Med kun en enkelt dags mellemrum vil én af hiphoppens mest populære kunstnere, rapperen Snoop Dogg, gæste henholdvist Train i Aarhus og Vega i København.
Det er netop blevet offentliggjort, at Snoop Dogg spiller på Train den 12. oktober og igen dagen efter i Vega den 13. oktober. Den storsælgende rapper fra Long Beach i Californien har tidligere gæstet Danmark ved flere lejligheder. Denne gang er det dog stærkt bemærkelsesværdigt, at han skal spille under mindre og mere intime forhold end ved tidligere besøg.
Siden sit gennembrud i 1992 på Dr. Dres klassiske plade The Chronic, har Snoop Dogg været genstand for stor opmærksomhed på hiphop-scenen. Han startede ud som en G-funk gangster rapper, men har gennem årene arbejdet med mange forskellige producere og kunstnere, hvilket har resulteret i mange forskellige lydbilleder på de forskellige udgivelser.
Livesettet til de to pågældende aftener vil uden tvivl inkludere numre fra hans seneste album Doggumentary, der udkom i april i år. Pladen er Snoops 11. studiealbum, så der er lagt op til to koncerter med en mand der har et meget stort bagkatalog at vælge fra. Interessen for at se en laid back Snoop Dogg i mindre omgivelser end normalt vil formentlig være høj. Derfor kan det nok anbefales at være hurtigt ude til billetsalget.
Begge koncerters forsalg starter den 17. september på Billetlugen og Train.dk. Priserne vil være henholdvist 495 kr. i Aarhus og 390 kr. i København.
Det er imidlertid også muligt at købe en billetter i eksklusivt forsalg allerede den 16., ved at tilmelde sig på arrangørens hjemmeside.
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter

4 kommentarer