangspunkt gør vi selvfølgelig det vi er gode til, men vi tager også nogle chancer og giver os selv nogle udfordringer.

Idag den 1. december kommer første udspil med sangen København Drukner, men hele projektet har været i gang over en længere periode. Alle tre medlemmer har haft andre projekter kørende i mellemtiden.

Stik Op: “Vi startede vel for omkring et år siden og har så mødtes mange gange for at få ideer til tracks og for at holde i gryden i kog. Den sidste måned har vi så arbejdet mere intensivt på projektet for at opnå den stemning der også skal til, når man laver sådan noget her. Grunden til at vi ikke har meldt noget ud endnu har været, at vi har gjort det klart for os selv, at det var vigtigt at vi havde noget konkret, før vi gik ud og kaldte det et projekt.

Den 1. Januar, nytårs dag, kommer der en ep med 7 numre fra Koldfront til gratis download i mp3 format.

Marco: ” Ep’en kommer til at hedde Fimbul, hvilket i gammel nordisk mytologi er en betegnelse for 3 vintre i træk, der raser uden somre imellem, efterfulgt af dommedag. Det er ikke nogen decideret konceptplade, men emnemæssigt handler det mest om nogle tunge og lidt dystre ting, hvilket udgivelsesdatoen også skulle afspejle”.

Hvad Koldfront som gruppekonstellation skal lave efter udgivelsen af Fimbul vil ingen af kunstnerne ud med endnu. Dog vil de gerne afsløre, at det allerede nu er meningen at der skal komme en ep den 1. januar i både 2013 og 2014 også.

De vil også gerne snakke om produktionerne på ep’en: “Det er Es der har produceret det meste af musikken og det er også inspillet i Graven. Han har været en stor del af det og har været med helt fra starten af. Han er rigtig god til at fange en stemning og beatsne er overordnet set også rimelig tunge i det…. Han har været dygtig til at sidde i den lidt mere traditionelle rolle som producer, og har udfordret os med ting vi ikke var foreberedt på. Han kan få nogle ting frem i én, som man måske ikke selv havde tænkt på…. Udover Es leverer Adam Sampler og Luxxx et enkelt beat hver”.

Nummeret København Drukner, der er produceret af Es, kan høres lige her under via Youtube, EP’en Fimbul vil kunne hentes kvit og frit når nytåret har ramt os og vi når den 1. januar.
Inden interviewet slutter helt får Marco lige rundet af: “Det er en Ep vi har lavet fordi det er noget vi selv har brændt for at komme ud med, men det er klart at vi også er spændte på hvad folk siger til det. Det trods alt en del anderledes end hvad man har hørt fra nogen af os før. Vi ser selv rigtig tilfredse med resultatet og det er også derfor vi allerede nu har mod på at lave 2 mere i næste par år”.

Billeder af Randi Stell

Så er der igen nyt fra GRAVEN. Denne mandag har de slået kløerne i internettet og stablet en shop på benene.
Den finder du her.
Det betyder at du nu kan købe størstedelen af selskabets udgivelser og materiale fra de forskellige kunstnere, direkte fra Gravens eget dødsbo. I skrivende stund er der indtil videre mulighed for at erhverve sig ni forskellige udgivelser – inklusive klassikeren Viva la Gadehiphop – og der er formenligt flere på vej.

Gutterne fra Graven har derudover smækket et nyt possecut op på sitet, der rummer rapperne Solo Solito, Verb Ink, Nappion, Mike Raw, SupaJan og Es, der også har produceret bangeren. Nummeret hedder G.R.A.V.E.N. og er straight represent, som man husker fra Gadehiphop og ÆTER mixtape-dagene.

Så alt hvad du skal gøre nu er at smutte forbi Gravens bandcamp og lytte til det nye track, mens du tømmer din opsparing.

“SKRU VOLUMEN OP!”, sådan lyder det på den seneste single fra SupaJans nyeste album, Det Nye Sort.
Nummeret hedder Højere og omhandler SupaJans kærlighed til høj musik. Partybangeren er assisteret af Mike Raw på skrål-along vokal og altid travle Es bag knapperne.

Det Nye Sort, der udkom i april, blev her på hjemmesiden anmeldt til 4 stjerner af vores elskede husanmelder Jeppe Barslund. Bl.a. med roser som “SupaJan er måske rent faktisk den pt. bedste rapper når det kommer til skills og et rablende flabet flow.” og “Han er en entertainer af guds nåde, og hans energi og høje humør smitter virkelig af.”
Læs anmeldelsen her.

Selve videoen har et gennemgående dukketema og er lavet af Benjamin Bent Preisler Herbst, som også tidligere har lavet videoer til SupaJan, bl.a. hans video til Lortekæreste.

Hør den nye single og se videoen nedenfor:

Graven må siges at være et af de steder i dansk rap, hvor der virkelig er gang i noget for tiden. Deres sammenslutning huserer under parolen: Hiphop er Død! Vi sender live fra Graven. Men selv om de sender live, så forhindrer det dem ikke i at lave videoer til deres numre. Derfor er der også video-premiere på en nye video fra SupaJan, når de brager op den 4. august.
Desuden er der lavet en dukkevideo, der fungerer som reklame for arrangementet, som du kan se her under.

Desuden vil de respektive aktører have hemmelige gæster med på scenen og så koster det kun 35,- at være den del af hele seancen. Dørene åbner kl. 21 og der er dér som sagt også gratis Guld Tuborg, så kom i god tid.

Det lader til, at den lune sommer har lagt en dæmper på de danske rapperes produktivitet, da det efterhånden er noget tid siden, at en ny plade er faldet ind af brevsprækken til anmeldelse. Det giver mig heldigvis chancen til at kigge lidt på nogle af de plader, der nu har ligget og stirret på mig i et godt rum tid. Vi kan passende nok starte med at afslutte Es-kvartetten, som den med tiden er endt med at blive kaldt oppe i min krøllede hjerne. Es startede med at producere hele 4PRO’s Konsekvens, derefter SupaJans Det Nye Sort, efterfulgt af Revoltages Elektricitet, og nu runder vi af med Ill Street Blues’ selvbetitlede debutalbum.

Ill Street Blues er en konstellation af fire personager; rapperen Mista Mat, spoken words poeten Caspar Berg, dj’en Sticky Steph, og så Es, som igen har påtaget sig fuld producer kredit.

Ideen i at kombinere rap og spoken word over organisk gyngende beats er slet ikke dum, og når Mista Mat og Caspar Berg tager over for hinanden og komplimenterer det narrativ, som den første har sat for dagen, ja så fungerer det fortrinligt. Tag et nummer som ”Når Mørket Sænker Sig”, der er en Sin City –esque beretning om det foruroligende natteliv, hvor Caspar Berg giver Mista Mats to opledende vers et overraskende drej. Når dette samspil indfinder sig, fungerer rap/spoken word platformen virkelig som et friskt pust.

Hvad der til gengæld ikke just virker som et friskt pust er Mista Mats flow og Caspar Bergs skriverier, der ofte synes meget lidt distinktive. Der er mere godt end dårligt, men intet er bedre end godt. Mista Mat er ikke dansk raps nye håb, og selvom jeg ikke har det store kendskab til ’spoken word’, så har jeg før stødt på lyrik i oplæsningsform på danske rap-udgivelser, der har tændt mig langt mere, f.eks. Jokeren på Grafisk Musik og Kasper Spez, som vel også kan siges at læne sig op ad det mere poetisk digteriske spektre inde for rap. Kasper Spez optræder som gæst på ”Hvorfor”, hvor han både flower bedre end Mista Mat og levere flottere poesi end Caspar Berg. Samtidig formår han at spice sin del op med en langt mere livlig indlevelse; noget man efter Spez’s bidrag finder ud af, at man faktisk savner fra de to hovednavne. Det ærgerligste er, at der er virkelig spændende momenter drysset ud over hele pladen, men for hvert højdepunkt er der mindst ét modstykke, enten i form af vage leveringer, ringe eller decideret elendige omkvæd – som der er besynderligt mange af – eller indslag af rap og oplæsning, der simpelthen virker for letkøbt. Caspar Berg har mange fortrinlige passager, men proklameringer som ”jeg kører på sprut, weed og fucking indeffirence” lugter bare langt væk af, at der er blevet skrevet spoken word for det talte ords skyld, og ikke for at fremme driften i en fortælling.

På lydsiden har Gravens førstedirigent Es skruet en anelse ned for elektronikken og surf/rock -inspirationen, der prægede Elektricitet og Det Nye Sort. Opskriften er en kende mere simpel, og der er kredset mere for minimalismen, hvilket gør, at produktionerne virker mere kreativt oplagt end dem, der var at finde på førnævnte plader. Den super fint-klingende harpe på ”Bang(e) Bang(e)” er noget af det bedste jeg har hørt fra Es i lang tid. Til gengæld er den overordnede tendens i musikken den samme på nærværende plade som de tre andre i Es-kvartetten: De er bestemt flot produceret, men på intet tidspunkt henføres man til mere end en mild tilfredsstillelse. Musikken komplimentere temaerne og stemningerne virkelig flot, hvilket jeg også går ud fra har været meningen, når nu fokuspunktet har været rap/spoken word udvekslingerne, men man kunne alligevel godt have ønsket en mere fremtrædende lydside.

Fjerde og sidste kapitel i Es-kvartetten lukkes med en plade, der ligesom de andre i serien er groft præget af plusser og minusser, hvor minusserne ender med at vinde en smal sejr. En flot men lidt kedeligt produceret plade, med solide såvel som flade præstationer. Og så har gruppen og pladens navn intet at gøre med Kool G Raps klassiske track af samme navn fra ‘92 at gøre.

Det helt igennem mageløse cover kan desværre ikke hive karakteren op, men om ikke andet, så kan jeg sende det rundt og sniffe mine fordomme ihjel.

Både SupaJan og Revoltage-halvdelen Es har i disse dage travlt med at promovere deres respektive albums, og i den forbindelse slår de vejen et smut forbi KotaClub i København, når Third Floor Factory slår dørene op til endnu en omgang Hiphop Meets Reggae, som er et tilbagevendende arrangement på den gamle Dakota-natklub i det indre København.

Derudover vil der også være mulighed for at opleve grime-rapperen Benny Jamz fra BOC crew, der for nylig har udsendt den video du kan finde nederst i artiklen.

På reggae-fronten bliver der mulighed for at opleve gengangerne Dj Johnson ft. Little Kaka, der repræsenterer arrangøren Third Floor Factory, og derudover kigger Rød Rebel endnu engang forbi arrangementet og leverer de tunge reggae rytmer.

Det hele går som sagt ned på KotaClub på Nikolaj Plads i København, torsdag den 12. maj. Dørene åbnes klokken 22:00 og entréen koster de sædvanlige 50 kr.

Es og Opidens samarbejde går mange år tilbage, og som rap-gruppe har de været igennem adskillige navne og udtryk, inden de endte som Revoltage og udgav Kaos I Myldretiden i 2007. Der er gået fire år, og nu har Es igen holdt kreativt frikvarter, og med et medlem mindre i gruppen – så de nu er tilbage ved de oprindelige to – plus en ny organisk rocket tilgang til rappen, er de klar med Elektricitet.

Det første det rammer én, er den tanke, at drengene virkelig må have haft det sjovt med at indspille denne plade. Humøret og energien er høj, og med en rød tråd af råben, brølen og skrålen over livlige guitarriffs, virker størstedelen af materialet som skræddersyet til live-optrædener. Jeg håber i hvert fald det er godt live, for det fungerer ærlig talt ikke særlig godt når man bare sidder og lytter til det. Det er en smule fladt på en virkelig besynderlig måde, for det lyder generelt som om, at der er forsøgt produceret en fest af et album. Dette lykkes ikke rigtig. Måske er det fordi produktionerne i bund og grund lyder meget ens, og at man skal lede længe efter de få guldkorn. Når Du Står Op er ganske enkelt eminent med sin længselsfulde guitar og dertilhørende flotte produktion, og det er svært ikke at holde af Slut med dens surf-rockede produktion, der seriøst sparker røv. Dertil er der få gode øjeblikke imellem, blandt andet gode beats på Danmark, En Af De Stille Stunder og en fed feature fra Khal Allan på Stadig Intet Nyt. Men antallet af numre der enten er lidt for lallede, lidt for akavede eller ganske simpelt lidt for kedelige er i overtal. Fra åbneren Primetime, der minder om børne-MGP’ernes seneste Fantalastisk, den lettere åndsvage coming of age-fortælling Dårlig Til At Slås og et omkvæd på Holder Fanen Højt, der i mine ører gør sangen umulig at lytte til, til et nummer som L.A.B.A.T.Y.D., der lyder som noget, der er startet som en lille intern gimmick i studiet, som så er blevet til et enerverende fyldenummer. Jeg havde ellers håbet på – ud fra titlen af nummeret – at de havde lavet en F.A.Y.B.A.N. pt. 2, men sådan skulle det ikke være.

Jeg tror problemet er, at Es har satset hele butikken på den her organiske surf/rock lyd, men instrumenteringen og de forskellige riffs ligger så tæt op af hinanden, at det virkelig er svært at huske forskel på de forskellige numre. Og når alt kommer til alt, så vil jeg foretrække at smække Dick Dale eller The Revels på anlægget, eller The Tremolo Beer Gut eller OK Kings for at blive inden for landets grænser, da der i al ærlighed bare er mere saft og kræft bag the real deal.

Lyrisk er problemet nogenlunde det samme. Der er gode indslag undervejs, enkelte indslag er endda fremragende, men når man hyppigt er tvunget igennem pinlige platheder af Uffe Holm’iske dimensioner, så ødelægges fornøjelsen en smule. Havde de herrers flows været i topklasse kunne dette sikkert undskyldes, men trods solide og sikre leveringer imponeres man ikke for alvor på et eneste tidspunkt.

At lytte til Elektricitet føles som at se en middelmådig Hollywood actionfilm: flot produktion med en moderat underholdningsværdi hele vejen igennem, men man er ikke blevet et gram rigere på noget som helst ved filmens ende, og man forlader biografen let tilfredsstillet, vel vidende at filmen er fordøjet og glemt få dage efter.