I morgen, fredag d. 6. januar, kl. 23:00 fyrer Soulstreet Productions op for tredje udgave af Think Big, et danse-battle og -jam-arrangement, og denne gang er stævnet sat mellem hiphop og popping. Konceptet for Think Big-battlesne er at der først er en traditionel battle indenfor hver af de to dansestile, hvorefter vinderen af hhv. hiphop og popping så skal dyste mod hinanden, og på den måde se hvilken af stilene der er “bedst”.
Til aftenens battle er der inviteret dansere fra Frankrig, Norge og Sverige, ligesom to af aftenens dommere er franskmænd: Marvin fra RAF Crew og Keskya fra Left Sound Crew. Den tredje dommer er Special EFX fra det danske crew Out of Control. Foruden dommerne vil DJ Graded spinne plader for det dansende folk, og Chara fra danske Fox Footwork vil lede slagets gang som aftenens vært.
De to franske dommere giver også workshops dagen efter i StreetMekka. Detaljer om disse kan ses på workshoppens Facebook-begivenhed.
Selve battlen starter også i StreetMekka, til StreetMekkas Friday Jam, hvor jammets dansebattle-del fungerer som kvalifikationsrunde til battlen i Club Mambo. Så man kan evt. starte aftenen tidligt og svinge omkring StreetMekka kl. 19:00 for at se lidt mere dans. Flere detaljer kan ses på Friday Jam Dansebattle-begivenheden på Facebook.
Hovedarrangementet starter kl. 23:00 på Club Mambo, Vester Voldgade 85 i København (lige bag Rådhuset), og tager 60 kr. i entré. Foruden battle-arrangementet har arrangørerne også lovet i hvert fald én overraskelse i løbet af aftenen, ligesom der vil være efterfest på Mambo indtil de lukker ved en 5-tiden.
Man kan finde ud af mere om arrangement på Think Big Facebook-begivenheden.
Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter

Ingen kommentarer endnu…