Spohr – Evig Phresh EP

Spohr er tilbage igen. I denne omgang med en udgivelse i form af ep’en Evig Phresh, som lyttere helt kvit og frit kan glædes over. Jeg vil starte med at sige, at man med god grund kan hente Evig Phresh, hvis man mangler lidt nyt til samlingen. Har du derfor gået og lyttet til det samme album i ugevis uden grundlag for at sætte et nyt på, så hent denne ep nu! Om ikke andet så skal den nok minde dig om hvorfor din yndlingsrapper ikke hedder Spohr.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at Evig Phresh har kvaliteter, som man sommetider savner i musik. Mest fordi at ep’en er virkelig sjov. Jeg er generelt ret skeptisk overfor det ”sjove og satiriske” segment af hiphop – der skal virkelig noget til at få mig til at grine over musik. Men på den konto er Evig Phresh – efter de første fem afspilninger – ganske ufejlbarlig. Prøv at tage en lytter til åbneren ”Wååh-Yeah (kan ikke stopp)” og dyrk fx de konstante engelske gloser (der ved slutningen er sangen lyder helt fjollede), det vanvittig bøvede flow eller omkvædet der fører tankerne direkte i børne-mgp’s retning.

Har aldrig sendt mit musik til noooget label /
Independent MC, der får det til at sige boom som Mabel

Det lægger fuldstændig klart, at Spohr ikke er en dygtig rapper. Der er ingen grænser for hvor lidt mening rimene danner og der er absolut ingen grænser for hvor akavet linjerne falder. Men jeg føler lidt, at det er en del af charmen. Ikke at jeg ikke tror, at alt hvad Spohr foretager sig er dybt alvorligt, men det ændrer ikke på hvordan det virker på lytteren. Det havde da også været noget andet, hvis Spohr så brugte tid på at rappe om hvor vild han er i forhold til alle andre – det gør han ikke. Han rapper om, at han synes det er fedt og sjovt at rappe. Mere uskyldigt og tilforladeligt kan det jo ikke blive.

Til ep’ens store fordel virker Spohr i det hele taget som en sympatisk fyr, der bare hygger sig med at lave musik. Det er det indtryk man får. Normalt ville det måske have irriteret mig, at Spohr har så lidt at komme med, men det ville først have været fatalt, hvis Spohr havde virket arrogant. Det er på mange måder befriende bare at lytte til noget, som med god grund kunne ryge under kategorien “fjol”. Når mange rappere forsøger at lave såkaldte sjove jokes i deres musik ender det tit meget fladt og ligegyldigt – dér har Spohrs koncept altså mere virkning. Han er bare underholdende at lytte til, og om det er bevidst eller ej er – for mig at se – ret underordnet.

Det giver naturligvis også sig selv, at en plade der er sjov fordi den er ringe, ikke er særlig langtidsholdsbar. Man skal ikke igennem mange afspilninger før det hele falder lidt til jorden. Så har man ligesom fået grinet færdigt – og pludselig indser man hvor dårlig musik man har lyttet til. Alt imens man gruer for om folk nu har kunne høre det gennem høretelefonerne i toget/bussen, kan man passende overveje hvad Spohr mon tænkte på i indspilningsfasen. Der er ganske enkelt ikke noget der fungerer. Produktionerne er fuldstændig nytteløse. Det er som om, at man har prøvet at skrabe en enkel boom-bap-lyd sammen med få, flade og kedelige elementer. Det passer ikke sammen, lyder enormt uprofessionelt og ødelagde faktisk lidt den muntre stemning i de begyndende lyttefaser.

To numre er værd at tage med sig fra pladen, og det er ikke de mere ”seriøse” af slagens som de gæstede ”Ind til benet” og ”På din blok”. Disse er bare ren og skær pinefuld elendighed. Nej, vi skal have fat i der hvor udgivelsen her peaker, hvor alle dråber løber over alle bægere. Her er selvfølgelig tale om ”Wååh-Yeah” og ”Skygge i den nat”. Disse to sange har potentiale til at bringe så meget glæde, at vinteren bliver lun og solrig.

Ud af intet – i den mørke nat /
Sniger han sig smidigt – som en kat /
Ude for at køre den klat /
Alt du ser er en skygge på et track

Samlet set ligger ep’en på en lille 2′er. Men trods alt en 2′er – fordi det bestemt ikke er en ligegyldig og farveløs lytteoplevelse, som Spohr giver.

Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter