Zjakalen – Hollywood EP (Anmeldelse)

Den aalborgensiske rapper Zjakalens Hollywood ep er en relativ kort affære, hvor rapperen forsøger at vise en masse forskellige sider af sig. Han har eftersigende en bred smag, og det lægges der ikke skjul på. Der er både lidt til klubben, en sjat melankolske udtryk og noget battlerap-lignende selvpromovering.

Ep’en starter med Jeg Har Hørt (Intro), hvor Zjakalen melder klart ud, at vi kan forvente, at han er på – ”lige meget om det er noget underground shit eller dybt kommercielt”. Set i bakspejlet er den udmeldning overflødigt fyld, men jeg har respekt for, at en kunstner ikke tillægger genrekonventioner og andre opsatte regelsæt nogen betydning. God musik er god musik og dårlig musik er dårlig musik – så langt er vi enige. Nu er jeg, ifølge åbningsnummeret, i overhængende fare for at lyde som en ”14-årig tøs på speed”, men der er altså mange ting, der ikke fungerer optimalt på Hollywood.

Selvom ep’en kun består af 6 numre, når helhedsindtrykket af udgivelsen at blive seriøst rodet. Det hænger sandsynligvis sammen med de mange tematiske og musikalske kovendinger. Fra at være ”Zjakalir, den hårde jydevare” er han pludselig ”SÅ Hollywood”. Ligeledes går produktionerne fra skrabede, organiske passager til overdrevne mængder af syntetiske computereffekter. For at sige det enkelt: den eneste røde tråd i teksterne er en generel tendens til kedeligt skrevne vers (med enkelte undtagelser) – og den eneste røde tråd i produktionerne er, at det er ringe opsætninger.

Ja, det lyder hårdt, men sandheden er, at jeg sidder helt og aldeles tom i hovedet når jeg lytter til Hollywood. Langt de fleste sange på Hollywood suser lige forbi, og jeg føler mig generelt ikke godt underholdt. På Når Mørket Falder På rapper Zjakalen om en dobbeltpersonlighed, hvor han er omringet af tomhed og mørke dæmoner, men samtidig opretholder smilet udadtil. Hov, har vi ikke hørt den melodramatiske skildring før? Det tror jeg nok. Det er simpelthen lige efter bogen. Tegnet direkte af fra skabelonen. Zjakalen har nogle glimrende linjer, og han viser, at han sagtens kan skrive. Han skal så bare lige finde noget at skrive om så det ikke virker så utroværdigt, som det gør på dette nummer. Har han det virkelig sådan som der rappes her, så burde han bare gå all in med melankolien. Der er alligevel ikke meget at miste hvis alternativet er noget à la Få Din Freak På – udgivelsens clubhit, der måske nok er fængende, men dog på den anden side er både uhyre ringe produceret og dårligt skrevet.

Jeg mener, at Hollywood er en uheldig udgivelse når den skal bedømmes som en helhed, men jeg mener bestemt ikke, at Zjakalen er en dårlig rapper. Absolut ikke. Han har en rigtig fin, kontrolleret stemmeføring og teknisk virker han ubesværet. Det er heller ikke de mest kringlede sætningskonstruktioner han bevæger sig ud i, men han lægger linjerne sikkert og nuanceret. Jeg kan også virkelig godt lide hans attitude. Den er hårdkogt og flabet på den helt rigtige måde. Som jeg indledende skrev så lyder jeg vel som en 14-årig tøs på speed i Zjakalens ører. Og det er så helt i orden. Det er da også attituden der gør, at numrene Jeg Har Hørt og Hollywood umiddelbart er mine fortrukne. Hvorfor Så Seriøs? indeholder sandelig også et solidt skud ”fuck-af”-mentalitet, men her er produktionen desværre så ulidelig, at det hele falder til jorden i et inferno af intetsigenhed.

Forhåbentlig har Zjakalens næste udgivelse mere at byde på. Lidt mere kreativitet og mod omkring produktionerne ville være en fin start. Dernæst kunne man håbe, at Zjakalen ville lægge ”rap-håndbogen” fra sig et øjeblik og derved styre udenom klichéerne. Til sidst kunne man så bede til, at han ville bestemme sig for ét musikalsk udtryk og derved skabe en mere klar dagsorden for udgivelsen.

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter