Familieforøgelse og at ens bedre halvdel pludselig går hen og bliver landets sundhedsminister, betyder tilsyneladende ikke at man som rapper ikke kan være produktiv og oppe på beatet. Således er rapperen AndyOp nu klar med førsteudspillet fra sit kommende album. Singlen bærer navnet ”Den Kække Bi” og fungerer som en forsmag på det kommende album, der efter planen skulle komme på gaden til januar måned.
Sidst vi hørte fra ’AndyOp’ på udgivelsesfronten var i 2008, hvor debutalbummet Næsten Perfekt ramte gaderne. Siden da har han spillet rundt omkring i det danske land med en række andre danske hiphop-kunstnere. ’AndyOp’ er kendt for at have en reflekterende og politisk fokuseret lyrik. Hvor stilen bærer hen ad på det nye album kan vi kun gisne os til, dog finder man en retningslinje på teaseren til førnævnte single, som man kan høre selv nedenfor.
Nummeret handler i korte træk om, at man skal stå ved hvem man er, og gå efter sine drømme, med andre ord, handler i stedet for at snakke og spilde sit liv, hvilket ifølge ’AndyOp’ selv er et mantra for ham. Singlen såvel som den kommende udgivelse kommer fra LabradorMusic. Her på sitet følger vi selvfølgelig op på eventuelle andre nyheder om den kommende udgivelse, der skulle komme frem.
Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter

4 kommentarer