Vi vil derfor gerne benytte lejligheden til at sige mange tak til alle de mennesker, som har bidraget til sitet gennem tiden. Der har været en hel masse frivillige skribenter, fotografer, udviklere o.lign. gennem sitet og vi har sat pris på hver og en af jer. Vi er dybt taknemmelige for, at I gad bruge jeres tid på os og sitet, og vi kunne ikke have gjort det uden jer.
Tak.

De vigtigste har dog klart været læserne. De har givet os modet og viljen til at lave et site, som dækkede bredt og dybt og som havde gode, saglige artikler klar. Det har gennem tiden skabt debatter, og de har ligeledes været med til at skabe den energi som drev os fremad.

Men nu er det slut – for denne gang. Vi har nydt at lege med jer, og vælger at stoppe, mens legen er god. WordOnTheStreet er ikke et afsluttet kapitel; formatet kommer bare til at være anderledes fremover.

Endnu en gang tak!

Galleriet herunder er a walk down Memory Lane; Kvaliteten er ikke optimal, og det beklager vi, men det burde tjene formålet.

“Five minutes until registrations close,” lyder det fra højttalerne. Det er fredag den 16. marts, og jeg er lige ankommet til Floor Wars 2012. Der er allerede flere cyphers i gang rundt omkring på gulvet – et af de faste kendetegn ved Floor Wars. I år er der dog også flere ting, der er nye til Floor Wars, bl.a. at det strækker sig over to dage.

En anden af de nye ting er den All Styles-battle, der er ved at blive varmet op for på gulvet i loungen i Lille Vega. Battlen er sat til at starte kl. 20, men vanen tro er der lige et par småting der skal falde på plads, inden dommerne sidder på deres pladser, MC’en er klar med navnene og gulvet er blevet ryddet og gjort klar til kombattanterne.

Der er flere tætte battles og bølgerne går højt. Især gør Sir William fra Holland sig bemærket, da han udfordrer den eneste af dommerne der stemte på ham, ud i en cypher, efter han tabte til danske Adikto al Suelo. Dommeren, B-boy Scream (South B-boys Front, Ukraine), tog imod udfordringen og sagde han skulle finde ham til efterfesten. Efter nogle flere runder, er det snævret ind til at de to danskere Diana Wehbi og Boris skal mødes i finalen og se hvem der skal rep’e Danmark til Just for Laughs‘ dansebattle i Montreal. Med b-boying/breakdance, popping, locking, house, hiphop over waacking, krump og capoira har det virkelig været en “all styles” battle, og Boris krump-hiphop-house’r sejren i hus foran Dianas hiphop-waacking. Efter vinderen er kåret, sætter DJ Panic gang i dansegulvet med “This is how we do it”.

Nedenunder er de stadig i gang med den europæiske kvalifikation til den store koreanske break-turnering R-16. Her når jeg lige at se danske R2Rico fra KSK ryge ud i 8.-delsrunden mod ukrainske Apache fra South B-boys Front. Apache holder den da også kørende overfor vietnamesiske 3T mens hans crew-mate Tazzmanio må se sig slået af deres landsmand Uzee Rock, der også ender med at feje Apache af banen næsten enstemmigt fra dommerne, og dermed sørger for at Ukraine repræsenterer Europa til R-16 i Korea lidt senere på året. Herefter går “pre-party’et” også i gang hernede, men det tynder hurtigt ud i folkene, formentligt fordi en del skal hjem og komme sig til lørdagen…

Lørdag ankommer jeg igen som dagens registreringer er ved at være slut, og der bliver gjort klar til at de sidste otte crews, der skal dyste mod The Great 8 i 3-mod-3-turneringen, skal findes. Det er tydeligt, at det (desværre) er en mandsdomineret “sport”: Der er kun ét b-girl crew der stiller op, tyske How I Met A Bgirl, og det er også herfra b-tøserne, med enkelte undtagelser, i toprock og footwork-battlesne senere kommer fra. Efter alle holdene har vist hvad de kan, er det op til dommerne at finde ud af hvilke der skal videre, mens toprock-battlen går i gang nedenunder og footwork-battlen skal til at blive kørt i salen.

Footwork-battlen (som yours truly selv deltog i for første gang) havde en del gengangere fra fredagens R-16-kvalifikation. Apache måtte dog så sig slået af polsk-danske Dr. Hefo fra Fox Footwork denne gang, mens norske Daniel tog turen til finalen efter at have uddanset schweiziske Kennex. I finalen tørnede Norge og Polen/Danmark så sammen, og efter 3. runde kunnne Dr. Hefo få sin medalje om halsen. Til toprock-battlen var der god deltagelse fra Danmark, bl.a. kommer Adikto al Suelo op mod Sir William igen. Det ender dog med at være den danske b-girl Groovy der tager medaljen med hjem.

Med de to turneringer overstået er det nu tid til den store turnering, afslutningen af Floor Wars 2012: 3 vs. 3 finalen! Der er fundet 8 crews fra kvalifikationsrunder 8 steder i verden og der er fundet 8 crews ved kvalifikationen tidligere på eftermiddagen. Mens de sidste folk kommer ind og prøver at finde en plads de kan se fra, varmer dommerne gulvet op og viser på skift lidt af hvad de kan; Dyzee fra Canada, Buckingham fra USA og Nono fra Frankrig. Da dommerne har sat sig igen, får en publikummer lov til at trække to navne fra hatten: Great 8-crewet Da Klan og Rugged Solutions. De ligger aggressivt ud begge hold – det er tydeligt de er kommet for at vinde – men samtidig med, at de er lynhurtige til at give hinanden props og er helt oppe i fjæset på hinanden, så er de også gode til at sige undskyld når de dummer sig, ligesom de også anerkender når modstanderen laver noget godt. Det er svært at ønske sig en bedre 1. runde, og dommerne kvitterer da også med at kalde uafgjort, så vi lige får muligheden for at se én b-boy fra hvert team gå på gulvet en gang til, for at overbevise dommerne. Hollandske Rugged Solutions ender med at gå videre.

I de følgende kampe er der et højt niveau, og det er tydeligt at se hvorfor de er nået så langt som de er. 3:16 fra Rusland har en meget teatralsk stil, som især Leprichaun kører. Cay Fusion MC fra Korea har, i ægte koreansk break-stil, masser af powermoves og -rutiner, og især deres kamp med franske Melting Force er præget af rutiner fra begge hold. I pauserne mellem runderne bliver der lavet små battles hvor vinderen får en lille goodie bag, samt et lille freestyle show med toprock-vinderen Groovy. I semi-finalen er danske Jens Lyn fra Rugged Solutions forsvundet, så de må tage den 2 mand mod Natural Effects. I sidste runde lykkes det en af de to hollændere af forstuve sin storetå og må sidde over, så de får lov til at hente en support ind fra sidelinjen. Det er dog stadig Natural Effects der tager sejren og går videre til finalen mod Cay Fusion MC. Kommer koreanerne til at tage titlen igen i år, eller tager Natureal Effects deres anden vindertitel med hjem fra Floor Wars?

Lyssværdet bliver spundet, og lander på Natural Effects, der ligger ud. Cay Fusion MC har flere imponerende rutiner, hvor Natural Effects kører den mere solo, og kun får fyret en enkelt lille rutine af. Cay Fusion’s mange soloer giver problemer da en af dem kikser. Da de 10 minutter er gået, er det op til dommerne at pege. Det har været en tæt kamp, men dommerstemmerne ender på Natural Effects. For 2. gang kan Sonic og resten af NEC dermed kalde sig for Floor Wars-mestre! Efter præmieoverrækkelsen begynder Vega at blive ryddet og folk siver ud i natten, – mange over på hjørnet overfor, for at få noget at spise, inden vi mødes igen til efterfesten.

Endnu et godt Floor Wars – større og vildere end tidligere! Lad os se om de kan gøre det endnu større og vildere til Floor Wars 2013. Jeg skal i hvert fald i gang med at træne endnu mere, så jeg selv kan være klar.

…Men tillykke med de fyldte provinsdiskoteker.

For ikke så længe siden blev jeg kontaktet af nogle 9. klasses elever, der gerne ville stille nogle spørgsmål angående musikkens ændring fra 70’erne til 00’erne; hvad der er ændret og hvorfor det er ændret. Det blev til et langt, uddybende svar som jeg ikke vil kede jer med her, men et af hovedpunkterne var, at der er gået penge i skidtet (formuleret lidt anderledes!), hvilket har resulteret i, at populærmusikken er blevet mere udvandet og mindre kløgtig end 70’ernes, hvor de mest fremtrædende artister strøede om sig med lyrisk guld. Som eksempel på, hvordan jagten på penge kan hive den kunstneriske gnist ud af nutidens artister, brugte jeg Black Eyed Peas, der gik fra at lave gedigen hiphop i ’98 til at have solgt totalt ud på den fæleste måde i 2010.

Da jeg lyttede Clemens’ 6. solo-album Ingen Kender Dagen igennem, stod det mig desværre krystalklart, at Clemens er det bedste danske eksempel på samme kedelige transformation.

Plade-hypen blev skudt af sted med singlen ”Champion” (der samtidig har fået lov til at åbne nærværende plade), et pinligt og afsindigt klodset rip-off af Nas’ ”Hero”. Singlen opnåede naturligvis guldstatus, for hvis man ikke kender Nas’ original, hvilket Clemens’ nye målgruppe højst sandsynligt ikke gør, så er der sikkert noget fængende over ”Champion”. Billigt sluppet. Efterfølgende nummer, ”Har Det Godt”, er nok det dårligste nummer jeg har hørt i år overhovedet. Jeg har en lodden idé om, at nummeret er produceret af DJ Ötzi og omkvædet ghost-writet af René Dif – det lyder i hvert fald nøjagtigt sådan.

Desværre er det dén stil der præger størstedelen af Ingen Kender Dagen. Syntetiske synth-melodier og computergenererede trommer, der aldrig har set skyggen af et organisk slagtøj. Simpelthen skræddersyet til klubben og provinsdiskotekerne.

Pladens lyriske indhold stemmer fint overens med lydsiden, det ser lige så tomt ud som en junkies øjne. Clemens’ tekniske færdigheder vil jeg ikke hakke ned på, for om man kan lide hans nye stil eller ej, så er han en dygtig rapper, der har mere end godt styr på sit flow. Bare ærgerligt at det ikke bruges bedre end maskingeværssalver af varmluft.

I al retfærdighed har pladen et par memorable stunder. ”Byen Sover” og ”Ingen Kender Dagen” bærer begge gode omkvæd, og ”Du Lever Dit Liv” og ”Et Kort Glimt” stikker ud fra flokken mht. produktion. Men på intet tidspunkt samler de forskellige komponenter sig til ét helstøbt nummer, der er rent ud sagt kvaler overalt. På ”Klip” forsøger Clemens at bringe sine gamle storyteller skills frem på ny, og det havde med garanti været troværdigt og holdbart i en anden kontekst, men omkranset af alle disse disco-pop numre har det præcis samme effekt som et Necro-nummer på en Åh Abe-opsamling: Det passer bare ikke ind.

Ingen Kender Dagen bør stå på samme hylde som Katos Discolized 2.0 og Morten Hampenberg & Alexander Brown’s Det Stikker Helt Af, og burde derfor måske slet ikke have været igennem anmelder-maskineriet hér. Jeg har egentlig ikke noget imod stilskift, hvis Clemens vil lave mere kommerciel og hitliste-venlig musik, så fred være med det. Der hvor jeg bliver en smule irritabel er når han hårdnakket hævder, stadig at være en ægte hiphopper, for der er vitterligt ikke meget ”hiphop” over denne plade.

Clemens har pakket sig ind i pop-plastik, ærgerligt, men sådan ligger landet, alt imens hans kunstneriske integritet er blevet dumpet ned i vandet. Så nu spiller han club-hits så pigerne kan rykke måsen frem og tilbage, mens den her hiphopper tænker tilbage på de gamle dage.

Nord er en ny konstellation på den danske rap-scene, der består af produceren Dobbelt V og de to rappere Lau og Nomen Nescio. Rapcrewet, der er en sammenblanding af folk fra Aarhus og København, er ude med deres første video.

De tre gutter har lavet musik sammen i ca. et år og arbejder på en udgivelse der gerne skulle komme ud inden slutningen af 2012. Første udspil derfra er tracket Hundene, der kan ses nedenunder. Ifølge gruppen selv forsøger de at favne bredt, men uden at gå på kompromis med hverken det lyriske eller på produktionerne. Tracket er det første de har udgivet til offentligheden med en tilhørende video, der bl.a. er optaget i nogle forladte bygninger på Refshaleøen. Gruppen arbejder i øjeblikket på højtryk på at få lavet mere musik, så man må vente lidt endnu med at kunne se dem live. Indtil da kan man i stedet tjekke videoen nedenunder.

Solidt men lidt for ufarligt bud på en dansk folkemusiker anno 2012

Pato Siebenhaar har aldrig været nem at placere som genre-kunstner. Med sin engelsksprogede pop/rock-debut, pop/dub/reggae-samarbejdet med Ana Trolle, det elektroniske dance/rock-projekt White Pony med Lasse Lyngbo og det spøjse electronic/hiphop mash-up projekt Black Cheese, så er der ikke mange genrer Pato ikke har prøvet kræfter med.

Nuanceret og farverig er han bestemt, og det afspejler sig gevaldigt i den divergerende lydside der præger Ca. Lige Her, hvor Pato forsøger sig som folkekær gademusikant.

Ca. Lige Her er – foruden at være Patos dansksprogede debut – noget mere tilbageholdende i sit udtryk end hans tidligere udgivelser. Patos gamle alias “Mobb Dylan” synes ikke helt ramt ved siden af her, for der trækkes lige meget på go’ gammeldags pop/rock som på LoFi, hiphop- og reggae-elementer; Kim Larsen møder Malk De Koijn.

Simple små melodier, lige til tekster der balancerer mellem det eftertænksomme og det banale, og en masse omkvæd der er lette at huske og synge med på. En cocktail der viser sig effektiv nogle gange, og lidt for ufarlig og kedelig andre. Numre som ”Fuck Det Hele”, ”Vesterbros Måger” og ”I Nat” er alt for harmløse i min optik, og ”Ca. Lige Her” og ”Hvis Du Vil Ha’” bliver kun lige akkurat reddet af deres glimrende omkvæd.

Til gengæld er førstesinglen ”Gå For Det” intet mindre end sublim, den rock/dubbede ”Junkie” er ganske fantastisk og pladens lukker, ”Det Hele Blinker”, svinger for fuldt drøn. Dét nummer er essensen af levende gademusik, og det lyder som om, at det kunne fremføres i sin helhed med en mundharmonika, en sæbekasse, en guitar og lidt håndklap.

Der rappes egentlig kun på to numre, og ingen af dem formåede for alvor at imponere mig. ”NADH” med U$O er en smule fjollet og uvedkommende, og det banale klappe-kage-rap på ”Fladt Land” gør det mest af alt bare til fladt rap. Den poppede, syngende Pato er langt mere interessant end den rappende, og det selvom Pato faktisk ikke engang besidder en synderligt stærk vokal. Når det kommer til stykket, så er det evnen til at flette effektive melodier og omkvæd sammen, der er Patos ultimative es i ærmet.

Samlet set ender Ca. Lige Her i midten af point-skalaen, da den både har sine suveræne momenter og mere kedsommelige øjeblikke. God, simpel dansk folke-pop, der dog mangler en smule kant her og der.

Udover at være anmelder på wots.dk har Jeppe nemlig også sin egen blog; Hiphopanmeldelser, som han primært bruger til at anmelde udenlandsk hiphop. Det er igennem denne blog, at den nye mixtape-kompilation bliver udgivet i fysisk form. Formålet ved udgivelsen er, at få andre hiphop-entusiaster til at lytte til nogle af de kusntnere som Jeppe synes gør det godt, men som måske ikke nyder samme grad af opmærksomhed som de store mainstream navne gør. Af samme grund skal man ikke betale nogen penge for at erhverve sig skiven. I stedet skal man bare hjælpe Jeppe med at få én ekstra læser på bloggen, hvilket man kan se hvordan man gør hér.

Der er altså tale om en udgivelse, hvor tracklisten er valgt af én mand, ud fra en subjektiv musiksmag. Derfor skal Leftovers2011 ikke ses som en hiphopkanon over hvad man bør synes var godt i 2011, men en mulighed for at få udvidet sin musikalske horisont. De udvalgte sange er, efter meget korrespondance, udgivet med tilladelse fra de enkelte kunstnere som medvirker.

Leftovers2011 er allerede sendt i trykken, og udkommer i dag den 20. marts.

Læs i øvrigt Jeppes recap af dansk rap anno 2011, ved at klikke hér.

Omkring midnat træder HUMME på scenen og er, som altid, aftenens konferencier. Han præsenterede første rapper på scenen, BACKS, en rapper jeg kun er stødt på én gang før til sidste omgang af 16BARS, hvor han fik tilfældigvis fik lov til at komme og spytte i mikrofonen. Det har sjældent været en fornøjelse at være ham, der skal varme publikum op og skabe en god stemning – og særligt hvis man oven i købet har lorte lyd og en dårlig mikrofon, hvilket var tilfældet i aftes. Men BACKS gjorde hvad han kunne og gav, uden tvivl, alt hvad han havde i sig. Han havde et rimelig tight flow og overraskede nok en del af publikum, med hans talent for at rappe ekstremt hurtigt. Også de næste rappere på scenen kommenterede hans flow. Man var ikke i tvivl om at BACKS har talent og at han bruger meget tid på at øve, men han skal finpudses lidt.

De første officielle rappere MARCUS SMILEZ & FRANK GOODFELLAS gik efterfølgende på scenen og startede med at spørge om der var nogle ’freaks’ i huset, efterfulgt af et nummer med samme titel. MARCUS  SMILEZ spillede et nummer, kaldet ’Hold dem højt, som han har kreeret i selskab med Mike Raw, som vi jo ellers kender fra Graven Records. MARCUS SMILEZ hører til PanicRoom Record og vi kan kun håbe på at høre en del mere til ham og FRANK GOODFELLAS.

Pludselig fik drengene besøg oppe på scenen af Freddie Pace, Michelle og Gabriel, som var med inde over nogle numre, og også havde sit eget at komme med.

Det var fedt nok med lidt afveksling og anden stil, men Michelle måtte gerne have gjort lidt mere ud af sit sceneshow. Noget jeg virkelig bed mærke i, var Gabriel som rappede et nummer på engelsk – og det burde han blive ved med! Det gjorde han rigtig godt. SMILEZ og GOODFELLAS kom derefter med et ret fedt nummer, hvor de i vinters også har brugt tid på at lave en ret fed trailer og publikum fik så æren af at høre nummeret ‘Hvor du fra’.

SPYT DE´VILLE var næste levende billede og de lavede en super fed præstation. De havde begge solbriller og kasket på, havde taget de tunge beats med og var ekstremt rowdy. Lyden var pludselig bedre og sceneshowet var også bedre her. Drengene fik hevet folk op på gulvet for alvor og samtlige stod og nikkede til musikken med armene i vejret under flere numre. Stemningen var bestemt mere intim, og publikum var vilde med dem.

SPYT DE’VILLE leverede varen fuldstændigt og de er helt sikkert værd at høre på igen.

Til sidst kunne folk jo glæde sig til JONNY HEFTY & JØDEN endelig skulle på scenen, men selvfølgelig skulle der pludselig være problemer med lyden.

Computeren brændte sammen og pludselig stod de to gamle drenge uden lyd! “Det svarer til Kim Larsen mangler sin bajer” kom det fra Jøden, som jo ikke engang havde et beat at spytte til. Først lavede ham og HEFTY en lille sketch, derefter et beat sammen, ‘men nu manglede de jo nogle rappere’ – og hvad fanden stiller man også op?. Man be’r da sin homie J-Spliff om at komme på scenen og lave et beat! Der blev Hamret Løs i total a cappella style og de gjorde det pisse godt! JØDEN og HEFTY er bare nogle grineren fyre og er helt sikkert med på, at give den gas. Midt i det hele blev der tryllet lyd frem og alle de gode tekster man kender blev spillet; Muggen Røv, Tryllebønnen, Rul Den Op, Vi Går Aldrig Hjem og sluttede selvfølgelig aftenen af med Gamle Dreng.

Foto: Bjarke Kragh

Tekst: Madeleine von Warburg

Nu er Pelle tilbage, men denne gang i rollen som halvt booker og halvt optrædende. Arrangementet hedder Hiphop Holidays og Pelle siger selv, at det er det første i en lang række af arrangementer, der er i vente. Pelle har også tidligere stået bag en lignende arrangement-serie ved navn Flow For Forskellighed. Det  første arrangement i Hip Hop Holidays rækken bliver på Rust og er med 3 livebands, alle fra den Københavnske undergrund.

Pelle selv stiller op med fuldt liveband og hvad dertil hører.

Dertil kommer Kammetonen, der også for nyligt har smidt en gratis ep på gaden, lige ud af Graven.

Og sidst, men ikke mindst, kommer gruppen Moscow Streetkids, der laver samfundskritisk rap og gæster scenen på Rust denne aften.

Til at vende plader kommer den kvindelige veteran KCL.

Arrangementet foregår lørdag den 7. april, og har et forholdsvist tidligt starttidspunkt kl 20:00.
Efter midnat kommer DJ Typhoon og underholder yderligere. Entréen lyder på 50 kr., og man kan tjekke mere info på facebook.

Nedenfor kan du tjekke Zeyn & I.O. der er frontrappere i Moscow Streetkids.

Stjernegruppen Suspekt er vendt tilbage til Live-scenen med deres nyeste udgivelse “Elektra” i bagagen. I de kommende weekender kan de opleves til i alt tre koncerter i København og Aarhus.

Suspekt er uden tvivl en af de grupper, der fylder mest i både den danske hip hop over- og undergrund. Stort set hele det urbane miljø – og flere til – stopper op og spidser ører, når de hører om nyt fra de tre Albertslund-drenge Emil, Andreas og Rune, der uden tvivl er bedre kendt under pseudonymerne Orgi-E, Bai-D og Rune Rask.

Da Suspekt udgav deres seneste album “Elektra” tilbage i september sidste år, tog det heller ikke lang tid for garvede Suspekt-fans at tilslutte sig den opdaterede lyd og i dag står gruppen stadig som en af galionsfigurerne for den danske rap og hip hop kultur, på trods af deres status som værende mere eller mindre mainstream på deres helt særegne måde.

Nu er drengene så igen tilbage på live-scenen og giver det danske publikum muligheden for at opleve deres nyeste materiale live – når de indtager Pumpehuset i København og Voxhall i Aarhus med 3 koncerter fordelt over de to byer i de kommende weekender.

Den 9. og 10. marts får sjællænderne muligheden for at opleve koncerten i Pumpehuset, mens Aarhus må vente til 16. marts, hvor de tre Tabu drenge indtager Voxhall til en gang gedigen hip hop.

Billetter til arrangementerne kan købes via Gaffa.dk og Voxhalls egen hjemmeside, hvor de fås til 210 og 220 kr. hhv. Du kan også læse mere om Suspekt på deres facebook, hvor du kan holde dig opdateret om kommende koncerter og andre nyheder.

Aftenens support stod Barbara Moleko for, og selve konceptet med at sætte en sanger med liveband på scenen frem for en hjemlig undergrundsrapper var i sig selv meget forfriskende. Barbara Moleko har en karismatisk udstråling, der var primus motor i hendes optræden, og gav lytterne et udmærket indblik i hendes kommende album udgivelse, som blandt andet indeholder en (ulykkelig?) kærlighedssalut til rapperen SuparJan.

Efter en forholdsvis kort pause, som af en eller anden grund udelukkende blev akkompagneret af ’Sneglzilla’ pladen på anlægget, hvilket virkede rimelig uprofessionelt, trådte aftenens hovednavn ind i spotlyset. Energien var fra start af høj, og det imponerede især, at Talib Kweli med hans klassiske ’one MC, one DJ’ tilgang er i stand til at få underholdt alle de forreste rækker på Amager Bio’s meget brede scene, som sagtens kunne rumme et helt tambourkorps.

Selve setuppet var med andre ord helt i orden, lige fra det vellykkede samarbejde imellem DJ og Talib, til Talib’s ret så swaggede lædertrøje. Den første del af showet bestod primært af rapperens solomateriale, hvorefter koncerten gled over i Black Star numre. Publikum virkede generelt godt inde i materialet, og reagerede af samme grund positivt på det meste. I den sidste del af showet blev der mulighed for at få lidt smagsprøver på den kommende udgivelse ’Prisoner of Conscious’. Her var det lidt ærgerligt, at sangne gled ud i længere acapella versioner, i det DJ’en cuttede for lyden. Formålet har sikkert vært at skabe fokus på teksterne, men som lytter ville man gerne have haft helhedsindtrykket af sangene.

Alt i alt viste Talib at han ’er hvor han skal være’. Musikalsk har han altid været en rapper, hvis lyrik og beats har været udformet med stor kærlighed for den klassiske halvfemser hiphop med de tunge beats og den skarpe, samfundskritiske lyrik. Det var også dette udgangspunkt, som var i fokus for aftenens koncert.

Publikum fik med andre ord, hvad de må have forventedes at komme efter – en god hiphop koncert med en energisk rapper, hvis udstråling tydeligt viser, at han brænder for musikken og egentlig er ret ligeglad med ligegyldige indslag og sideunderholdning, der trækker fokus væk fra det, som det handler om, rap for rappens skyld, og mange tak for det!

Fotograf: Thomas Baunkjær