Hellere sent end aldrig

Det sker ikke ofte, at pladeudgivelser går os over hovedet her på WOTS, men i mit ’Året Der Gik’ indlæg gjorde Done mig opmærksomhed på Khalazer-udgivelsen, som han beskrev som værende ikke bare ”den bedste gratisudgivelse i år, men en af de bedste ting i det hele taget”, og det skal da ikke hedde sig, at en sådan skal negligeres her på siden. Så selvom vi er lidt sent ude, kommer her en lille anmeldelse af projektet.

”Khalazer laver smaddergo’e sange /
De ikk’ kanon lange men totalt med hovedet fremme”

De herrer bag Khalazers er Organiseret Riminalitet-rapperen Khal Allan og electronic/trip-hop/hiphop-produceren Dr. Lazerlyde. Begge er de dygtige på deres områder: Khalern som en af de skarpeste MCer i dansk raps historie, og Dr. Lazer som udsyret, genrebrydende beatmager. Men at sige, at det de har begået her er uden kvaler, ville være en løgn. Det lader gennemgående til, at et vist hastværk har præget arbejdsprocessen. Mixningen er mildest talt uheldig. Rappen drukner ofte i de buldrende lydlandskaber, og flere af mine forsøg på at skrive lyrikken ned fejlede, da der ofte er store forståelsesbesværligheder på rigtig mange af numrene.

Helt grelt er det ikke hele tiden. Jeg sidder godt nok ikke med fornemmelsen af, at Khalern har lagt lige så meget arbejde i teksterne herpå som ved større projekter som f.eks. Tuder & Høvding og Med Love Skal Man Land Bygge, men han har stadig formået at drysse lidt stjernestøv over mixtapet her. Hans flow er ofte mageløst, ”Hvor Jeg Henne” er et godt eksempel på dette, og hans tekster er ofte præget af en kulsort humor, som måske virker en smule besynderlig, men som stadig er yderst underholdende. Jeg tror ikke man skal forsøge at finde den dybe mening i linjer som:

”Holder som aftaler, løfter og hemmeligheder /
Holder som fester, holder som ferier /
Holder som forhold, der holder i forhold til /
Holder en pause, ha, holder som det her /
Holder som kniv og gaffel /
Og min isvaffel slår min falafel din karaffel holder hof /
Jeg lige har rablet, stænger mine chips fra taffel /
Kartoffel op i det heezy /
Holder det greasy med hold i det, det ikk’ easy”

Men det rodede og besynderlige ordvrøvl kan have sin charme. Desværre lader det til at fylde størstedelen af pladens tekstindhold, og i større mængder bliver det lidt for tilfældigt for mig. Dertil virker numre som ”Sniksnak” og ”Mandag” en smule åndssvage, da de er alt for korte til, at rappen kan nå og folde sig ud, og det man står tilbage med ligner mest af alt en lyrisk skramlebutik. Tag fx ”Mønsterbryder”, hvor der rappes:

”Sat i verden for at redde jer fra den visse ydmygelse /
Så jeg har siddet og syslet med det dybeste, mystiske lyriske shit i nogensinde har lyttet til /
Så alt i ellers har følt op til nu – pyt med det /
Atypiske, afskyeligste, post-apokalyptiske /
Egyptisk glyphende, lytiske, prøv det før din nabo”

(Eller noget i den stil!?) – Det er egentlig ganske fedt, men samtidig tager det bare ikke én nogen steder hen overhovedet – og det er der egentlig ikke rigtig noget der gør, på noget tidspunkt.

Musikken lider lidt af samme skramlebutiks-tendens, hvor der ikke synes hoved eller hale i noget, men et gennemgående behov for at prøve alt af. Dr. Lazer leger både med orientalske samples, indiske musikelementer, Nintendo-lyde, elektronisk kaos og mere nedtonet soul, og det kan være umådelig svært at hitte ud af, hvilket musikalsk selskab man sidder til bords med. Dermed ikke sagt, at det Dr. Lazer ikke er godt, for det er det! Det rå og nakkebrækkende beat på ”Altid Altid” er fortrinligt, det elektronisk boblende loop på ”Ekspedition” ligeledes. På ”Nogen Af Os” har han samplet, hvad der lyder som den danske version af Dusty Springfields ”The Windmills of Your Mind”, som resulterer i et virkelig lækkert beat. Bedst bliver det på den instrumentale ”Indian Mix”, hvor pulserende trommer ramler sammen med tunge basgange og mørk synth, og ganske simpelt danner en drøm af et beat.

Men men men. Kogt ned til kernen er der bare for mange småproblemer, der gør, at jeg ikke rigtig gider at lytte mixet igennem. Det sporadiske formudtryk tiltaler mig ikke synderligt, da det mærkelige og bevidst ustrukturerede flow virker for fortænkt. Der er flere numre, der fungerer perfekt som enkeltstående tracks, men eftersom hele mixet udspiller sig på ét langt nummer, kan jeg ikke pille numrene ud og nyde dem enkeltvis, og tja, det irriterer mig en smule. Der er meget godt på Khalazer, lad der ikke herske tvivl derom, men det dominerende, tilfældige rod, gør det lidt for svært for mig, for alvor at holde af mixtapet her.

Det var med et åbent sind og positiv aura, at jeg placerede hovedtelefonerne på mine forventningsfulde ører og trykkede ‘play’ ved MagerMayns nye album Pik & Coka. En skæbnesvanger dag, som jeg i dette sekund tænker bittert tilbage på. Anmeldelsen kunne stoppe her, men eftersom jeg allerede har spildt min dyrebare tid på pladen, kan jeg jo passende advare jer andre imod ‘oplevelsen’:

Alle ved, at MagerMayns verden er dybt sexistisk, men at mandens lyriske kompetencer er så svage, som de reelt set er, kom alligevel bag på mig. Det er ikke fordi, at jeg har noget synderligt imod emnerne om stoffer og sex. Jo jo, det er da vanvittigt uddateret, men fremførelse, personlighed og kreativitet kan gøre meget. Indenfor dansk rap har fx Suspekt dyrket et brutalt univers med morbide persongallerier – med stor succes. Så i teorien burde det altså være muligt, at kombinere MagerMayns tilbøjeligheder med lyttebart hiphop. Men alt er galt med MagerMayn og Pik & Coka er utvivlsomt det mest ligegyldige danske musik jeg nogensinde har hørt.

For det første er MagerMayn en rapper, hvis tekniske færdigheder ikke kan nedlades nok. Han rimer ved at ændre lidt på udtalelsen, strække ordene tilstrækkeligt eller ganske simpelt fremstamme en form for lyd, der slører pinlighederne. For et naturligt henkastet ”damnn” bliver man jo aldrig træt af, vel…? Oveni dette besidder han et rustent og ensidigt flow, der konstant må afbrydes af små strategiske pauser.

For det andet er MagerMayns tekster fuldstændig idéforladte. Der er ingen opfindsomhed, ingen originalitet – kun de samme kedelige sætninger, der gentages og gentages indtil lytteren desperat griber ned i kommoden efter sovepiller. Altså ikke for at overdosere; så stort indtryk gør hans musik ikke tilnærmelsesvis. Nej, det er skam blot fordi, at man ønsker sig at sove tungt og øjeblikkeligt – så kedeligt er det.

Kedsomligheden og ligegyldigheden må siges, at være albummets største problem. For sandheden er jo, at det er meningen, at MagerMayn skal være sjov. Intentionen er, at Pik & Coka skal være underholdende. Det kan virke komplet uforståeligt, når man har lyttet til den. Jeg vedkender blankt, at folks humor er forskellig. Men jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogle faktisk finder hans musik sjovt. Men humor kan være et omtåleligt emne, så lad os da lige foretage en håndsoprækning:

”Du er en luder ho /
Jep, du en luder, so /
Jep, kom og knep /
Gør det tjept /
Du en luder jo”

Hvor mange er grinte eller fandt det underholdende på anden vis?

Det sidste punkt på dagsordenen er produktionssiden. Det er næsten ikke fair. Lige meget hvor fortryllende beatsene end var, ville det ikke kunne redde MagerMayns umusikalske og opreklamerede person. Dog er også lyden en sørgelig omgang. Her er tale om enkle produktioner, der ingenting satser og hvis egentlige formål blot er, at MagerMayn skal have noget tilfældigt baslydende støj at bræge over. Som eneste vaklende lyspunkt må beatet på ”Hvem?” dog nævnes. Ja, hæslig sang, men udmærket lydside. For resten af pengene er det billige, udetaljerede clap-beats.

Konklusion: Pivringe og dybt overflødig musik, som du for alt i verden burde gå i store buer udenom. Med mindre du grinte til ovenstående citatuddrag…

Hvis man besøger vinterforevigt.dk for at downloade Fimbul: 1. Vinter (der har tre ulve på coveret) med gruppen Koldfront, så skal man være farligt langt bagud på IQ regningen hvis man forventer en glad og munter sommerudgivelse.

Marco, StikOp Jakob og Pede B’s nye EP er en mørk, tung og dyster sag, der handler om de forskellige nedture, depressioner og sorte huller som livet også byder på en gang imellem. At trække et så tungt hovedemne over en udgivelse er spændende nok i sig selv, men at det er rappere som Pede B og StikOp Jakob der står bag, gør det yderligere interessant, da de primært forbindes med punchline- og bragadoccio rap, og ikke vintermørkets melankoli.

”Ligger på trommer som jeg blunder på en blød dyne /
Tighter’ end bukserne på kunstnerne i Kødbyen /
Pakker det tight som en putsmugler /
Det forudsigeligt som Soundvenues anmeldelse af OddFuture”

På flabet vis indleder de herrer EP’en ved at slippe ulvene løs og gøre det man kunne have forventet: straight up punchline rap i dit fjæs. Men jeg tror lidt, at det er for at tage røven på dem, der havde forventet en ”typisk” Pede B-udgivelse, for resten af EP’en ser noget anderledes ud. Det handler generelt set om den dårligdom der hersker rundt omkring derude, som kan få ellers livsglade mennesker til at bukke under. Fra hvordan vores samfund og verden er i forfald på ”København Drukner” og forliste forhold og kærlighedssorger på ”Solo”, til vores afhængighed af frygt på ”Angstnarkoman” og indadvendte depressioner på ”Vinter For Evigt”, der blandt andet er gæstet af Nixen med et blændende vers:

”Hvis jeg sku’ male et billede af mig selv i dag /
Ville jeg nok be’ nogle andre om det, for at se hvor grimt de ka’ male /
(…) Velkommen til vinter hvor bladende visner /
Hvor jeg tvivler på om folk ville blive triste hvis de sku’ miste mig”

Rigtig spændende bliver det på EP’ens to afsluttende numre, der bestemt giver først til eftertanke. På ”Min Mors Far” rapper de tre (Marco rapper med, med sit eneste, men virkelig flotte rapvers) om deres morfædre, og hvilke kvaler de gik igennem i deres yngre år. ”Ægte” problemer der får ”vores små hverdagsproblemer” til at blegne, og der ligger en kærkommen reminder til alle, når Pede B rapper: ”Så kort tid siden, men de vilkår han levede under / Gør jeg fatter jeg ikk’ ska’ brokke mig i nederen stunder”. Vi har det i bund og grund for godt til at kunne tillade os at have det dårligt. Som Phonte sagde: ”Muh’fucka go an’ get a real problem!”

Man bør ligeledes spidse ører til EP’ens storladne afslutning “Flyvefærdig”, der serverer samme lektion som Robert De Niro giver Bradley Cooper i Limitless: ”You don’t know how to assess your competition, because you haven’t competed”. Budskabet kører på, at succes ikke bare tilkommer én, man skal knokle for den og gøre sig fortjent til den. Pede B’s vers herpå er simpelthen mageløst, og i min bog et af de bedste han har skrevet og leveret i lange tider:

”Jeg har knoklet til jeg har svedt som en misbruger /
Svedt i butikker, jeg har svedt bag et skrivebord /
Svedt på et kontor, svedt bag et komfur /
Svedt til det sidste som en slutspurt /
Jeg har svedt på et lager, svedt på en skolebænk /
Svedt bag en bar til jeg fik fri utrolig sent /
Svedt på en scene, svedt i et studie /
Svedt helt alene og hvor jeg har et crew med /
Så forstå jeg ikk’ bange for at svede /
Sveden er bange for Pede /< Jeg kaster mig ud i de ting man ikk’ bare ka’ lære /
Spreder mine vinger, håber pisset det bærer”

Lyrisk set er der utroligt meget guld på Fimbul: 1. Vinter. Godt nok ligger Pede B et par niveauer over StikOp, men de har en god kemi og en fortrinlig forståelse for tag-teaming.

Fornøjelsen kommer dog ikke helt uden men’er, for der er flere ting på trioens første EP, der rammer en smule ved siden af. F.eks. lyder omkvædet på ”København Drukner” mindre heldigt i mine ører. Det kræver ikke mere end Sandhedens ”Excentrisk” at gøre én bevidst om, at Marco er en af de dygtigste hiphop-omkvæds-sangere i DK, det er mig derfor et mysterium hvordan det melodisk hvæsende omkvæd på ”København Drukner” er blevet til. Dertil er børnekoret på ”Vinder For Evigt” lige lovlig tykt efter min smag, og det afsluttende, Nephew-lydende råberi gør heller intet for mig. Vocoder-outroen på ”Angstnarkoman” ligeledes.

Fimbul: 1. Vinter er dog vigtigst af alt en flot EP, der byder på meget rigtig god hiphop, fede tekster, gode beats og en krystalklar, gennemført rød tråd. Og så er den gratis.

Lidt ærgerligt er det, at denne vinter ikke har været koldere og hvidere, for der har vitterligt ikke været meget mytologisk Fimbul over de sidste 2-3 måneder. Måske den næste EP kommer til at hedde Global Opvarmning: 1. “Vinter”? Og hvad laver Insanity Wolf forresten på coveret?

Mens både KiloPeter og Afatikon leverer lyrik, er KiloPeter ansvarlig for lydsiden. Den Danske Ordbog definerer ‘tumult’ som ”..kraftig, støjende uro og bevægelse i en større gruppe..”. Med henblik på lyduniverset, er den beskrivelse ikke just flatterende – men ikke desto mindre er den faktisk meget præcis. KiloPeter har bevæget sig ud i en række stilistiske blindgyder, hvor elementerne ofte ramler sammen i et klodset udtryk. Den elektroniske genre har haft tydelig indflydelse på skabelsen af lydsiden, men den anden vej rundt er resultaterne dybt uinspirerende. På ”Overlev” er de syntetiske effekter relativt skrabede, men det giver egentlig bare plads til, at man rigtig kan betragte den akavede sammensætning af flade instrumenter. Det gør ”Overlev” til lidt af en afstikker, da de tumultariske rodebunker ellers er præget af… ja, rodede, altomfavnende lyde, der vælter rundt på ikke særlig elegant manér. Det opleves eksempel på den hektiske ”Manden der solgte verden”, der efter 4,5 minutter føles decideret udmattende.

Noget mere vellykket er situationen på ”Kolbøtter” og ”Hvid skrald”, der begge er kandidater til Tumultarium’s bedste nummer. ”Kolbøtter” – der desuden gæstes af humme – bærer en livlig, gyngende produktion, der matcher tekstens uhøjtidelige, afslappede skævhed om at have ”fødderne solidt plantet på nyfalden sne”. Produktionen på ”Hvid skrald” fungerer også fortrinligt på grund af dens aggressive, kompromisløse udtryk, hvor nogle hårdtslående hiphoptrommer er sat sammen med en ond, rocket lyd.

Hvis vi nu retter opmærksomheden på teksterne, er vi helt afgjort ude i en mere lykkelig historie. Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Kammertonen er deres substantielle emner, som de stædigt holder ved. Man har fornemmelsen af, at der ikke bare rappes for rappens skyld. ”Manden der solgte verden” er en antikapitalistisk-hymne, mens ”Overlev” behandler dagligdagens brutaliteter og ”Kolbøtter” hylder verdenens spøjse banaliteter. På ”Hvid skrald” ytres der ligeledes fremragende linjer:

”Tænder en smøg, der ender op i røg /
ligesom alle mine drømme fra din hængekøje /
Vipper til siderne, tæt på at tippe /
men ænser det ikke /
aktiv kløklub, inaktiv venstrefløj”

Titelnummeret er bestemt også interessant – trods et usmageligt omkvæd og en produktion, hvis tarvelighedsfaktor vokser eksponentielt med antallet af afspilninger. Her rapper KiloPeter og Afatikon om deres musik, motivationen til at leve drømmen samt det omringende forbrugersamfund. Håbet (eller mangel på samme) beskrives meget fornemt: ”planter et træ i betonen og håber på det en dag vil komme”. Indrømmet, i visse tilfælde virker teksterne en anelse forcerede, som om de overlagt har forsøgt at hive nogle samfundsrelaterede problemstillinger ud i en abstrakt kunstnerretning. Men sagen er, at det fungerer. Dertil må jeg dog beklageligvis nævne rappernes teknik, der uheldigvis ikke matcher teksternes kvalitet. Hverken Afatikon eller KiloPeter er stærke flowmæssigt – men eftersom, at de faktisk lægger på omtrent samme niveau, så er der ingen der outshiner den anden, hvilket (trods lidt besværligheder) medvirker til en harmonisk rytmik.

Lydsiden står som den største hæmsko på Tumultarium. Den falder ikke i min smag, men jeg kan forestille mig, at den lidt rodede syntese af hiphop og elektronisk musik, vil appellere til lyttere, hvis øregange ikke kræver så strukturerede retninger. Dog giver den mig oftest samme halvlunkne oplevelse, som en lækker iskold cola, der er blevet rystet til ukendelighed. Det anbefales, at man henter ep’en – i hvert fald er der nogle få numre og nogle velfungerende tekster, som du vel nødig vil misse.

Skyd ikke skylden på kuglepennen!

Henrik Hass, der tidligere har været fast inventar til MC’s Fight Night, er af en noget anden støbning, men ikke nødvendigvis meget bedre. Normalt når jeg har hørt en plade igennem et par gange, har jeg en rimelig klar fornemmelse af hvordan jeg vil gribe anmeldelsen an, men med Nøgen Med Sokker På har jeg virkelig haft problemer. Det er ikke fordi skiven er dårlig, den virker bare ufattelig uvedkommende og rodet. Det ene øjeblik lyder Henrik Hass som en erfaren rapper, det andet som en fritids-MC, der ikke selv tager ”det der rap noget” særlig seriøst. Det ene øjeblik fanges man af det har han at fortælle, det andet skøjter han rundt i et virvar af emner, der synes proppet ind på samme sang helt uden grund. På ”Ingen Penge”, der bærer et fabelagtigt beat fra EnniOne, rapper han om alt fra steroide-brider og Facebook-spassere til storforbrugende sluts og om hvor nederen det er at hedde Henrik Hass når man ikke ryger. Jeg sad virkelig og tænkte ”wigga what – find dig dog et emne at holde dig til!” Når han starter titelnummeret med, i et noget harkende tempo, at rappe: ”Jeg har aldrig dyrket cykelsport / Skønt jeg som dreng altid gik i de lammeste stramme cykelshorts” tænkte jeg ligeledes ”åh Gud…”. At sangen er prydet af et fælt teatralsk omkvæd gør det ikke meget bedre.

Heldigvis har han nogle ganske solide beats at gemme sig bag. Bobby H, Martin Thun, Galimatias og førnævnte EnniOne leverer varen, der måske ikke just er en Facebook-opdatering værdig, men som lægger en fornuftig bund. Den akustiske guitar på ”Dagbogsafkrog” virker fortrinligt, og det kølige klaverspil ”Søvnløs Søndag Nat” tegner et klart billede op, som Henrik Hass får det bedste ud af, med hans absolut bedste tekst på pladen. Galimatias’ ”Han Gik” bærer også en sprød produktion. Herpå gæster Rødhætte og Ham Den Lange med et vers hver, sidstnævnte med pladens ubestridte bedste. Kejser A gør også god figur på ”Vi Overtager Verden”, hvor han har noget vigtigt at sige, og derfor beder dig om at ”stikke en kniv i din mormor og hør’ efter”!

Problemet med de gode features er dog, at de understreger hovedpersonens mindre imponerende kunnen, og selvom Henrik Hass har flere gode momenter, så blegner han sammenlignet med de inviterede. På selv samme ”Vi Overtager Verden” rapper han f.eks.:

”Jeg nakker monarker makker, se hvor fatalt det går /
Smider Margrethe på porten og overtager Amalienborg /
Hvorfra jeg vil befale i så barsk forstand /
At selv Saddam og Gaddafi ville skide en fucking sprællemand”

Really? Denne form for lyrik virker simpelthen så outdated i min bog. Det var muligvis sjovt engang, men når jeg hører det nu sidder jeg bare og stirrer direkte ind i den hvide væg bag min computerskærm. Det er her, at det for mig bliver gøgler-rap på hobby plan – og det er desværre den følelse jeg forlader Nøgen Med Sokker På med. Underholdningsværdien er der. Der er flere finurlige øjeblikke undervejs. Ganske gode beats. Gode features. Men jeg tvivler på, at jeg nogensinde kommer til at høre den igen, efter denne anmeldelse er skrevet færdig. En mellem-til-stor 2’er til Henrik Hass’ Nøgen Med Sokker På. Sorry, ikke min kop te.

Bumsestilen er klar med den anden del af serien Ude Af Trit Med Flokken.

En klog mand sagde engang: ”less is more”, og især i hiphop øjemed har dette vist sig at være sandt. Udgivelser lider ofte under, at der er for mange numre inkluderet, hvilket kan gøre det svært at vedligeholde et højt bundniveau. Jeg har anmeldt flere plader, der kunne have fået en karakter højere, havde kunstnerne bag bare skåret hvalpefedtet fra. Igen-igen: kvalitet over kvantitet.

Med Ude Af Trit Med Flokken, der altså samler Vol. 1 og 2 under samme tag, melder Bumsestilen sig ind i den lidt kedelige kategori af grupper, der ikke helt kan balancere kvaliteten med kvantiteten. Den korte version er, at Thomas T og DJ Swab ganske simpelt bliver kedelige i for store doser. Thomas T er kongerigets måske sjoveste punchline rapper, og Ude Af Trit Med Flokken byder på lige så mange grin som et stand-up show. Til gengæld er han i besiddelse af landets mest ensformige og forudsigelse flow, der gør, at en vis anstrengelse gør sin entré halvvejs inde i pladen. Men! Den skarpe humor hverken må eller kan man tage fra ham. Nogle gange er det komplet lallet fald-på-halen humor, som når han rapper: ”…Og jeg må sige / Jeg træt af kvinder der vil tale efter sex, især når det’ med politiet”, eller: ”Du ka’ diss’ Bumsestilen men fat det / Det som at ha’ sex med kæledyr, kun fedt til vennerne finder ud af det”.

Andre gange er det underholdende på kløgtig punchline-manér, som når han på ”Bakkens Top” rapper:

”Det R&B, lucky-pop, det’ kolera eller pest /
Hiphop er blevet mainstream, hva’ fa’en bliver’ det næst’? /
At DU er bedst – protest! Først må jeg brække mig /
Rap-musik er som fisse, man bør vide når man skal trække sig”

Og tidligere i samme sang slynger han en af mine personlige favoritlinjer af: ”Vil du op på siden af mig, så ta’ dig sammen spasser / Rom blev ikk’ bygget på en dag, og de mangler stadig parkeringspladser”.

Desværre kører han fast i det humoristiske element, der synes forfærdelig udvandet, når han hen imod pladens slutning genbruger jokes fra albummets indledende sange, hvilket virker noget slattent i min optik. Havde han opvejet de humoristiske indslag med tilstrækkelige seriøse sange havde det måske fungeret bedre, men Thomas T påtager sig rollen som ’seriøs rapper’ så sjældent, at det helt modsat hensigten kan være svært at tage ham seriøst. Dog synes jeg at han gør det fortrinligt som anti-aktivist på ”Korthuset”, der rummer nogle ganske velskrevne linjer:

”Jeg ikk’ så lam jeg stryger alle over én kam, så la’ mig fortælle /
Jeg har den største respekt for dem derude der virkelig gør en forskel /
Men resten af jer, I ka’ smut’ ud og kaste med sten /
I alle sammen så anderledes, I alle sammen så ens”

Men så igen – en gennemgående mangel på leg med tempo og sætningskonstruktioner gør, at man nærmest er i stand til, til sidst at rappe med på sange, som man hører for første gang, fordi den manglende nuance i det tekniske gør, at man ved hvordan han vil afslutte sine sætninger.

Lydsiden er heller ikke helt problemfri. DJ Swab kan smede nogle gedigne beats sammen, hvilket han blandt andet gør med den melodisk overlegne ”Hvis I Kan Li’ Det”, den flabede ”Ugens Uundgåelige” og den fabelagtigt rowdy ”Bakkens Top”, der ganske simpelt tager kegler. Desværre er der også rigtig meget rod, som enten er lidt ligegyldigt eller som bliver så kaotiske og stilforvirret, at det kandiderer det dårlige. Desværre er disse i flertal, så Ude Af Trit Med Flokken ender som en lytteoplevelse, med lidt flere kvaler end man havde håbet på. De to herrer er nu engang dygtige, og der er garanti for nogle perle-tracks på denne langspiller, der ender på en 3 ud af 6’er.

”1926, New Orleans, et sted nær Basin Street.”

Røgen ligger tykt i lokalet. Saxofonens sidste toner danser stadig nænsomt i min øregang. Jeg skyller den behageligt kradsende eftersmag fra min Old Gold ned med de sidste dråber Evan Williams. Bandet forlader scenen til applaus. Ikke stående, men begejstringen fra aftenens klientel er ikke til at tage fejl af. Jeg får øjenkontakt med bartenderen og bestiller en ny bourbon. Tænder min næste smøg og lader røgen fylde mine lunger. Sidste tændstik. Jeg ligger en lommekrøllet 20’er på baren. Der ligger Hugh McCulloch og kigger op på mig med sit udtryksløse ansigt. En trompetist gør sig klar til at indtage scenen. Han forekommer mig ganske ung. Jeg vender mig imod bartenderen, ”Hey Warren, ved du noget om knægten deroppe?”, ”De kalder ham vist Satch eller noget lignende. Jeg har ikke hørt ham spille endnu, men de si’r ude i byen at han er ganske unik”. Jeg bliver fanget i mine egne tanker et kort øjeblik, men retter atter opmærksomheden imod scenen og den karismatiske trompetist…”

Ja ja, okay okay, undskyld undskyld. Det var ikke meningen at der skulle gå romanforfatter i den, men når Danni Tomas nye skive, Rige Mænds Jakkesæt, sættes på anlægget, så bliver ens tanker ledt hen på de tilrøgede jazz-klubber i 20’ernes New Orleans med et fingerknips.

At to unge aalborgensere kan lave musik i 2011, der hensætter undertegnede, en 24-årig københavnerknægt, til en næsten hundrede år gammel, opstartende musikkultur, i en by, der ligger 8000 km væk, må siges at være lidt af en bedrift i sig selv. Størstedelen af denne ære bør retmæssigt sættes på DJ Noodles skuldre. Danni T’s medproducer har – igen – skabt nogle yderst afslappende og melodisk behagelige lydbilleder med sine underspillede, atmosfæriske jazz-beats. Godt nok syntes guitaren på åbningsnummeret ”Stilhed” mere salsa-inspireret, men resten af herligheden er gennemsyret af herlig, sprød jazz. Indrømmet: mange af de samplede elementer har en til tider farligt døsig effekt, men trommerne skal nok holde lytteren fra at falde i søvn, og det er denne musikalske parring, der gør musikken herpå så eminent. Fra den generte low-fi guitar på ”Moderne Slaveri” og de sarte keys og den bumlende basgang på ”Et Vers Fra Digtsamlingen”, til det insisterende drum-break på ”Klassisk” og en mindre fløjte/stryger-symfoni på ”Jeg Er”. Nej, det er ikke det mest nuancerede beat-katalog vi er ude i, og det kan potentielt set give småproblemer i længden, men jeg sidder ved denne linjes skrivning i femte gennemlytning, og synes stadig det er rålækkert!

”Jeg’ ufaglært men ud fra livet har jeg lært at /
Kompetence skal man mærk’ og /
Uddannede fjolser /
Altid omringet af tåge, for at beskyt’ mig fra de kloge”

Kigger man på teksterne er der ikke meget 1920’er, jazz eller New Orleans over Rige Mænds Jakkesæt. Her er det meget passende 2011-rap fra Danmark der præger indholdet. Danni Toma er en interessant MC med en ekstremt personlig stil. Han kan flyde legende let over beatet hvis han lyster, men mestendels opererer han i en halv-snøvlet, langtrukken rap-stil. Det ene øjeblik er han komplet ligeglad med, om der er nogle ord i hans linjer der rimer, det andet øjeblik rimer han ”ikk’ noget at rafle om” med ”hvis du har haft det så’en”. Han gør hvad der passer ham, og det resulterer i en meget karismatisk tilgang til rap-elementet (hvilket er en rappers fineste opgave), men samtidig er der en overhængende farer for, at han mister én i ”forvirringen”.

Indholdsmæssigt kredser nærværende skive om Danni T’s egen lille verden: gerne med en joint i mundvigen og huen godt nede om ørerne (og øjne tilsyneladende) strør han om sig med hverdagstanker, holdninger til samfundsapparatet og sporadiske, små poetiske nedskrivninger.

Danni Toma kan både være den ærlige og tilbageholdende rapper: ”Du sagde jeg’ rimede svagt, min teknik den var neder’ / Hellere det end at stjæle fra nogen der gør det bedre” – men han har bestemt ikke noget imod at skrue lidt op for bragadocio-rappen en gang imellem: ”For selvsikker, lytter kun til mit eget lort / Hvis min iPod blev stjålet ville jeg få en fan ekstra”.

Danni T er dog bedst når han giver sine tekster plads. Den samfundskritiske ”Moderne Slaveri” er et godt eksempel, da han langer masser af gode tanker og observationer over disken: ”Se vi lever i en skygge / Godt beskyttet, den stærkeste mand kan ingenting løfte”. Også ”Et Vers Fra Digtsamlingen” har en masse spændende at byde på, på trods af at det fra tid til anden nærmer sig det lidt for abstrakte:

”Alle prøver at fortæl’ hinanden hvordan de ska’ leve deres liv /
Men de er alle lært eller blevet fortalt hvordan de ska’ leve deres liv /
Så hvem er de? /
Dem der har lært at leve eller dem der lever?”

Allerbedst bliver det på den funderende ”Det Vil Ikke Altid Være (Sådan Her)”, hvor han bl.a. rapper:

”Vi ka’ godt følges as hvis vi mødes ude ved kanten /
Bygge et samfund kun omringet af hinanden /
Det sygt som man bliver’ fristet /
Men når det hele en dag ender vil jeg stolt ku’ sige at jeg’ satsede /
Det følelserne i mig, der spænder ben /
Og det løsningen og roen jeg ka’ find’ inde i mig /
Følger min drøm, den ka’ ingen anden gi’ mig”

Der er rigtig meget rigtig godt på Rige Mænds Jakkesæt. Jeg savner dog måske lidt vildskab. Det hele er meget, langsomt, nedtonet og low-key. Som der bliver sagt som intro på ”Rige Mænd” (samplet dialog): ”I thank God that I’m crazy”. Der er ikke noget synderligt ”crazy” over denne skive. Men for at vende tilbage til New Orleans, så har målet tydeligvis været at skabe en plade, hvor den røde tråd netop er den henslængte, lækre jazz. Og det er bestemt lykkedes for Danni T og Noodle. Og som Danni T rapper på ”Jeg Er”:

”Budskaber, det handler ikk’ om enderim /
Det at tænke højt bruger jeg som min medicin”

Så måske er det i virkeligheden en smule tosset at efterlyse noget mere rowdy hiphop i dette klientel? Der skal da heller ikke være nogen tvivl om, at Rige Mænds Jakkesæt er en overordenligt fed plade. Danni Toma mænger sig ubesværet med de bedste af de yngre rappere, og Noodle sidder ligeledes til bords med landets dygtigste beat-håndværkere. En 2011 must-have.

Lad mig starte med klichésætningen: ”Man sku’ nok ha’ været der”. For det er netop én af de følelser man sidder tilbage med efter at have set 2 timers dansk raphistorie. For selvom det nok er en af dansk raphistories største aftener man ser optagelserne af, så er det bare ikke så sindsoprivende at se. Jovist, nogle af de kunstnere som er på scenen giver den da fuld hammer og formår at gøre det underholdende, men der er også et par stykker som ganske enkelt falder igennem. Og jeg er udmærket godt klar over at det kan være svært for de lidt ældre entertainere at komme op i samme gear som for 20 år siden, det er da ganske forståeligt.

Nu var undertegnede selv inde og se showet den oktober aften tilbage i 2010, og da jeg hørte om at det en dag ville komme på dvd var jeg henrykt. Men man sidder altså tilbage med en smule skuffelse i kroppen når man har set det. Optagelserne formår aldrig rigtig at få en helt op af sofaen, og det minder mest om nogle hjemmevideoer som er blevet klippet sammen. Dog synes jeg at de små præsentationsklip, med Jay-B, før hver enkel act, fungerer aldeles godt. Det er rart at man har fået det klippet ind i filmen, i stedet for at det blev optaget direkte fra lærredet.

For nu at tale om lyden, så må jeg desværre også sige at jeg er en smule skuffet. For selvom du har det store anlæg sat til og virkelig forsøger at gøre stuen til Voxhall, så kommer man bare aldrig rigtig til at mærke suset i maven. Så for at gøre en lang historie kort, filmatiseringen og lyden er på godt gammelt jysk: sølle.

Men det skal ikke kun være kritik! For holdet bag har sikkert ikke haft råd til at have Steven Spielbergs kamera- og lydhold til at lave dvd’en, og en del af de optrædende har jo ikke stået på en scene i flere år. Så man skal huske på at det simpelthen ER et legendarisk show som blev stablet på benene og nu kan ses eller genses på dvd. Så på trods af dårlig lyd og, til tider, kedelig video, så kan jeg kun sige at det er en koncert-dvd som enhver dansk rapfan bør have liggende i dvd samlingen, for det er simpelthen legendarisk at se navne som MC Einar, Rockers By Choice, Østkyst Hustlers, Den Gale Pose og mange flere tilbage på de skrå brædder. Så der skal lyde et stort thumbs up til kunstnerne og til holdet bag Dansk Rap Kavalkade, for det er jo ganske enkelt et stykke historie som nu kan ses på dvd.

Så når alt kommer til alt, synes jeg man skal gå ud og få anskaffet dvd’en, for på trods af sine fejl og mangler, er det et dansk rap-klenodie man bør eje. Jeg var i tvivl om den skulle have en 2’er eller 3’er, men den får en 3’er fordi konceptet er suverænt. Du kan selv få fingrene i Dansk Rap Kavalkade her.

Som anmelder for WOTS.dk har jeg det udsøgte privilegium at få tilsendt stort set alt det danske rap, der udgives. Dette var dog ikke tilfældet med Nixens debut-EP Primus. En kammerat postede linket til udgivelsen på min Facebook-side og sagde, at han synes jeg skulle høre det. Da coveret desværre skreg (og skriger) af discount hiphop af ærgerligste kaliber, besluttede jeg mig ganske hurtigt for at lade den ligge. Men det var som om, at jeg konstant blev mindet om udgivelsen i eftertiden, så et godt rum tid efter besluttede jeg mig endeligt for at trykke på det forbistrede download-link. Den er jo trods alt gratis, så hvad var det værste der kunne ske?

Jeg blev meget hurtigt glad for, at jeg traf dette valg, og Simon, jeg skal nok have mere tillid i fremtiden!

”Det’ Nixen med X i midten /
De’ til at lukke op og shh, de blæste væk med vinden /
Har gjort de ting jeg burde gøre og der ikk’ noget jeg fortryder /
Så bare tro mig på internettet, det’ den Facebook-forbryder /
Fortæl mig hva’ jeg burde lytte til, jeg lytter til mig selv /
Ikk’ på grund af selvtillid kælling, jeg kalder det talent”

Nixen er ganske simpelt formuleret en røvhamrende spændende rapper. Han besidder en fabelagtig vokal, hvis grovkornede røst er som skræddersyet til rap. Manden kunne vitterligt synge Barbie Girl og få skidtet til at lyde råt. Endvidere har han – ikke bare som debutant, men i al almindelig – ualmindelig godt styr på sit flow, selvom han på fx ”Funky” fremstår ganske ydmyg omkring dette: ”Ring til en fucking booker og sig at Nixen er landet, jeg efterhånden go’ til det og jeg ved hvad jeg kan”.

Alene på EP’ens åbner, ”Eksplosion”, hvor han spytter ”rap for folket, uden noget omkvæd” lader han til at være ustoppelig, og selvom det – som sangens titel antyder – er en eksplosiv stil Nixen lægger for dagen, så holder han den EP’en igennem.

Hvad der dog gør Nixen og hans debut EP ekstra fed er, at han tilmed har mangt og meget på hjerte. Med en karakteristisk vokal og et fortræffeligt flow som hans, kunne han snildt have rappet om at rappe på alle seks numre, men denne rapper har noget at sige. På de to ”S.E.P.”-tracks (Systemet Er Problemet) rapper han om at være et produkt at sit miljø, og om hvordan medierne hjernevasker masserne. Ikke noget nyt her, men Nixen tilføjer alligevel et spydigt touch, der gør begge sange yderst interessante:

”Og det en tidsånd vi alle sammen er en del af /
Vi ku’ lave om på det hvis flere folk vil deltage /
Systemet er problemet /
Og du vil først ku’ se det den dag at du ikk’ la’ dig manipulere af det i tv”

Heldigvis bliver der også rappet en masse om at rappe, og selvom jeg ofte har kritiseret ’rap om rap’ for at være en kende trivielt, så viser Nixen, at gør man det ordentligt, så bliver det aldrig kedeligt.

”Min drøm har aldrig været at bære tunge kæder /
Så mine værdier ka’ ikk’ bare købes for et bundt sedler /
Så fuck dine penge og din swag /
Så fokuseret på det at du har glemt din rap”

Ganske sigende er det da også, at Pede B gæster ”Rap For Folket” med et blændede vers, for selvom Pede B er blandt de tunge drenge og Nixen er the new kid on the block, så er der oceaner af potentiale at finde i Nixen, og man forestiller sig, at det en dag giver mange point at kunne sige, at man var den første der lavede musik med Nixen.

På lydsiden har DJ Rune skabt en række små perler. Energisk soul-vokal samples over en tæt produktion på ”Eksplosion”, fræk, groovy guitar på ”Funky”, stramme og melodiske bas/tromme kombinationer på ”Rap For Folket”, og så lad da endelig den fabelagtige ”S.E.P.” være en opfordring til andre producere til at sample keltisk musik, for et smukkere, mere melodiøst lydtæppe skal man virkelig lede længe efter.

”Skarpladt” synes ikke helt lige så vellykket i undertegnedes ører. Beatet fungerer sådan set, men bliver en smule ”typisk” på en lidt flad måde. Nixens eget musikalske bidrag på ”S.E.P. Part 2” er ligeledes ganske godt, og fungerer fint til emnet, men det synes også en smule rodet.

Men alt i alt har vi altså at gøre med en suveræn EP-udgivelse. Karakteren stod imellem en stor 4’er eller en lille 5’er, men jeg bestemte mig for at gemme 5’eren til næste Nixen-projekt!

Solid rap fra en af den danske scenes stærkeste rap-vokaler, over simple men hamrende effektive beat. Og så’ det gratis, hvad mere kan man ønske sig?

Med det regelsæt om at skrive og indspille hver sang på én dag, har den engelsksprogede trio, Sweatshop, udgivet en 5-numres ep, hvori det impulsive, infiltrerede rå kunstnerstof gerne skulle vise sig. Idéen er nærmest rørende: skriv frit fra leveren, følg intuitionen, bare gør det! Men siden rap har ændret karakter fra upoleret, støvet materiale til ovenud gennemarbejdede, detaljerige legepladser, var det ærlig talt med en sund portion skepsis, at jeg satte The Getaway på. På den anden side; arbejdsprocessen bag en udgivelse er fuldstændig underordnet for lytteren. Det endelig produkt er altafgørende, men her kunne selve tanken bag idéen potentielt afspejle produktets kvaliteter. Forstå mig nu ret, når nogle melder ud, at de søger et mere spontant udtryk, er lytterens (min) forventning egentlig, at de virkelig har noget på hjerte – noget verden bare har brug for at høre nu og her. For at tale lige ud at posen, så blev den forventning hurtigt forsvarsløst skudt ned, men det er hvad det er. Så var der måske en anden grund til valget af arbejdsrytme? Lad os se på varerne:

Emnevalgene på The Getaway er ikke just de mest højtravende vi har lagt øre til. Her er kærlighedssange fra øverste skuffe. På ”Rainbow” har han fundet sin ”pot of gold” og troede at ”love like this was impossible”, mens han på ”Drug” finder ud af ”what it means to be constantly high, up up, like stars above”. Men det stopper selvfølgelig ikke her. Jeg ville aldrig kunne glemme ”Jungle Fever”, der fyldt til randen med visdom, som de herrer gladelige skænker ud af – her er f.eks. et uddrag hvor Kuku Agami rådgiver hans syngende makker omkring en pige i en bar:

Yo, you gotta watch the sisters, take it from a nigga/
They kinda hard on dudes plus they packin’ attitudes/
- ”So what you sayin’, don’t think I can handle that?”/
But once you hit the black, my brother, there is no turning back!

Ja, hvad siger vi til det? Så har det impulsive, kreative udtryk simpelthen fået fuld skrue – dog på en lidt anden måde end forventet. Personligt må jeg krybe til korset og meddele, at lytteoplevelsen på store dele af udgivelsen, var ufattelig antiklimatisk. Som ovenstående citat gerne skulle udpensle, så er de lyriske guldkorn altså stærkt begrænset. Det er bare ikke meget man får med på vejen.

Så hvorfor har gruppen taget beslutningen om at have så stram en arbejdsgang? De må for fanden have haft et eller andet, der har skreget indeni dem – noget decideret kreativt, der ikke kunne tåle en forfinet gennemarbejdelse. Jeg har ledt alle steder, jeg har søgt ivrigt med både fakler og lygter. Uden resultat. Jeg forstår det ikke, og grunden til at jeg overhovedet bringer det på bane er simpel: The Getaway kunne godt have fået et par dage eller tre mere at løbe på. Ved den udmelding tænker jeg særligt på tekstskriveriet, der generelt virker hurtiglavet og tiltider direkte sløset. Jeg havde bestemt foretrukket, hvis man havde givet hver linje en del mere omtanke, men den slags finesser kræver som bekendt tid, hvilket Sweatshop af en eller anden årsag har været i underskud med.

Som I vel allerede har lagt mærke til, så mener jeg The Getaway er en pæn 3′er værd. En meget væsentlig ting der nemlig begejstrer mig og i høj grad gør ep’en til en velfungerende en af slagsen, er den friske, sommerlige lyd, som Sweatshop har formået at fange essensen af. De organiske, jordnære produktioner med fantastiske, tykke basgange og enkle øvrige remedier sætter gang på gang scenen – og Jonas Rendbos lyse vokal og Kuku Agamis melodiøse, erfarne flow fuldender feel-good billedet, der består af hamrende fængende melodier, der hurtigt og effektiv klæber sig fast på nethinden. Er man derfor til letfordøjelig hiphop, hvor antallet af sungne passager er ligeså eksplosivt som antallet af gentagne omkvæd – then this is the album for you. Hælder du derimod mere til udgivelser med lidt større dagsorden, jamen så skulle du måske bare lade denne passere. Men uanset hvilken type du er, så er du med The Getaway garanteret mindst en god sjat smil på læben samt et par vaskeægte ørehængere. Karaktergivning skal du derfor ikke tage dig så meget af; læs og lyt i stedet, for der ingen tvivl om, at det er dygtige musikere der står bag ep’en – der er egentlig bare tale om en stil, som jeg kører død forholdsvis hurtigt.