Download og streams Før den her, skrev vi om:

Rap Slam Battle – Kamp #2: Julaw vs. Mund De Carlo

Kamp nummer to stod mellem energibomben Julaw, der var kommet til Svalegangen med bagagen fuld af sublim underholdningsværdi og venskabelige diss-linjer, og Mund De Carlo, der lod til at være taget til otte kilo i et mere seriøst foretagende, nemlig med den ambition at – ganske bogstaveligt skulle det vise sig – begrave sin modstander.

Og større modsætninger finder man vel næppe. På den ene side stod Julaw, der sprang rundt som var han på speed, og slyngede rim fra sig, der det ene øjeblik var hylende morsomme, og det andet rasende besynderlige. I højre ringhjørne stod Mund De Carlo med et mere straight face, og havde prioriteret finslibningen af sine punchlines, der unægtelig var ganske skarpe det meste af vejen. Og selvom det nok har været sværere for Mund De Carlo at researche på sin modstander end omvendt, hvilket blev glimrende formidlet med linjer som:
Da jeg så på internettet at jeg skulle møde Julaw tænkte jeg ”hold kæft hvor blir’ den svær mand /
For jeg vidste seriøst ikk’ hvem du var”

… så havde Mund De Carlo alligevel skrevet nogle sublime linjer om det, der nu var at sige. For selvom Julaw rigtig nok ikke er et af de kendteste ansigter i dansk rap, så kan lige netop dét jo bruges imod ham, hvilket det da i høj grad også blev, som da Mund De Carlo rappede:
”….Siden du snakker om ’Det Tar Tid’, min plade, og kalder det en wack plade lille klon /
Alle ved at den har en fast plads i din reol /
Og forstå mig ret, når du ikk’ selv har udgivet noget der værd at snakke om sætter du mig i en fucking akavet situation”

Jeg var generelt virkelig imponeret over Mund De Carlo, der fremstod uhyre velforberedt i sin levering. Der var nærmest ingen pauser, ingen øhh’er eller andre tegn på usikkerhed, blot én lang kaskade af velformulerede rim, der både indløste smil hos publikum og gedigne klapsalver. Selv kunne jeg blandt andet godt lide:
”Du svinede MC’s Fight Night til /
Hvis han stilte op var jeg sikker på at det stankelben havde tabt /
Hvorfor svine MC’s Fight Night til? /
Hvis din mor og far aldrig havde lært at improvisere var du aldrig blevet skabt”

Dertil må man også tage hatten af for Carlos’ afsluttende runde, hvor han adresserede publikum som var de samlet til Julaws begravelse, og hans sidste linjer slog virkelig det sidste søm i ligkisten:
”Julaw er ikk’ iblandt os længere, og derfor er det rigtig rigtig vigtigt at græde /
Men det’ li’så vigtigt at smile over de ting, der egentlig ikk’ betyder så meget”

Men nu må vi ikke glemme Julaw! Han var nok ikke lige så skarp i tonen, men man kan ikke tage fra ham, at han var mindst lige så underholdende.
”Du burde vide at gå imod mig er som at have tømmermænd…. Når man går i IKEA /
Er det en dårlig idé – JAA!!!!”

Hans karakter-analyse af Mund De Carlo som værende ”typen man møder klokken fire om natten på en shawarmabar, med dressing i hele fjæset” var yderst underholdende, og hans trailer-præsentation, der slutter med ”…og Svalegangen blev dit nemesis” ligeledes. Denne vakte tydeligvis også enorm begejstring blandt publikum. Samme kan siges om følgende passage, der virkelig understreger hvor mærkelig, sjov og skarp Julaw kunne være på samme tid:
”Du må da få det fortalt snart /
Det mere realistisk at se mig valfarte til hvalfangst /
Åbne en nationalbank på Svalbart /
End at dit rap nogensinde skulle blive salgbart”

Julaws karakteristiske levering og kejtede fremtoning var i mine øjne forrygende underholdende. Den intense fjendtlige tone var gemt væk til fordel for en fantastisk battle drevet af positive vibrationer. Jeg sad virkelig med fornemmelsen af, at de to kombattanter nød en øl efterfølgende, og fik sig et godt grin over aftenens show-down.

Nej, jeg tror ikke der er nogen tvivl om, at Carlos var kampens retmæssige sejrsherre, men Julaws ene point var på alle måder velfortjent. Sublim underholdning, og all in all en af de fedeste battles denne aften.

Se eller gense kampen hér:

Fortæl dine venner?

5 kommentarer

  • rapperL 23/10 2011 - 17:28

    “Du ik ligge tight i et sæt om så du var rullet ind i zoros kapper” – DAMN en linje! Carlo Tager den her klart.

  • Done 24/10 2011 - 08:23

    Snitter Zorro ikke mere et “Z” i folks tøj, end han har sine kapper er pyntet med det? Og “Zorros kapper”? Har han ikke kun bare én kappe på?
    Og hvis det er flere kapper, hvordan kan det så kun være ét “Z”?
    Og hvorfor ligger man nødvendigvis tight bare fordi man er rullet ind i kapper?
    Bare for at nidpicke lidt..

    Synes nu den linje er pænt corny – så havde resten af battlen, nu bedre linjer at citere..

    Men fed battle, og god “anmeldelse”, never the less…

  • ASYPD 24/10 2011 - 08:50

    DONE sagde det.

  • Præcis! 24/10 2011 - 11:20

    Mund De Carlo er for sej, men den der linje føles meget fortænkt, hvis du spørger mig

  • Rap Slam Battle – Kamp #3: Pede Gøbb vs. Balthasar » WordOnTheStreet.dk 30/10 2011 - 12:01

    [...] | af Jeppe Barslund | Ingen kommentarer …Og så blev der målt tissemænd på Svalegangen!Efter Mund De Carlo og Julaws muntre fejde var det Balthasar og Pede Gøbbs tur til at krydse klinger, og her blev fløjlshandskerne taget af [...]

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.