Anmeldelser Før den her, skrev vi om:

Holsaae – Gennemsnits dansker (Anmeldelse)

Gennemsnitsdansker er den sigende titel på 20-årige Holsaae’s første udspil, der indeholder seks numre hvoraf tre af dem er gæstede af henholdvis Mund De Carlo, Trepac og Mental. Man skal ikke mange sekunder ind i ep’en, før den afslappede laidback stil, den afdæmpede realitetssans og de gode vibrationer får overtaget på øverste etage. Med begge ben plantet solidt på jorden, guider Holsaae lytteren igennem dagligdagsspekulationer, virkelighed og fremtidsdrømme. Det er ikke flotte højtravende, poetiske ord, der redder verdenssituationen. Ej er det heller alenlange passager om at være vanvittig undergrund, fattig og langt bedre end dig og mig. Nej, det er sådan lige et sted midt imellem. Holsaae placerer sig på et behageligt, uforpligtende sted på rapscenen, hvor han kan gøre lige hvad han vil.

På åbningsnummeret ”Dagdrømme” har vi fornemt besøg af Struglaz’ hovednavn Mund de Carlo. Efter et lækkert lille, indledende ”Daydream In Blue” sample, skruer Holsaae med det samme op for blusset. Intensiteten lægger relativt højt på skalaen, mens Lil Will bag instrumentbrættet sikrer en velproduceret, gyngende skæring, der giver Holsaae lov til at udfolde sig:

Jeg bladrer til en ny side af bogen/
og tænker ”fuck det vi ikke når i dag, det når vi bare i morgen”/
Alle mennesker drømmer, og jeg indrømmer blankt/
at jeg ku’ rime en smule bedre, men jeg lægger det sgu stramt/

Den uhøjtidelige stemning er uden tvivl pladens røde tråd, hvilket fungerer fortrinligt. Holsaae cementerer effektivt sin plads som den-nye-dreng-i-gamet-uden-hype fast, og det tillader ham at slippe afsted med lidt af hvert. Det er nemlig bestemt ikke alle linjer, man føler er lige veldrejede og det hænder også, at man midt balladen pludselig savner lidt gennemslagskraft – lidt mere skarphed, lidt mere målrettethed. Men igen, det savn kommer og går som vinden blæser, for langt hen af vejen betages man af Holsaae’s egen tilbagelænede dagsorden. Dagsordenen serveres klart og tydeligt; slap af, vær dig selv, nyd livet. Enkelt, klassisk og sikkert – og således virker hele ep’en fokuseret og struktureret. Det er altså ikke store opskrifter, der bliver rodet ved, men applaus til Holsaae for, at han ikke vandrer ud på dybt vand, bare med det formål at gøre det.

”Slap af dag (idag)” bærer en fredfyldt produktion og en Holsaae, der matcher idyllen til perfektion. Versene er flabede og nedgearede, og nummeret byder kort sagt op til ren og skær flatlining. Desuden lufter Holsaae for første gang på ep’en sin glimrende evne til at skrue et fængende omkvæd sammen. En evne man får glæde af mange gange på Gennemsnitsdansker.

”Jeg på track med Trepac, vi må se hvad der sker”

Sådan lyder nogle af ordene på ”Atter en dag”, der gæstes af… Ja, gæt engang. Linjen danner et fint indtryk af Holsaae som rapper. Han kommer – for mit vedkommende – ud af den blå luft i en tid hvor ca. 10 nye rappere om dagen blæses op til at være dansk raps nye helt. Alarmklokker burde derfor ringe på livet løs, når en ny spiller melder sig på banen, men omkring Holsaae er der underligt nok vindstille. Han skaber nemlig stor kontrast til den frembrusende, selviscenesættende rapscene. På den anden side – som linjen fortæller – lægger han ikke skjul på, at han har store drømme angående sit musik. Højt ambitionsniveau og virkelighedsnærhed er altså en kærkommen kombi i min bog. På ”Tilbage” portræteres den sultne, kritiske rapper, som Holsaae i høj grad også præsenterer. Der deles lussinger ud til rappere, der bare vil ”være kendte i en Fona butik” og ydermere ytres der følgende udsagn:

Vi må hellere tage og oppe os lidt/
hvis vi skal blande os i branchen, der er præget af Kidd/
Jeg hater ik’, nej jeg digger originallyd/
fatter bare ik’ hvorfor grimen er så hypen/
en ny dille, der er sprunget ud af København/
så tak Lucy Love, nu jeg fattig til jeg går i graven!

At musikvideoen til selv samme ”Tilbage” så er filmet af ingen ringere end Jamel Sundoo, ”den nye dilles” yndlingsmand, kan enten betragtes som værende flabet eller hyklerisk. Det er vel en vurderingssag.

Lydsiden på Gennesnitsdansker, der har David Tizzle og Majoren ved roret, er bestemt godkendt. Den er detaljeret og velproduceret. Den er overordnet jazzet og afdæmpet, hvilket så afgjort er den rigtige vej at gå for Holsaae. Det eksemplificeres ved ”Tilbage”, hvor man i modsætning til de andre, har forsøgt at skabe en hårdtslående banger – hvilket desværre rammer lidt ved siden af. Produktionen er halvsløset, ensformig, og slet ikke så kraftfuld som det formegentlig var hensigten. Heldigvis er det en engangsforestilling, og specielt produktionerne på ”En kærlighed”, ”Gennemsnitsdansker” og ”Slap af dag” er som skræddersyede til Holsaae. De har det tilfælles, at de formår at skabe nogle klare lydbilleder, der passer til Holsaae’s lyriske substans.

Samlet set er Gennemsnitsdansker en positiv overraskelse, der giver god grund til at holde et vågent øje med Holsaae i fremtiden. Man ramler sommetider ind i lidt ensformighed, der afholder sangene fra at gå hele vejen.
En anden ting, der virkelig kan irritere mig i nogle passager, er Holsaae’s påtagede stemmeknæk, som han laver alt, alt for tit. Det er fint nok at twiste stemmen en sjælden gang, men det kører man virkelig død i, hvis det overdrives. Det kan jeg simpelthen ikke understrge nok; lad lige være med det en anden gang!
Ellers er Holsaae en spændende, uhøjtidelig skikkelse på rapscenen, hvis tekniske færdigheder måske ikke er mandens stærkeste våben, men dog alligevel klarer arbejdet uden problemer. Der er nu ingen legitim grund til, at du ikke skulle gå ind og hente udgivelsen, der kan erhverves for hele 0 kroner – lige her

Var det også godt for dig?

15 kommentarer

  • esset 31/10 2011 - 12:23

    FED ep, og big up til min mand Lil Will for produktionen på “Dagdrømmer”.
    Synes nu at hans “knæk” på stemmen er fedt! Behold det endelig. Og Jeppe.. Du er en herlig fyr og det er god anmeldelse – men “Tilbage” er da en banger!! :)
    Big up Holsaae.

  • esset 31/10 2011 - 12:41

    haha, og så er det Maja der har anmeldt. Beklager!

  • Bandi 31/10 2011 - 12:52

    Laver de senge gymnastik ?

  • MBN 31/10 2011 - 14:26

    lækker lyd og fedt flow til den unge mand :)

  • David-Rems 31/10 2011 - 15:45

    syns karrakteren er meget passende. jeg hentede eP´en kort efter den kom ud, og det er kun nummeret tilbage som jeg er drukned i, og ikk rigtig hører mer, men de andre numre sidder stadig i mig. :)

  • Absalon 31/10 2011 - 18:35

    Man kan betale sig til meget.

  • 1eller2. 1/11 2011 - 10:01

    @ Absalon
    Vil du ikke uddybe din tilsyneladende komplet idiotiske kommentar?

  • David_T 1/11 2011 - 11:29

    @ Absalon

    Bestemt! … & Selvgjort er velgjort.

  • Jacobs mor 2/11 2011 - 10:25

    Jegb har problemer nmed at downloade ep’en det kan ikke dekomprimeres? nogen der har et råd? :)

  • ASYP 2/11 2011 - 10:27

    @Jacob

    Ja, prøv at hente den ned igen – ved det lyder åndssvagt, men det sker nogle gange for mig når jeg henter komprimerede filer og mapper.
    Så plejer det gerne at virke. Ved ikke om det er fordi jeg har en mac.

  • Jacobs mor 2/11 2011 - 12:55

    Jeg har oss en mac. Det er et problem at åbne vlc filen?

  • Holsaae 2/11 2011 - 16:49

    Unrar eller winrar skulle meget vel kune klare det ?

  • Flashker 2/11 2011 - 18:36

    virker fint hos mig. Tak holsaae :-!

  • Holsaae – Gennemsnits Dansker « Skru Op 11/11 2011 - 00:13

    [...] Læs anmeldelsen ved at klikke her. [...]

  • b 20/11 2011 - 23:22

    dope !

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.