Fremragende, original udgivelse
Suspekt henviser atter engang bossen til vandposten
”Lad mig minde dig om at det’ Suspekt der styrer her /
Lad mig minde dig om at det’ vores skyld i fornyer jer”
Således lød de snertende ord som Bai-D vristede af sig på ”Skudtæt” fra Suspekts mesterværk Ingen Slukker The Stars fra 2003. Og ganske rigtigt, siden Albertslund drengene ”satte ild i lortet og forårsagede gøgler-rappens død” med deres debutalbum i ’99, har de haft utroligt meget at sige om dansk raps dagsorden, og med hver udgivelse har de sat barren et par takker højere for, hvad man kan, og hvad der er tilladt i dansk hiphop.
Da de i 2009 slog hovederne sammen med L.O.C. og dannede gruppen Selvmord, stødte de ind i karrierens vældigste mur af modstand. Folk rasede blandt andet over, at de var gået pop, at de var blevet blødsødne, at de havde mistet nerven i deres musik, og at Suspekt var ”død” til fordel for autotune-befængt emo-rap. Kritikken var hård og mangfoldig. Selv var jeg ganske begejstret for projektet, ikke som værende Suspekt-relateret, men i høj grad som showcase for hvad de også var i stand til. De ellers så hårde drenge viste hidtil usete bløde sider af dem selv, hvilket måske i virkeligheden har været deres modigste move overhovedet – og Rune Rask viste sammen med Jonas Vestergaard, der siden er blevet fast samarbejdspartner, hvor mesterlig og internationalt storslået en producer han er blevet, med de melankolske og sitrende melodiøse pop/rock-hiphoppede kompositioner.
L.O.C. fortsatte i samme musikalske rille med Libertiner, der dog i undertegnedes øjne faldt til jorden med et brag. Dén stil var forventet af Selvmord, men at L.O.C. adapterede den til eget favør var et valg af de mindre heldige. Dét syntes Suspekt at have forstået, for med udgivelsen af den første teaser-trailer til Elektra, samt førsteudspillet ”Klaus Pagh”, var det tydeligt i hvilken retning de ville tage deres musik: tilbage til den rå kerne.
”Det bliver mord igen, gjort som det blev svoret /
Skeen, ilden, nålen, armen og gråd på barnekoret /
Åh gud, vulgært, absurd /
Middelmådigheden ender fucking sidst i den slutspurt”
Og så kender man dem igen! Jeg erkender gerne, at der fra min side var en vis frygt forbundet med udgivelsen af Elektra, da det ofte kan virke påtaget og falskt at gå tilbage til sin gamle stil, med den begrundelse, at det er det som masserne vil have. Men Suspekts evne til at bygge et gennemført univers op er endnu en gang så sygelig flot, at min frygt hurtigt blev gjort til skamme. Det er dog et noget anderledes univers de bygger op på Elektra, i forhold til hvad man før har været vant til. Suspekt er ivrige fortalere for fornyelse, så selvom det essentielle er intakt – de udpenslede tekster og nerven i deres fremtoning – så byder Elektra på musikalske indslag, som den garvede Suspekt-lytter nok aldrig havde regnet med at skulle bevidne.
De to teaser trailerer lagde op til, at Elektra ville cirkulere om Pier Paolo Pasolinis kontroversielle kultfilm Saló (eller 120 Dage I Sodoma), og navnet Elektra syntes at referere til ’Elektra-komplekset’, som kræver dybdegående freudiansk psykoanalyse for at uddybe. Men ingen af disse emner lader til at spille en synderligt stor rolle på albummet som helhed. Den helt store drivkraft på Elektra er lysten, modet og trangen til at redefinere Suspekts lyd. Numre som de tonstunge ”Ruller Tungt” og ”Klaus Pagh”, den underspillede, iskolde ”Far Gir En Is” og det foruroligende, nærmest ubehagelige titelnummer, lyder som klassisk Suspekt, men derfra går det i alle retninger!
Komponisten Frederik Magle har sammen med Czech Film Orchestra hjulpet til med at lægge storslåede symfoniske harmonier over flere skæringer, som de episke blæsere på åbningsnummeret ”Brænder Byen Ned”, den med garanti kuldegysningsfremkaldende outro på ”Helt Alene” (der desuden har en blændende Tina Dickow på omkvædet), det ligeledes mastodontiske slutspil på ”Nyt Pas” og sidst men ikke mindst, den grandiose finale på ”Parasitter”, fuldendt med rungende kirkeorgel, der leder tankerne hen på Camille Saint-Saëns.
Men de klassiske elementer er på ingen måde eneste nye tiltag til Suspekts lydunivers. Pladens sidste tredjedel rummer nogle af de mest atypiske Suspekt numre hidtil. Fra elektronisk dubstep på ”Vi Ses I Helvede” og electro-pop på ”The Valley”, der har noget så sjældent som en syngende Bai-D på omkvædet, til ”Weekend Kriger”, hvis beat næsten er identisk med Ghostfaces ”Run”. Omkvædet er dog ganske anderledes, idet der går total Optimus Prime i den, med bragende robot-sang over et Tron-lydende, elektronisk bjerg af synth. Det lyder nok meget mærkelig det hele, og er det vel som sådan også, men tag ikke fejl kære læser, det hele er ganske fantastisk.
Musikken stikker i utroligt mange retninger, jovist, men det hele kædes fornemt sammen af Orgi-E og Bai-D, der leverer deres makabre, voldsporno-befængte vrangside-rap med vanlig elegance. Elektra byder både på samfunds, og menneskekritisk rap (”Parasitter”), indadvendt melankoli (”Helt Alene”), anti-samlebåndsmentalitet (”Ruller Tungt”) og livsrevaliderende strøtanker (”Nyt Pas”), men de herrers mere ucensurerede alteregoer får også rigeligt plads. Bai-Ds Duggi Monster, der ”har viet sit liv til det, smidt pik og dadel sved i det”, og Klam Fyr, der kalder sig for “fissens frelser, Jesus af Venus / missens messias med en pik der’ på epo”, som kaster los på ”The Valley”:
”Du ka’ få et turpas til mit harem /
Jeg tar’ dig som en abe til du skriger li’som Tarzan /
Ej jeg ikk’ til mænd /
Men har du prøvet at brøle mens du squirter? /
Det gir’ et orn’ligt drøn /
Jeg’ en herreløs vildkat /
Mildt sagt, ligger omme i gården med et stift bat /
Roder rundt i krattet, camoufleret bag en iltmaske /
Og 35 mm film skat, så det ska’ nok bli’ en vild nat”
Elektra er en forrygende plade. Den kræver godt nok af lytteren – måske mest af Suspekt-fans – at man tilvænner sig og accepterer en meget ny lyd. Er dette først gjort er gruppens fjerde udspil ufatteligt rig på gedigen rap og sublime produktioner. Endnu en stor sejr for Suspekt, der tør og kan hvor andre tier og fejler, og derved tilegner sig dansk raps kongekrone – igen. Vi kan passende nok afslutte anmeldelsen med et citat fra Bai-D:
”Har sgu hørt en masse pis, som for eksempel /
”Du vil aldrig klare dig i showbiz” /
Men prøv at check mig nu bitch!”
Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter
Streetwear
mathies jannik
Charlie Campari
Nicole
patrick
EnuS
chido
jasmin
Preben-arr-yeearh
22 kommentarer