En lidt for kønsløs kønsskifteoperation fra UFO
De fleste kender nok UFO som den ene halvdel af den nationale succes-duo UFO Yepha, men på sit debutalbum som soloartist har rapperen, med det borgerlige navn Kristian Humaidan, foretaget lidt af en omfattende transformation, fra respekteret rapper til folkekær singer/songwriter.
Jovist, ganske usædvanligt. Det er før set, at rappere er gået pop for at nå et bredere publikum (f.eks. UFOs partner), men sjældent har man oplevet mainstream rappere fatte guitaren for at forsøge sig med pop/rock. Lad det med det samme være vist, at skal man gøre det, så er UFOs version på et drastisk stilskift ikke helt dum.
Forvandlingen kræver naturligvis en del af lytterne. Man skal blandt andet vende sig til, at UFO ikke længere opererer i dobbelt-temo og krøllet ordleg men ’Do Re Mi Fa Sol La Ti Do’ -skalaen. Man skal vende sig til, at de solide beats, der plejer at underlægge hans vokal, er blevet erstattet af klingende guitarer, klaverspil, blid percussion og generelt radio-venlige kompositioner. Man skal vende sig til, at det ikke længere er hos diverse rap-kollegaer, at sammenligningerne kan hentes, men i stedet hos mere etablerede orkestre som TV2, Søren Sko og Thomas Helmig.
Men inden vi tager den så langt, som til at bruge disse som målestok, så må et par ting lige slås fast. UFO bærer ikke den bedste vokal kongeriget har at tilbyde. Dette er dog, som vi gang på gang bliver mindet om, ikke en nødvendighed for at udgive en plade. Har man gode producere i ryggen kommer man som regel langt, og den hjælp UFO har fået på Humaidan er ikke helt ueffen. Håndværket er solidt og fremført med et nok forudsigeligt, men sikkert touch. Det er måske lidt for ufarligt, og den ikke-eksisterende chance-tagen gør, at man længes efter en overraskelse eller to undervejs.
Nogen gange lyder musikken som noget, der ville kunne gengives live med en guitar og et vaskebræt, og andre gange bliver musikken så typisk for nutidens pop/rock, at det lige så godt kunne have været Sys Bjerre eller Rasmus Seebach der sang over den. Til gengæld rummer pladen også skæringer som ”Alt Det Bedste For Dig Selv” og ”Manden På Min Skærm”, der i deres simple men effektive væsen minder én om, at god, veldrejet pop ikke altid behøver at være synderlig kompliceret for at bringe et smil frem hos lytteren. Et nummer som ”Ånder Ud” står ligeledes virkelig stærkt frem, men her er det grundet den ganske mageløse produktion, hvor en skurrende guitar og et fortrinligt klaver flyder fantastisk over en kantet trommeprogrammering. Der måtte gerne have været meget mere musik á lá ”Ånder Ud” på Humaidan, men det lader mestendels til, at UFO er bange for at gå derud hvor han ikke kan bunde, og det hele forbliver derfor lidt for standardiseret og gennemsnitligt.
Teksterne på Humaidan bevæger sig nogenlunde på samme sikre grund. Der er gået en smule mere poesi i UFOs tekster, men selvom man ind imellem får serveret nogle fine tekstpassager – som hans beskrivelse af den første kærlighed på ”Philip” – så er det ikke noget at råbe hurra for. Det er som om at det hele bare er hørt før, og det virker mest af alt som om, at UFO har taget de sædvanlige skabeloner og formularer i brug for at lave en plade identisk med så mange andre, så der med sikkerhed er nogen der gider høre det. Vel nok det skrøbeligste fundament for en pladeudgivelse overhovedet.
Afsluttende vil jeg sige, er jeg ikke er helt sikker på, at jeg forstår stilskiftet. Jeg forstår godt hvorfor kunstnere vil udforske nye græsmarker, og kaste sig ud i noget nyt, men lige det her er jeg ikke sikker på at jeg forstår. Jeg er meget i tvivl om hvilken målgruppe han forsøger at ramme, for de hiphoppere der hørte UFO Yepha vil nok finde det en kende kedeligt, og dem, der hører denne gren af pop/rock vil nok mene, at der findes bedre alternativer.
Der er en lille håndfuld fine numre som jeg vil tage med mig, men mestendels består Humaidan af sange, der er bygget ud fra en tyndslidt opskrift, der altså har resulteret i lidt for mange uvedkommende numre, der udgør en plade der er netop det. Stor 2’er eller lille 3’er.
Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter
Streetwear
mathies jannik
Charlie Campari
Nicole
patrick
EnuS
chido
jasmin
Preben-arr-yeearh
18 kommentarer