Første rapper på scenen er Illusionisten, også kendt som Fyrsten. Han er på og lægger straks ud med de velskrevne inderlige tekster.. Det er tydeligt at høre at rapperens tekster er dybsindige og at hans rap består af blod, sved og tårer. Der blev spillet lidt numre fra både Spytbakken (et koncept som samtlige af Echo Out’s rappere konstant holder kørende med nye numre, som jeg formoder bliver lavet specifikt til formålet) og Illusionistens plade, der udkom i marts 2011. Det kan varmt anbefales at høre den her og det er også muligt at købe den samme sted; en cd der virkelig er brugt tid på! Fyrsten bruger scenen godt og er tydeligvis nem for fotografen at tage billeder af, fordi han bruger kroppen så meget. Jeg bider mærke i en sætning Fyrsten rapper igennem mikrofonen; ’One night stands og falske knus’. Det er nok også kutyme hos en rapper.

Han får, efter et par numre, hans kammerat Nota Bene op på scenen som, efter en lidt tvivlsom start, får skænket publikum lidt stof til deres efterfest. Efter Nota Bene får varmet op hører jeg en af hans fans, Lenny som jeg møder til samtlige hip hop arrangementer, sige at han har en af Danmarks fedeste stemmer. Et af hans gode numre ‘Solstik‘ flyder gennem højttalerne imens fans rapper med. Mange velkendte ansigter render rundt blandt folk, bl.a. Solo Solito (hummes bedre halvdel), Supajan, Brun Onkel og Katrine KCL.

Hernæst kommer Pede Gøbb op på scenen til de to andre, i selskab med Peter Bo og Yogi. Peter Bo er tydelig graffitimaler med Vans, rygsæk og en ’Støt Graffiti’ tshirt. Desværre er lyden elendig så det eneste man kan høre af selve musikken er bassen men rapperne gør hvad de kan for at fange folk og skråler ‘Skru’ Op‘  i mikrofonerne.

Nogle af pigerne der står omkring mig står og gør læberne klar, imens crowded jubler og folk står og bouncer til musikken. Lars Da Fari står nu bag DJ pulten og leger lidt, imens Pede Gøbb og Peter Bo har rygepause oppe på scenen, da nogen kommer med joints til dem. Der bliver spillet ekstremt fede numre som ‘Kundskabens træ’, som folk rokker med til og jeg hører en anden fan sige ’tag mig med til Nepal’. Pede Gøbb udgav sin seneste cd ’ Det er alle andres skyld’ i 2010.

Rapperne gør stemningen rigtig god og meget intim ved at stå i en rundkreds blandt publikum og rappe. Her senere på aftenen er Fresco og 4pro ankommet til festen, og i samarbejde får de skabt en ny drink ved navn HDKDB (Heineken, Djin, Kaptajn Morgan, Djin – Bland!). Samtidig kan man se Illusionisten sidde i en hjørnesofa med to lyshårede piger op af ham, næsten kæmpende om hans opmærksomhed. Ikke alle er klar over hans kælenavn Doggs, som han har fået tildelt p.g.a. hans store passion for kvinder, men han er som regel altid i godt selskab.

Sidst på listen har vi Guldgruppen, som består af RasmusModsat og Yogi. Yogi er i december blevet set i RapSlamBattles, hvor han tabte til Loke Deph. Drengene hygger fortsat om publikum imens de spytter hjerteblod nede på gulvet blandt publikum. Guldgruppen udgav EP’en ’Se Filmen’ tilbage i august 2009.

Alt i alt har det været en god aften i undergrundsmusikkens tegn, men desværre hev lydproblemerne helhedsindtrykket en del ned, men rapperne var på og folk hyggede sig gevaldigt på trods af det.

Hvis du vil høre mere til drengene fra Echo Out, kan du tjekke deres hjemmeside her

Samtlige billeder er taget af Bjarke Kragh

Klokken 23 gik det ned på scenen og Humme, som altid har forstand på at få gang i folk, fungerede som aftenens konferencier.

Der blev lagt kort ud med Solo Solito, som netop var landet i det kolde, danske land efter en måned i Caribien. Spydige ord røg straks gennem lokalet, selvfølgelig i selskab med Humme, og stemningen var allerede rigtig god. Folk var glade og trods de velbetalte øl, blev der langet en del over disken. Men hey, hvor meget sjov er det lige man kan få for en plov?

Efterfølgende kunne man se frem til Royal Mudd-rapperen Verb Ink, som for nylig er blevet kaldt det største talent på engelsk i Danmark, efter han kom med sit nye track Back Again. Af samme årsag skulle han også være en af de første til at varme publikum op, på samme måde som han gjorde det for Elzhi da han var i Danmark i efteråret. Han har helt sikkert styr på sit shit og han satte hurtigt en meget høj bundlinje.

Efter et par super lækre tekster blev det tid til SupaJan som vi alle kender. Jeg overhører en fan udtale sig “SupaJan er bare så sej” og jeg smiler for mig selv – han har ret! SupaJan virker altid nede på jorden trods hans succes med to anmelderroste albums, et udsolgt mixtape og sindssygt mange features. Her kunne man virkelig se på publikum at de var på. Folk bouncede, sang med og humøret var i top. Numre som Tak For Sidst og Flergangsknald røg igennem højttalerne og det var umuligt ikke at blive fanget af det balancerede flow.

Mike Raw kom nu på scenen og var med på lidt ballade sammen med SupaJan. Der gik ikke længe før scenen var fyldt med aftenens navne og gæsterappere såsom Brun og Kammertonen fra Graven. Stemningen var for vild og drengene fra Graven var på.

Herefter blev det tid til at introducere noget nyt: Nappion og Mike Raw har valgt at danne en ny duo, og med god grund. De supplerede hinanden rigtig godt på scenen og havde planlagt lidt lækre moves, så trinene var synkrone.

Man kender dem hver især fra en masse forskelligt. Bl.a. fra en hel del omkvæd, gæstevers, beatbox features og som Per Vers’ backups. Der blev leveret rap i højt niveau og publikum fik svært ved at stå stille. Es fik lov at brillere med sine beats og det klædte ham helt sikkert.

Efter den sprængfyldte duo var der gemt det bedste til sidst: Kasper Spez som ikke har optrådt siden 2010 kom på scenen, og det var nærmest et stort øjeblik at se ham på scenen.

Man har ikke haft hørt særlig meget til ham i noget tid, og pludselig var der en hype på Facebook, hvor alle hans venner stillede det samme spørgsmål: Hvor er Kasper Spez? I noget tid kørte det rundt på den sociale platform, indtil det blev besvaret med en ny sang om at det går så fint, så fint, så fint. Han fik spillet nogle af de gamle sange såsom Elefanten i Soveværelset og Det Måtte Jo Komme. Meget kan man sige om Kasper, men han har fandme styr på sit ordforråd. Hans flow er eminent og han henvender sig helt sikkert til et bredt publikum. Man kan ikke lade vær at være fan!

Alt i alt en superfed aften man ikke ville ha’ gået glip af. Der blev leveret den ene fede tekst efter den anden og det var et sindssyg fedt line-up. Hvis man har lyst til at stifte bedre bekendtskab med Graven anbefales det at tjekke deres site ud her.

Så er endnu et år kommet til sin ende, og det er tid til at zoome ud få overblik over hiphop-året 2011.

Hvis der er ét fænomen i 2011, der virkelig har taget opmærksomhed, og som derfor nok er det, de fleste vil huske året for, så må det være den frembrusende fandenivoldskhed som de nye unge rappere har bragt med sig, både i ind- og udland. Tyler the Creator smed ”Yonkers”-videoen op på YouTube den 10. februar, og få dage efter havde han og resten af OFWGKTA-kollektivet verden i deres hule hånd. Ikke mindre end en uge efter smed Kesi og hans B.O.C.-kumpaner videoen til ”Stadig Den Bedste” op på Tuben, og heller ikke her gik der lang tid før han var profileret som frontmand for en ny bølge af ungt blod på den danske rap-scene. Lige i hælene på Kesi fulgte Kidd, der endda er blevet langt mere populær i mellemtiden. Mængden af opmærksomhed, der har været rettet mod de tre er dog på ingen måde proportionel med kvaliteten i det musik de har udgivet i år, og lidt ærgerligt er det, at deres opmærksomhedskrævende måde at begå sig på har overskygget så meget af det andet, langt bedre musik, der er sendt på gaden i år – for det har der været meget af.

Top 5 album udgivelser (i rækkefølge)

#1) Trepac – Fatamorgana (læs anmeldelse)

#2) Suspekt – Elektra (læs anmeldelse)

#3) Per Vers – Ego (læs anmeldelse)

#4) Marwan – Mennesker (læs anmeldelse)

#5) Malk De Koijn – Toback to the Fromtime (læs anmeldelse)

Bedst som man lige havde vænnet sig til at kunne tage den frihed at forvente ypperlig musik fra Echo Out Cph lejren, smed Trepac Fatamorgana på gaden, og fejede benene væk under undertegnede som et bagholdsangreb. Fuldstændig kompromisløs i sit udtryk, hudløst ærlig og uvant skarp i sine tekster, og med et træfsikkert håndværk fra diverse beatsnedkere. Ganske simpelt en monumental solodebut. Suspekts fjerde langspiller Elektra var også en storslået sejr. En del mere udfordrende på lydsiden end man har været vandt til fra Tabu-drengene, men på trods af, at de jonglerer med talrige besynderlige undergenrer, så lykkedes det hele for dem, og de viser at de mestrer alt fra det sædvanligt melankolske og rå, til mere moderne tiltag som dub-step/electro-hiphop. Underholdende og fandens flot. Per Vers’ EGO er årets bedste bud – hvis ikke alle tiders bedste bud – på en ”voksen” hiphop-udgivelse. Historier om at være far, fed og færdig, leveret med blændende humor og med samme mageløse tekstforståelse som Per V er blevet garant for. At de to svenske gulddrenge Embee og DJ Large tilmed serverede sprøde beats over hele feltet gjorde naturligvis ikke fornøjelsen mindre suveræn. Marwans Mennesker er nok den udgivelse i år, som jeg er blevet skældt mest ud for at synes om! Ikke desto mindre er det altså en af de plader jeg har hørt allermest, og jeg er endnu ikke færdig med den. Det er meget muligt at Marwans rap-teknik ikke er den bedste i kongeriget, men hans karisma, personlighed og måde at fortælle historier på overskygger fuldstændig den dårligdom der måtte være, og i en tid hvor alle vil være rappere, så tiltaler indholdet mig ofte mere end udførelsen, og her står Marwan frem i mængden. Og så er pladen forresten fabelagtigt flot produceret. Sidst på ’Top 5’-listen har vi Malk De Koijn, hvis tredje skive Toback to the Fromtime jeg faktisk stadig har et lidt ambivalent forhold til. På den ene side, så synes jeg ganske simpelt ikke længere, at den Malk De Koijn’ske tilgange til rap-genren er synderligt interessant, men på den anden side, så er de tre herrer bag bare så fandens dygtige, at når det er godt, ja så er det virkelig godt. Så hvis du af Gud-må-vide-hvilken-årsag ikke har fået tjekket dansk rap ud i år, så er det disse fem der skal investeres i. Men…

….snyd heller ikke dig selv for:

#1) Illusionisten – Syndende Engel Angrende Djævel

#2) SupaJan – Det Nye Sort

#3) Exampler – Hunters & Collectors

#4) Nixen – Primus EP

#5) Danni Toma – Rige Mænds Jakkesæt

- Hvis du står i den uheldige situation, at budgettet ikke tillader pladekøb, så så flere gratisudgivelser også dagens lys i 2011:

#1) Trepac – Skeletter & Skitser

#2) Bogstavelig Talt – Bst Pt. I

#3) Holsaae – Gennemsnitsdansker

#4) Point Blank – Don’t Let the Minute Hand Slap You

#5) Nixen – Primus EP

Top 15 tracks (uvilkårlig rækkefølge)

Hvis vi et kort øjeblik leger, at en af mine bekendte, som har været udenlands hele året, uden mulighed for at følge med i tingenes udvikling på hjemmefronten, vender hjem og spørger mig ”Yo Jeppe, nu har jeg jo ikk’ haft mulighed for at høre noget hiphop i 2011, så ka’ du ikk’ gi’ mig en liste over de vigtigste numre, der er udgivet i år?”, så ville jeg give ham følgende liste af numre:

#01) Illusionisten feat. Nota Bene – ”Flaskens Bund” (Lars Da Fari)

#02) Trepac – ”Uden Hænder” (Xeren)

#03) Malk De Koijn – ”En Gang” (Tue Track)

#04) Jooks & Wafande – ”Sort Nat Sort Dag” (Atilla)

#05) Kesi feat. Benny Jamz – ”Født I Dag” (Benny Jamz & Vivid)

#06) Marwan feat. Orgi-E & Troo.L.S. – ”Uden Om Systemet” (Troo.L.S.)

#07) Trepac – ”Startnerver” (FlotteDavey)

#08) Dialekten – ”Farvel Pia” (FlotteDavey)

#09) Nixen – ”S.E.P.” (DJ Rune)

#10) L.O.C. – ”Rigtig” (Rune Rask & Jonas Vestergaard)

#11) SupaJan – ”Til Jeg Stiller Mine Sneaks” (Es)

#12) Rapublik1 feat. Nota Bene – Fra Filantrop Til Demagog (FlotteDavey)

#13) Per Vers – ”Smuk Kamp” (Embee)

#14) Suspekt – ”Elektra” (Rune Rask & Jonas Vestergaard)

# 15) Wafande feat. Kaka – ”Gi’ Mig Et Smil” (Pharfar & Fresh I)

Jeg synes bestemt at det har været et godt år for dansk rap. Mange debutanter med stort potentiale, og en masse suveræn musik fra nogle af de mere garvede kunstnere. Inden vi runder af skal vi også lige en kort tur til udlandet og så på hvad der rykkede “derovre”.

Top 5 udenlandske (i rækkefølge)

#1) Cunninlynguists – ”Oneirology” (læs anmeldelse)

#2) Common – ”The Dreamer/The Believer” (læs anmeldelse)

#3) Kendrick Lamar – ”Section.80” (læs anmeldelse)

#4) Sims – ”Bad Time Zoo” (læs anmeldelse)

#5) Action Bronson – ”Dr. Lecter” (læs anmeldelse)

Ufatteligt meget fantastisk hiphop er blevet spyttet ud af The States i år. Både vest- og østkyst-hiphoppen fik en mindre genopstandelse i form af to debutanter; Compton-rapperen Kendrick Lamar pustede nyt liv i westcoast-hiphoppen med sin storslåede Section.80, mens New York fik et nyt crime-rap ikon i den tonstunge Queens-rapper Action Bronson, der med Dr. Lecter viste præcist hvor skabet skal stå. Common udgav i samarbejde med produceren No I.D. The Dreamer/The Believer, og det de to har begået er rent ud sagt mirakuløst. Commons niende album er nok det pureste eksempel på hvordan sjælfuld, rå hiphop anno 2011 skal lyde. Den nok mindre kendte Minnesota-rapper Sims, der normalt slår sine folder i Doomtree-kollektivet, gav årets stærkeste bud på fremtidens hiphop-lyd, da han i samarbejde med den lidt gale og lidt geniale producer Lazerbeak udgav Bad Time Zoo. Og sidst men ikke mindst smed sydstatsgruppen Cunninlynguists deres femte plade på gaden, det stærkt konceptuelle Oneirology, der nok ikke er et helt ”nemt” album at dykke ned i, men rent ud sagt et episk hovedværk i moderne hiphop-historie. Hvilket storslået år.

2012?

Nej, verden går ikke under næste år, glem Roland Emmerich og read a book. Til gengæld tror jeg, at vi går et spændende hiphop-år i møde, og jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg allerede har en masse forventninger til en masse projekter.

2012 er blandt andet året hvor der for alvor skal kastes bomber over centrum, hvis de nye rappere skal bevise deres værd og ikke ende som overhypede døgnfluer. Kesis debut er sat til udgivelse i januar, og selvom jeg ikke helt ved hvad jeg skal forvente af denne, så glæder jeg mig.

Som den sucker for Echo Out jeg er, kan jeg heller ikke andet end at glæde mig til 2012, hvor Dialekten forhåbentlig smider deres fuldlængdes debut på gaden – God knows jeg har ventet længe på den skive. Endvidere lyder ordet, at Tudsegammelt har en plade klar til næste år, og hvem glæder sig ikke til hiphop á lá øl, fisse og hornmusik?

Og ja, der er jo masser at se frem til. Johnny Hefty og Jøden, Dialecs (forhåbentlig), Kasper Spez (man har vel lov til at håbe) og sikkert mange andre. Mon ikke 2012 bliver et godt år?

- Det var mit 2011-recap. Tak for i år, og så ses vi på den anden side – pas på jer selv derude.

Det andet Rap Slam Battles arrangement i rækken blev afholdt i Aarhus i torsdags, hvor et oplagt publikum fyldte svalegangen for at opleve et overraskende stærkt line-up af battle-rappere.

Allerede da Svalegangen slog dørene op, kl. 20.30 torsdag, til Rapslam vol. 2, strømmede folk til.  Mange forskellige mennesker trådte ind på det gamle teater, der var selvfølgelig de traditionelle hiphoppere men også en del søde piger havde valgt at slå vejen forbi. Lidt overraskende viste det sig også at en del københavnere havde taget den lange tur til Aarhus, til trods for DSB strejker og møgvejr og Rapslam-arrangementet havde igen formået at fylde den lille teatersal helt op med mennesker og forventningerne var store; især til aftenens hovedbattle, som stod mellem MC Fight Night-veteranen, Hjørrings egen Johnni G og Kalle Pimp, vinderen af tv-programmet ”Talent” i 2009.

Da folket havde fået forsynet sig med en kold øl og fundet sig en plads, sparkede den århusianske rapper Julaw gang i festen sammen med DJ Freddy. Desværre for Julaw og Freddy var lyden decideret elendig og lydproblemerne lagde en stor dæmper på deres show. Det var faktisk kun da Julaw valgte at lave en acapella udgave af hans Mejlgade-sang at publikum kunne nyde showet en smule.

Efter en hurtig pause blev alle kaldt indenfor og dørene lukket, det var nu tid til første battle, som stod mellem Loke Deph og Yogi fra Guldgruppen. Aftenens to værter, Luxshan og Jøden, præsenterede kort regler og koncept før end de to rappere overtog scenen.

Man kunne sagtens mærke at det var dette folk var kommet for og der var både respekt for at man skulle være stille når der blev rappet, men de bedste linjer betød selvfølgelig stadig applaus og store grin.
Loke Deph var umiddelbart på en svær opgave mod en så rutineret rapper som Yogi, men den unge knægt snuppede fortjent sejren efter tre runders taktfast kaskade af punchlines.

Den næste battle stod mellem Humme og Ken1Crack og det var mildest talt en ulige battle. Ken1Crack præsterede rent faktisk så dårlig at det skabte en akavet stemning blandt publikum. Det var klart allerede fra første runde at sejren ville gå til Humme som i modsætning til Hr. Crack ikke behøvede at læse op fra sin telefon.

Den tredje battle stod for første gang mellem to hold, hvert bestående af to rappere, som kunne overlappe hinanden. Den havde de københavnske gutter, MC Ollie og Eco, fanget på den
helt rigtige måde. De overlappede konstant hinanden og til tider byttede de hver eneste linje eller havde en decideret dialog oppe og kører med hinanden. De var oppe mod Adi og Callas, som må siges at have enhjemmebanefordel, men selvom de ydede god modstand, kunne en enstemmig dommerkomite give gutterne fra København sejren.

Så var det blevet tid til en tiltrængt pause og intensiteten forsvandt for et øjeblik. Efter pausen stod næste team-battle dog hurtigt klar og på scenen havde vi Daniel og R.K. Low mod Patrick Linky og KT. Præcis som alle andre battles i aften blev det en sikker enstemmig beslutning fra dommernes side. Denne gang blev det fortjent, om end en smule overraskende, Daniel og R.K. Low, der løb med sejren. Linky og KT havde mange problemer og gik flere gange i stå, ikke hvad man skulle tro fra nogen med deres erfaring.

Efter et langt og intenst opløb blev det endelig tid til aftenens hovedevent, som dog desværre aldrig fik crowden helt op at køre. Aftenen havde budt på en del chokes og skips, men ingen havde forventet at Johnni G ville stå for aftenens sidste store ridse i lakskiven, men det var hvad der skete da han i battlens første
runde tilsyneladende glemte sin tekst og gav stafetten videre efter en alt for kort tælling. Derefter blev det dog nærmest for nemt for Johnni G, til at det nogensinde blev spændende – også selvom han på ingen måde ramte en af sine bedste dage. Battlen sluttede da også med endnu en enstemmig sejr til Johnni G, men selv dommerne måtte erkende at en overraskende Kalle Pimp leverede en langt mere holdbar vare, end mange havde forventet af ham.

Til sidst rundede det århusianske hiphop-band, Point Blank, arrangementet af på perfekt manér.
Deres afslappede og jazzede lyd gjorde at folk kunne koble af inden turen gik videre og vi kunne konstatere at Rap Slam endnu en gang var en succes hele vejen rundt og at det bliver helt sikkert ikke sidste gang vi oplever dette koncept herhjemme.

Du kan se video og billeder fra arrangementerne på vores Rap Slam Battles facebookside, hvor du også kan holde dig opdateret om kommende arrangementer og deltagere.

Denne gang, klokken 20:30 åbnede Studenterhuset dørene op til hele herligheden, og man blev lukket ind i en varm atmosfære og så snart man kunne høre lyden af Fabelyds musik, glemte man alt om regn, blæst og følelsen af den kolde decembermåned.

Mund de Carlo åbnede showet som host, og aftenen blev sparket ordenligt i gang af Tudsegammelt, der leverede  sømands-rap i deres bedste stil, med tuba og kontrabas til hele folket. Det sammensatte band, bestående af  Klaes, der sidste år gjorde den som konferencier til åbningen af Genklang, Lars da Fari og Leon Mc forstod virkelig at få fat i publikum – på den fede måde.

I pausen kunne der nydes af de våde varer i baren, der var til rimelige penge.

Johnny Hefty og Jøden, de gamle drenge, indtog scenen med et tykt århusiansk “Hva’ så dér!” og med deres gode humor og garvede lækre lyrik fik de hurtigt hænderne op af lommerne på hele Studenterhuset.

Denne gangs MC TagTeam Battle bestod af den dugfriske MC’s Fight Night-vinder, MC Ollie og Fresco, der nåede semifinalerne vs. to af sidste års deltagere, nemlig Bryggeren og Balthasar der gav den hele armen og fik publikum til at koge med deres hårdtslående punchlines, der var som taget ud fra bokseringen. En battle de fleste ikke ville have gået glip af!

Også Tahir “Tatrix” Dalager satte ild til mikrofonen og levede stærkt op til titlen som Danmarks bedste beatboxer.

Studenterhuset leverede et brag af en fest, endnu engang, og delte godt ud af deres tidlige julegaver. Og hvis de har gået efter at lave et arrangement med nerve og sjæl i hiphoppens smukke verden, har de formået at hæve sig langt over standarden.

Os på WOTS.dk, og resten af København glæder sig til næste gang de åbner dørene til hiphop-paradis.

I går, en kold, trist og våd søndag i november, indtog Rhymesayers i den grad Vega. Det er ikke hver dag at man får smidt sådan et stærkt lineup i ansigtet, og når det så endelig er sket har både anmeldere og publikum været vildt begejstrede for deres live shows, så jeg må indrømme at mine egne forventninger var høje. Og jeg kan allerede nu, med det-fucking-samme fortælle at de levede op til det.

Rhymesayers er et meget anerkendt pladeselskab og her fik vi besøg af 5 af favoritterne; Atmosphere, Brother Ali, Evidence, Blueprint og nyeste medlem Grieves. 5 meget forskellige undergrundsrappere som hver især er kendt for at levere vilde live performances.

Stemningen i et godt proppet Vega var positiv på den spændte måde og selv Promoe var mødt op for støtte de respekterede drenge, og da Grieves, Rhymesayers’ nyeste skud på stammen gik på som første act kogte salen. Grieves havde selvfølgelig Budo med, og sammen fortalte de hvordan det skulle gøres og satte standarden for resten af aftenen med deres melankolske og poetiske fortolkninger af livet.
Blueprint indtog derefter scenen med hans egen stil og fik publikum med på en vild men stadig intim måde og nåede helt ud i krogene med sine skarpe rim og eksperimenterende skift mellem sang og rap, som fungerede formidabelt godt.

Efter en kort rygepause gik Brother Ali på, og Vega blev fyldt op med kærlighed. Kærligheden til hiphop blev hyldet og der var dømt kuldegysninger fra top til tå og jeg må indrømme at det ikke var ham jeg regnede med der ville levere på den måde som han gjorde. Klart en aftenens bedste acts. Han fik publikum med og beviste sin post som konge indenfor at være ordsmed.

Også Evidence lagde Vega ned med hans aggressive rim og hans act, som var lidt mere hardcore end de 3 tidligere, gav blod på tanden og et nyt pust til publikum inden Atmosphere efter 3 dedikerede timer.

Klokken var efterhånden blevet mange da Atmosphere gik på og der var også røget et par fadøl ned, både hos publikum men også Slug og lydmændende viste præg af en lille søndagsbrandert, dog formåede han at levere sine intelligente og vel drejede fortællinger om hverdagen set fra samfundets bund. Publikum var med hele vejen og som stemningen steg, var der trampen i gulvene og brøl fra balkonerne indtil både Grieves, Blueprint, Evidence, Brother Ali og Atmosphere igen stod på scenen, sammen, og gav Vega en fest til det sidste og sluttede af med et brag.

Så stod man der.. BANG. 3-4 timers dedikeret musikeventyr var nu slut og man stod tilbage mundlam. Det føltes lidt som om man havde fået en verbal-lussing. På den gode måde.
Rhymesayers tour 2011 var en hyldest til hiphop og et bevis på at den stadig lever. Jeg er sikker på at vi alle sammen glæder os til næste gang. Hvor de forhåbentligt også tager P.O.S. og MF Doom med. Man har vel lov at håbe.

Efter at KB Hallen udbrændte d. 28. september i år, var det meget usikkert hvordan fremtiden så ud for dette års MC’s Fight Night, men med lidt forsinkelse kunne årets højdepunkt inden for battlerap endelig afholdes i lørdags d. 19. november i Tap1 i Valby.

Da Tap1  så småt var ved at være fyldt nogenlunde op, dog ikke til bristepunktet og aftenens konferencier UFO havde fået præsenteret aftenens dommere, der bestod af Negash Ali, Søren Strøm og Christian Møller og fortalt lidt om reglerne blev det tid til lodtrækningen fra “den smukke vase”, som UFO kaldte den beholder med bolde med deltagerenes navne.

Første lodtrækning så ud som følgende:

Adi vs. Mr. Sawyer
Caffe vs. Elbanovic
Callas vs. Roar
Rød Oktober vs. MC Ollie

De fire første battles forløb stille og roligt uden de helt store overraskelser, med emner som Kongerne Af Marienlyst, Højhuse i Provinsen, Berlusconi, Scientology, Henrik Sass Larsen og Danske Spil. Niveauet lå ikke overdrevet højt, i forhold til hvad man måske havde forventet, men der ingen tvivl om hvem der fortjente at gå videre.

Videre til kvartfinalerne var: Mr. Sawyer, Elbanovic, Roar og MC Ollie der allerede nu viste godt overskud og popularitet hos publikum.

Efter et kvarters pause, og en fin lang toilet kø (der bestemt ikke blev kortere som aftenen skred frem) og det obligatoriske HELL MOTHER FUCKING YEAH! blev der endnu engang trukket lod, denne gang så lodtrækningen ud som følgende:

Jakobo vs. Fresco
MC Dave vs. Dahl
Markersen vs. Hakke
Vigsø vs. Mund De Carlo

Også disse battles forløb stille og roligt, med emner som Satan, Peter Pedal, KB Hallen, Drengekor og Engangsknald. Endnu engang var der et blandet niveau, og meget stor enighed blandt dommerne om hvem der fortjente at gå videre til kvartfinalerne.

Videre gik: Fresco, Dahl, Markersen og Mund De Carlo, der allerede her viste et højt niveau og gode punchlines.

I pausen inden kvartfinalerne blev Tap1 gæstet af den radio aktuelle Niklas, der havde fire smukke dansepiger med sig i ringen.
Han fik lov at spille to numre, nemlig Ik’ Mer’ Mig (Niklas F*** Dig) og Chiller Når Du Flexer.

Så blev det tid til kvartfinalerne og opstillingen så således ud:

Mr. Sawyer vs. Elbanovic
Roar vs. MC Ollie
Fresco vs. Dahl
Markersen vs. Mund De Carlo

Mr. Sawyer vs. Elbanovic

Mr. Sawyer lagde ud med emnet Wallstreet og mente at Elbanovic “er lige som Wallstreet, du cracker tit”, og fortsatte med “du står der og ligner en fucking ko, ho”, og var åbenbart en anelse i tvivl hvor han befandt sig henne da han råbte “KB Hallen lav noget larm hvis I tror jeg vinder!”
Elbanovic greb dog ikke denne chance, han lige havde fået foræret, til at svine Sawyer til, men kom med lidt andre linjer. De højnede begge niveauet fra første runde til de resterende og især den tredje, fri runde kørte bedst for dem begge. Elbanovic mente Sawyer havde lige så lidt styr på sit shit som den græske finansminister, men Sawyer svarede igen med “du er som Henrik Sass  – du sutter pik på Suzuki Torben”.
Fra Elbanovic skulle dette også være runden hvor den punchline, der senere skulle give ham aftenens punchline award, blev leveret:

“Mit flow ka’ ik bli’ tighter, han er DF’er – det står for dårlig freestyler”

Da UFO til slut stillede det obligatoriske spørgsmål “Mr. Sawyer, vandt du denne her battle?” erkendte Sawyer sit nederlag og sendte Elbanovic direkte videre til semifinalerne.

Roar vs. MC Ollie

Dette var en runde der var styret af Ollie, han havde langt flere gode punchlines end Roar, blandt andre “han er Bubber, I ka’ kalde mig BS”, “han er en smølf, jeg æder ham som Gargamel” og en del andre. Roar gav igen med “jeg vil ik’ knep’ hans dame, tænder ik’ på dyresex”. Ved rundens afslutning, mens dommerne voterede var der stor enighed blandt publikum om hvem, der efter deres mening havde vundet denne omgang, de heppede taktfast på Ollie, og dommerne gav dem ret – og dermed var Ollie videre.

Fresco vs. Dahl

Den første runde bar lidt præg af manglen på rigtig gode punchlines, men de kom lidt efter det til emnerne 7-eleven hvor Fresco leverede “hans dame er som 7-eleven, åben hele døgnet” og senere “han siger Fyn er fin, fuck Fyn – København er min”, til stor jubel fra publikum. I den fri runde beskyldte Dahl Fresco for at have stjålet sine linjer fra andre rappere, men til trods for dette var dommerene, med stemmerne 2-1, stort set enige om at sende Fresco videre til semifinalerne.

Markersen vs. Mund De Carlo

I denne battle tror jeg de fleste havde Mund De Carlo som favorit, og dette med god grund. Trods Markersens mange punchlines, formåede han bare ikke at nå op på siden af Mund De Carlo, der havde endnu flere og bedre punchlines. Mund De Carlo leverede “rygning dræber, men det gør en battle mod mig os’” og “der er ingen skam i at være bøsse, kun i at skjule det” som en lille del af den perlerække han smed afsted. Man må sige at Markersen forsøgte ihærdigt, men ikke godt nok til at slå Mund De Carlo som dommerne sendte videre til semifinalerne.

Semifinalerne kom derfor til at se således ud:

Elbanovic vs. MC Ollie
Fresco vs. Mund De Carlo

Elbanovic vs. MC Ollie

Da rapperne bliver præsenteret kan man allerede mærke hvor aftenen, efter publikums mening, bærer hen da der da MC Ollie gør sin entre, og publikum temmelig højlydt og stående tager imod ham.

I føste runde mangler Elbanovic lidt punchlines i forhold til Ollie, der også har et bedre flow og virker mere populær hos publikum.

I anden runde til emnet “Kvindefodbold” rappede han “du burde ikke være her, ligesom kvinder i fodbold”, og har generelt bedre og flere punches end i første runde. Ollie slår godt igen på de tilsvinelser der kommer i hans retning, og har lidt hjemmebanefordel, der kommer til udtryk ved at publikum bare ikke synes det er særlig sjovt når en jyde står og sviner Sjælland til.

Da kampen er slut, er folk endnu en gang oppe at stå, og de hepper alle sammen på Ollie, der da også ryger videre til finalen.

Fresco vs Mund De Carlo

Det hele begyndte her fra at virke en smule bekendt. MC Ollie var røget videre til finalen og sidste semifinale stod nu mellem Fresco og Mund De Carlo. Præcis som billedet så ud for to måneder og to dage siden til Østfinalen i Amager Bio. Det var nu helt sikkert at det i år ville være København der løb med dette års titel.

Semifinalen i Amager Bio var en utrolig tæt og hård kamp – mon Fresco ville snuppe Mund De Carlo denne gang, og vinde over sin nemesis?

Fresco lagde i bedste stil ud med at skåle med publikum, som vi jo nu kender ham bedst, og publikum tog godt imod ham. Det fact at det i år ville blive en københavner der løb med titlen var da også gået op for Mund De Carlo der lagde ud med “Tap1, lav noget larm – for København tar’ den sgu hjem i år!” til stor fryd for både Fresco og publikum.

Til emnet Joan Ørtings Trusser fyrede Mund De Carlo en af dagens længste linjer afsted, den lød nogenlunde sådan her “Du havde sex en eneste gang, den mest fantastiske nat, men det var sidste gang du måtte passe naboens kat” og supplerede senere med ” Jeg har trekant med to piger der er temli’ hot, du har trekant med en pincet og en tennissok”. Fresco fik også nogle gode linjer ind, og havde som sædvanlig rigtig godt fat i publikum, men måtte til slut erkende sit nederlag og trak sig frivilligt, med håbet om at Mund De Carlo ville tage titlen.

Derefter var det punchline-award-tid, og Tau fra punchlinejuryen kunne offentliggøre Elbanovic som vinder af dette års award med den tidligere nævnte punchline.
Som lidt pause underholdning var det nu tid til at byde velkommen til de to gamle drenge Jonny Hefty og Jøden der gav den gas i ringen med nummeret Gamle Dreng, efterfulgt af Jødens måske mindre planlagte baglænskolbøtte-stunt ned fra torvene.

Endelig var Tap1 klar til dette års finale og hele salen var oppe og stå under hele seancen, der selvfølgelig blev startet op med “HELL MOTHER FUCKING YEAH!”

MC Ollie vs. Mund De Carlo

Ollie lagde ud med postulatet om at Mund De Carlo er kæreste sin samarbejdspartner og sidste års deltager Balthasar, og sluttede runden af med linjen “lav noget larm hvis i mener Mund De Carlo er bøsse!”
Mund De Carlo gav hårdt igen til emnet Facebook, med at der er en Facebook gruppe med navnet “Dyresex skal have lov til at fortsætte, nedenunder står der Ollie synes godt om dette”, og han havde i den første runde flere gode punchlines end Ollie.

Ollie forbedrede sig helt klart i anden runde med linier som “han er ludoman, han er afhængig af at spille pik” og “min runde den var ret go’, han ligner en hipster på narko”.
Mund De Carlo gav igen med “du har kysset med Jamel, og Kidd har taget dig i to’eren” og “jeg er som Super Mario, super lækker i håndværkerbukser”.

De ligger generelt meget tæt og det stadig stående publikum er top spændte og bakker højlydt godt op om dem begge to. Den Fight Night-stemning der måske har manglet lidt tidligere på aftenen, er bestemt landet nu, og salen koger, og som Ollie gav udtryk for: “jeg er ligeglad hvem der vinder, for København tar’ titlen” behøvede han vist slet ikke at bekymre sig om, for da kampen var slut,heppede en stor del at salen på ham, og med dommerstemmerne 2-1 løb han med titlen som vinder af dette års MC’s Fight Night.

Tillykke til Ollie herfra.

Så på trods af en aften med en storskærm der ikke virkede, hvilket resulterede i at publikum ikke kunne følge med i emner og tid, at de på aftenens start helt glemte “HELL MOTHER FUCKING YEAH” og den første nummerpige plus de andre små fejl og mangler, overlevede MC’s Fight Night i sidste øjeblik at måtte flytte det store arrangement fra en lokation til en anden, og dermed lave en masse sidste øjebliksændringer, endte det alligevel som en rigtig god og stemningsfyldt aften på kogepunktet.

Der er mange flere billeder fra MC’s Fight Night Finalen på WOTS.dk’s Facebook-side.

Jeg skal gerne indrømme fra start af, at Elzhi er en af mine absolutte favorit rappere fra det store land på den anden side af atlanten. Med sin helt specielle flowteknik, der sagtens kan lede tankerne tilbage på Nasir Jones, og som da sikkert også er en af grundene til, at netop Elzhi har lavet en hyldestplade til Nas, er han ganske enkelt ’one of a kind’ i mine øjne. Netop af den grund forventede jeg på forhånd, at det ville blive en jævlans svær koncert at skrive om. Frygten var kort sagt, at man ville elske rapperen uanset hvad, og ikke kunne se de fejl, som andre faldt over.

Jeg synes nu ikke det viste sig at blive tilfældet, simpelthen af den grund, at Elzhi leverede et ganske fornemt show på mange planer, som det virkede som om det brede publikum, også dem uden den store indsigt i mandens forskellige numre, nød godt af.

For at starte med begyndelsen bør man dog lige komme omkring aftenens support, Verbal Ink, der spillede et par enkelte numre, og fik sat godt gang i publikum. Her var det især flowkontrollen som imponerede. Skal man være lidt kritisk, vil jeg anbefale Verbal Ink ikke at ’skælde ud’ på publikum fremover, eller irettesætte dem om man vil, som det skete midtvejs i settet, hvor han klagede over måden publikum gav den op på. Det giver et dårligt image, og er slet ikke nødvendigt, når det tekniske er godt nok til, at man bare skal lade det tale for sig selv.

Meget kort tid efter gik El’ himself på scenen, og til undertegnedes store fornøjelse var det (“naturligvis”, burde man have sagt til sig selv) med det liveband, som i øjeblikket turnerer med ham. Stengades forholdsvis lille, nærmest provinsielle men også allerhelvedes hyggelige scene passede helt perfekt til det formål. Efter bandet gik på blev de obligatoriske håndklæder, hvis eneste formål i livet er at holde den svedende rapper inde i gamet i den tid som en koncert nu engang varer, lagt frem på scenen – og så var det ellers tid til aftenens hovednavn, fra Detroit: Elzhi!

Lyden var – som altid tvinges man næsten til at sige – helt fin på Stengade, hvilket er vigtigt for et navn som Elzhi, især fordi, at han valgte at fokusere på at fremføre størstedelen af numrene fra ELmatic, der som nævnt er en hyldestplade til Nas, nærmere bestemt Illmatic-pladen og en genfortolkning af hvert nummer. For såvel kendere som nye lyttere er det rart, at man kunne følge med i de forskellige nyfortolkninger, som netop fungerer sublimt som en hyldest og ikke en ren kopi af Nas. Når det er sagt, kan det virke lidt mærkværdigt, at Elzhi undervejs pludselig valgte at opføre Wu-Tang klassikeren C.R.E.A.M.

Godt nok var det, som han selv sagde, på grund af hans store kærlighed til den klassiske hiphop, men jeg synes nu alligevel at det var lidt ærgerligt, at der blev brugt tid på dette, da en del af det nyere Elzhi materiale fra The Preface-pladen slet ikke blev spillet.

Undervejs i showet var Elzhi da også selv så klog selv at bemærke, at han nok ville få problemer med publikum, hvis han ikke spillede noget netop herfra, og af den grund bragede The Leak da netop også ud af højtalerne. Måske er en af grundende til, at vi ikke fortsatte i dette spor, at livebandet simpelthen havde fokuseret på kun at lære at spille en række andre sange.

Nu vi er ved livebandet skal de have ros for den lille intermezzo i koncerten, mens Elzhi tog en kort pause. Det gjorde at bandet blev lidt mere en del af det, hvor de på andre numre virkede lidt for umotiverede, ikke mindst bassisten, hvis tanker vist mest var på hvad der var sket i den netop overståede weekend eller lignende.

Det ændrer dog ikke ved, at Elzhi var rigtig veloplagt og fik tændt dejligt godt op i publikum. Han understregede selv at han elsker klassisk hiphop, og det blev da også til et par klassiske hiphop-koncert-tilråb à la, “this is for the ladies”, “if you love real hiphop throw a hand up” og så videre. Hvilket absolut ikke gjorde noget. Elzhi fik en i et ’Detroit State of Mind’, og det bliver nok hængende et par dage endnu, så tak for det, og kom snart igen!

Fotograf: Mia Fasmer Schønnemann

Malk De Koijn er toback. Og det var med en stor portion sommerfugle i maven jeg fredag aften stod i køen til koncerten på Voxhall i Aarhus. Siden koncerten ved Aarhus Took It i 2009 har jeg hungret efter en Malk-koncert og nu stod jeg der. Det var et tætpakket Voxhall som mødte mig og faktisk overraskede det mig hvor stor forskellen på folk var. Der var alt fra hipsters til nogle som kom op i nærheden af pensionsalderen. Alt i alt en meget bred, blandet skare.

Koncerten skulle starte klokken ni, men efter bedste hiphopmanér gik tæppet først cirka tyve minutter over. Publikum, som siden ankomst havde stået og råbt som var det en fodboldkamp, brød ud i et kæmpe brøl da de tre langestrandsrappere dukkede frem på scenen. Fyldt med energi og iklædt en mundering man sjældent ser i dag. Energien er ikke gået tabt hos gruppen de sidste par år. Med nummeret 5 Øres Ting kickstartede de hele Voxhall.
Efterfølgende kom der både numre fra Smashhits In Aberdeen, Sneglzilla og deres seneste Toback To The Fromtime. Under nummeret Klap Din Hotdog Part 2, benyttede gruppen tiden til at gå ud fra scenen og efterlod derfor os (publikum, red.) en smule forbløffede. Da dette nummer så sluttede kom de tilbage og Blæs Bukki fortalte at det vi lige havde været vidner til var blot deres opvarmning.

Igen skyllede en bølge af numre fra alle tre udgivelser ud over os. Det var fantastisk at se dem i deres rette element, og man kunne tydelig se at de nød det til fulde. En Blæs Bukki hvis attitude på scenen er ubeskrivelig kold og vild på samme tid, en Geolo G som lagde nogle elegante linjer ned, men som også fyrede op for en masse electric boogie og sidst men ikke mindst en Tue Track, som både leverede god rap men i den grad også en masse godt scratch. I det hele taget supplerer de tre hinanden utrolig godt og de forstår virkelig at få fat i publikum.
Fra nummeret Fågt Op I Skalle hvor hele Voxhall gyngede, til det mere stille nummer Kosmisk Kaos hvor lighterne blev hævet i vejret og alt stod stille. Det hele blev sluttet af med nummeret Braget fra deres seneste plade, hvilket passede meget godt til hele stemningen. Men publikum var ikke tilfredse, og efter et par minutter med tiggeri om et ekstra nummer kom de tre helte tilbage på scenen. Det skal dog siges at ekstranummeret højest sandsynlig var indlagt i gruppens setliste, for det var ikke blot et eller to numre vi fik oven i hatten. Jeg mener at tælle til 4 (måske 5) numre som indgik i deres ekstranummer. Desuden startede 5 Øres Ting beatet også da de sagde farvel og tak, så mon ikke de havde lavet en playliste ved lejlighed?

Hele denne aften var for mit vedkommende ganske enkelt fantastisk. Da jeg kom ud fra Voxhall havde jeg allermest lyst til at skaffe en billet til koncerten næste dag. Cirka 2 timer var jeg i Langestrand og det er et visit jeg kun kan anbefale.

Skrevet af Freso, Jeppe Barslund, Sofie Brochdorf Sønderup og Stina Sohmeelo Andersson

. . .

Det hele startede, da WOTS-redaktionen modtog en mail fra en gruppe piger fra Frederiksberg, i alderen 11-14, hvori de spørger, om de må lave en reportage fra Street Party Camp, og få den udgivet på WordOnTheStreet.dk. Det syntes vi naturligvis var en glimrende idé, og spurgte om det var okay at sende et par af vores skribenter til Vollsmose, for at hjælpe til og guide dem i artikelskrivning.

Da vi begge (Freso og Jeppe) så en oplagt mulighed for at kombinere vores fælles interesser i hiphop-kultur og undervisning, hoppede vi på en minibus lørdag morgen og kørte mod Odense.

Normalt lægger Vollsmose Torv hus til diverse dagligvarebutikker, delikatesseforhandlere og forretninger, der afspejler den etniske mangfoldighed, men lørdag d. 5. forholdt det sig en smule anderledes. De indkøbende blev mødt af bragende hiphop-beats, og hele Medinaen (afdelingen af centeret) var i dagens anledning lavet om til et større gadekultursmekka med adskillige workshops, der bød på kreativ udfoldelse indenfor hiphoppens og gadekulturens forskellige elementer: dans, rap, scratch, spoken word, parkour og street art.

Duften af krydderier, tyrkisk tæppeuld og frisk frugt, der normalt hænger i luften, var denne dag erstattet af sved, maling, skrattende vinyler og gyngende beats. Større grupper af unge mennesker var valfartet til centeret for at tage del i herlighederne, og således var bl.a. både Aabenraa, Albertslund, Frederiksberg, Malmö og Odense repræsenteret.

At sige, at opstarten var problemfri, ville ikke være helt sandt. Der var de – ifølge Murphys lov – obligatoriske problemer med internetforbindelsen, den fotograf, som vi troede vi havde shanghajet, gad ikke rigtig lege med os alligevel, de bærbare computere var i undertal,  og de unge, aspirerende journalist’inder var en kende forsinkede.

Og hvad så? Humøret var for godt til at sådanne ”småproblemer” kunne få os ned, og før vi vidste af det var problemerne løst. Vores nye bedste ven Sakaria, der egentlig var der for at tage billeder og skrive for lokalavisen, hoppede på vores vogn, og hjalp os med det visuelle. Endvidere lånte vi en computer fra en af med-arrangørerne, vi opstøvede en netforbindelse, og pludselig stod Sofie og Stina foran vores WOTS-bod, og var klar og parat til at gå på opdagelse i det, på daværende tidspunkt, totalt myldrende gademekka.

“Det lyder jo som to egern, der slås over en nød!”

Det første vi (Sofie og Stina) ville se nærmere på, var Street Art-workshoppen. Vi snakkede med Rasmus (en af workshoppens ledere), der er en rigtig dygtig street art kunstner. Han fortalte os, at “street art” er en blanding af at male og lave graffiti. Street art ligner lidt graffiti i stilen, men hvor graffiti er ulovligt, er street art okay at lave. Rasmus var med til at give de unge “kunstnere” gode ideer og tips til hvad de kunne lave. Der var både nogen fra Albertslund, Nørrebro/Vesterbro og Odense, og alle malede billeder af, hvor de kommer fra, med postnumre og små tegninger, der viser noget om deres by. Dem fra København tegnede fx pistoler, politibiler og kanyler.

Efter street art-workshoppen gik vi videre til der, hvor man kunne lave parkour. Her var der en masse børn, der hoppede og sprang rundt og svang sig i stænger højt oppe i luften. Vi fik en snak med Martin fra team Svendborg Parkour, som har lavet parkour i seks år. Vi spurgte ham hvad parkour egentlig er, og han synes der var ret svært at svare på, men efter lidt tid svarede han, at det var en smart, akrobatisk måde at komme fra sted til sted på. Altså, hvis man fx gerne vil over en å, så kan man, i stedet for at gå hele vejen uden om, bruge parkour til at hoppe over den i stedet for. Vi syntes det så ret svært ud, men Martin sagde, at alle kan lære at lave parkour, hvis altså man øver sig meget.

Efter det gik vi hen til DJ-workshoppen, hvor man kunne prøve at lege dj. En af lederne fra workshoppen, Jacob (DJ Jux), fortalte os, at han startede med at dj’e da han var 16 år, og har gjort det i ti år nu. Han havde engang set en DJ, som han synes var så sej, at han selv ville prøve det. Det som Jacob synes er fedt ved at være dj, er at mixe andres musik ind i hinanden så det lyder godt, og så synes han også det er fedt at få en fest i gang, og få folk til at danse. Vi fik også lov til at prøve at scratche på hans pladespillere, og det var helt vildt sjovt! Jacob forklarede, at ’scratching’ er et instrument ligesom alle andre, bare hvor man bruger andres musik til at spille med. Det lød ret mærkeligt i starten, lidt som to egern, der slås over en nød. Men bagefter scratchede vi et hiphop-nummer, og det var det sjoveste, for der var en elefant-lyd man kunne scratche (Missy Elliot, “Work It”, red.). Bagefter viste Christian (som er den 6. bedste dj i verden (DJ Graded)) os, hvordan det lyder, når man er rigtig god, og det lød total sejt! DJ-workshoppen var det sjoveste.

Og så begyndte mørket af lægge sig over Vollsmose.

Klokken var blevet mange, og Sofie og Stina skulle hjemad. De fik både prøvet kræfter med lidt forskelligt indenfor hiphoppen og journalistikken, og de så begge ganske tilfredse og fornøjede ud, da vores veje skiltes. Det kan da ikke udelukkes, at deres signatur vil være at finde på siden her om nogle år.

Arrangementet kører i skrivende stund for fuld udblæsning, og man må virkelig sige, at hiphop er i huset! ‘Dance battles’ kører på højtryk på stueetagens, til formålet opsatte linoleumsgulv, alt imens Sleng + Kay regerer scenen og diverse cyphers bryder stilheden i spisesalen. Dette virker som et passende tidspunkt at afslutte skriverierne i for nu.

Det er svært ikke at holde af et koncept som Street Party Camp. En masse unge mennesker, fra overalt i kongeriget, mødes for at have det sjovt og kaste los for kreativiteten, samtidig med at man kan få afprøvet nogle grænser inden for sikre og yderst underholdende rammer. Dertil skal der lyde et cadeau til arrangørerne for at få samlet et hold så kompetente folk, der både har håndværket og lysten til at lære videre i orden. Lad os håbe, at det bliver et voksende, kontinuerligt projekt. Det er bestemt et kærkomment tiltag i den danske urbane streetkultur.

Nu vil vi, Jeppe og Freso, gå ned og se Dance Battle-finalen mellem Kinetic Soul Kru og Top Notch, efterfulgt af Vakili, Veteran Cosmic Rocker live in concert.

Billederne er taget af Sakaria Omar Ahmed.