MFS – Gadens Vilkår (Anmeldelse)

Kender I udtrykket “Same/same, but different” ?

De selvudnævnte ”gangster-rappere” i MFS må siges at have skabt en del furore i det danske street-miljø. Deres musik delte vandende som en anden Moses; tilhængere blev kaldt for stupide wanna-be gangstere med dårlig musiksmag, og modstandere blev kaldt for haters. Undertegnede fik også tilsendt en forholdsvist stor kurv med nedladende kommentarer og på-hoved-rystende bemærkninger, da karakteren 4 blev tildelt gruppens debutskive. Kære venner, det er bare musik, tag det ikke så tungt.

Nu er Made For Streets’ Wood, A og Hype ude med gangster-opfølgeren til deres gangster-debut, og de holder det rundt regnet præcist ligeså gangster som før, – altså rimelig gangster. Jeg troede faktisk, at jeg var kommet til at sætte Bandaniseret skiven i anlægget i stedet for Gadens Vilkår, da jeg skulle lytte den igennem første gang, for den stil der bliver lagt án, er så ens med forgængeren, at man snildt kunne snydes. Hvis man tror eller håber, at MFS har taget deres musik i en ny retning, så kan man godt tro om igen. På Bandaniseret levede de livet i den hurtige bane uden bremser, og det gør de så sandelig stadig. Problemet med Gadens Vilkår er, at når man racer af sted i femte gear uden bremser, så løber man før eller siden tør for benzin, og det bærer nærværende skive præg af.

De tre hovedpersoner rapper i bund og grund om det samme, med hver deres personlige tilgang til genren. Dette er på den ene side okay, i og med at de har meget spændende at fortælle om gadelivet i København, med en nerve og sans for autencitet, som ikke rigtig kan matches af nogen. På den anden side er det også rimelig kedeligt, for der er intet nyt under solen siden sidst, og deres tekniske evner, som stadig ikke er noget at skrive hjem om, har ikke forbedret sig en millimeter siden sidst. A er med sin noget anderledes stemmeføring og “fuck finger til alle” stil stadig gruppens mest interessante karakter, mens Hype forbliver den teknisk dygtigste, dette er dog uden at sige for meget. MFS har ofte fået hug for at være dårlige rappere, og alt imens dette kan have sin rigtighed – på flere sange er det ikke til at diskutere – så formår de dog stadig at fange min opmærksomhed gang på gang. Hvis ikke med flowet og leveringen, så med indholdet.

Visse aspekter på pladens har dog rykket sig markant positivt. Large Money, der producerede hele debuten, synes at sidde en smule fast i westcoast gangsta-rap klicheerne, når det kommer til deres produktioner, men MFS har allieret sig med Ref Productions og Solid Productions, der forsørger gruppen med mere nuancerede og ganske velskårene beats. Den nedtonede “For Pengenes Skyld” er bestemt et af de fedeste og mest “hiphoppede” beats de tre har spyttet over, og man kan ikke andet end at glædes over, at der er blevet kigget hele vejen tilbage på Public Enemy for inspiration til det “larmende” beat på “Pas Dig Selv”. Dertil udforskes der selvfølgelig også helt nyt terræn på ”Big Up”, der unægtelig svinger fortrinligt ved Pharfars sikre raggae/hiphop touch.

- Men her må vi vende tilbage til pladens negative sider igen, for selvom ”Big Up” er noget af det bedste der er kommet ud af MFS lejren, så ville det være syndt at sige, at det står på MFS’es regning. Pharfar producerer, Eaggerman stjæler showet, og de tre personager, der burde være i centrum, reduceres til ufrivillige feats på hvad der minder om et Bikstop frikvarter. Og igen, – når man først har indtaget Eaggers herlige flow-leg ad libitum, så står det for alvor klart hvor mangelfulgt et flow en som Wood besidder. Ja jeg vil faktisk ikke engang sige, at han flower dårligt, for han snakker i virkeligheden bare i stikord. Der er intet glidende eller flydende over hans ordsammensætninger, det minder mere om harkende oplæsning fra en bog. Jeg sad vitterligt og fik den tanke, at han burde udgive en bog, for jeg sidder med den opfattelse, at han er manden med flest spændende fortællinger og ar på sjælen, men han er så sandelig også manden, der har sværest ved at fortolke dem.

En af MFS’es absolutte forcer på Bandaniseret var deres omkvæd, som gav numre som “Det Går Stærkt”, “Hvor Langt Vil Du Gå”, “Toppen Af Verden”, “Rul Med Os” og et nummer som “Ingen Opposition” “det der” ekstra. Dem er der ingen af på Gadens Vilkår. I stedet – og det virker meget som udvandet kompensation – er flere skæringer blevet tilsølet med stadium-tunge rock-guitarer, som i denne signaturs ører blot undertegner produktions-klicheerne og gruppens mangel på fornyelse af in-your-face attitude.

Afsluttende må man sige, at det meste er som det plejer. Noget er blevet bedre siden sidst, andet har bare ikke rykket sig, hvor det nok havde været favorabelt med en smule udvikling. Og at MFS har sparret deres storstilede omkvæd væk til fordel for komplet ligegyldige guitar riffs pynter heller ikke just på regningen. Brød man sig ikke om MFS før vil dette ikke ændres med Gadens Vilkår. Var man fan vil man glædes stort over deres anden udgivelse, og for en som mig, som ikke har ben i hverken den ene eller anden lejr, vil man nok synes, at nærværende skive er et hak eller to ringere end debuten.

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter