“Det’ Kidd op i den her!”
Med mindre man har været holdt fanget i en kælder det sidste års tid, så har man stiftet bekendtskab med kultfænomenet Kidd. Han er på rekordtid gået fra at være en lidt mærkelig og (på mange måder) skæv rapper, til at spille talrige koncerter for tusindvis af begejstrede fans, indspille musik med Nik & Jay, Pede B, Per V og Medina, og have de fleste af de største pladeselskabers øjne rettet imod sig. Jeg vil vove at påstå, at en mere dynamisk hype ikke er set magen i den danske undergrund i dette årtusinde.
Men hvor startede det hele? Engang i starten af året smed Kidd EP’en Mine Venner Snakker op på Soundcloud, og den vil vi kaste et blik tilbage på, for at prøve at forstå hypens oprindelse.
Når det kommer til Kidd, så er det helt store spørgsmål, som man enten kender svaret til, eller er ligeglad med at kende svaret til, nemlig om man forstår hypen. Personligt føler jeg mig stadig fanget et sted på midten, for samtidig med, at jeg sagtens kan se hvad det er folk ser i Kidd, så har jeg endnu ikke forstået hvad det er de ser i hans musik, rent kvalitetsmæssigt.
Men en ting som jeg tror det er meget vigtigt at forstå, når talen falder på Kidd, er at kvalitet ikke nødvendigvis prioriteres højest. Min opfattelse er, at begreber som ”nyt”, ”friskt”, ”anderledes”, ”flabet” og ”originalt” rangeres langt højere end f.eks. ”godt” og ”flot”. I Kidds univers handler det om at skabe debat, forarge, forundre og ikke mindst om at gradbøje den udbredte opfattelse af, hvad der egentlig er “fed” musik. En ting, der er sikkert at sige er, at debatten er skabt – se bare på folks reaktioner rundt omkring på nettet. Nogle skriver f.eks. ”Det jo genialt!!”, ”Du er og forbliver Danmarks bedste” og ”Det her er så random og dope at man kun kan elske det”, mens andre skriver ”Jeg håber, det er en joke”, ”aldrig hørt noget så forfærdeligt…” og endda ”…du burde tage hjem og skrive noget bedre din fucking luder…”.
Man kan altså roligt sige, at spliden er dannet og vandene delt, men hvis der er noget, der kan få én frem i verden, så er det at tvinge folk til at tage stilling til ens musik – her er Kidd en mester uden lige. Jeg tror ikke der er nogen, der synes Kidds musik er ”okay” eller ”fin nok”, – man enten elsker eller hader ham. Dertil må han siges at være en hipster-darling, og en sådan er dømt til at komme langt i dagens Danmark.
Men lad os tage et kig på selve musikken, for her bliver det som anmelder svært at forsvare den glade knægt. EP’en lægger ud med ”Dankort”, hvor Kidd – over en lånt instrumental fra Chinky – rapper om hvor meget han elsker piger, der er ”på deres dankort” og betaler for ham, for derefter at ”kneppe hårdt”.
Efterfølgende har vi ”Kysset Med Jamel”, der vel på nuværende tidspunkt må beskrives som et viralt megahit. Igen låner Kidd et beat, denne gang fra Soulja Boy, og rapper om piger han ikke vil røre, fordi de har været sammen med alle dj’s og derfor har en ”punan” man godt “kan frygte”.
EP’ens på alle måder mest rablende vanvittige nummer kommer i form af ”Originalyd”, der ret beset handler om, at Kidd er træt af at høre det samme musik om og om igen, og derfor er på jagt efter den originale lyd. Nummeret her er dog et glimrende bevis på, at ”original” bestemt ikke behøver at være en positiv betegnelse, for nummeret er vitterligt noget af det ringeste jeg nogensinde har hørt. Et fladt og intetsigende plastikbeat danner fundament for Kidd, der ”syngende” repeterer den samme sætning, med en fuldstændig uudholdelig vokal, der simpelthen tangerer tortur. Det ville også være rimelig originalt at spille klaver med en dunhammer, men jeg tvivler på, at det ville lyde godt.
Afsluttende finder vi possecuttet ”Kald Mig Bezkidd G-Mix”, hvor Kidds slæng af lyddrenge bidrager med korte vers. Formularen er den præcist samme som ”Kysset Med Jamel”, med et simpelt og måbende undervældende beat, og et vokalstykke der er choppet op til omkvædet. Dét kan vel næppe kaldes originalt?
Men hvad har Kidd egentlig at byde på, rent konkret? Lad os se på listen. Et imponerende flow: nej. Fed sangvokal: niks. Substantielle tekster: så langt fra som muligt. Lyrik eller historier som man husker: på ingen måde. Fede beats: Fandme nej – vel nok nogle af de dårligst skrevne produktioner i mands minde, lånte eller ej.
Det ser ganske vist en kende skidt ud, jovist, men hvad han til gengæld besidder er en ordentlig røvfuld attitude, unægtelig bred appel, hooks, der er lette at huske og sjove at råbe med på, og sidst men ikke mindst, hans helt egen – og dette MÅ man give ham – originale lyd; hans kejtede flow, hans næsten frenetisk ynkende måde at afslutte sine sætninger på og hans hash-prægede, langtrukne og omtågede rap-stil. Man kan altså med andre ord sige, at Kidd mangler farligt meget af det, der i mine øjne gør en kunstner god, men til gengæld besidder han uhyre meget af det, der i massernes øjne gør en ny artist spændende og interessant.
Afsluttende bliver jeg nødt til at tilstå, at det føles en smule nytteløst at kritisere Kidd for alle disse ting. Dette er kun for at sammenligne i princip, men man ville heller ikke jorde Picasso for at male skæve og abstrakte ansigter, eller Monét for at være for inspireret af haver. Det var deres stil, og ligeledes er det næsten åndssvagt at klandre Kidd for ikke at skrive bedre tekster eller rappe mere ”rappet” over mere ”hiphoppede” beats, for det er så åbenlyst ikke hans ting. Kidd “gør sin ting”, og han har startet en bølge med sin musik, som måske vigtigst af alt har samlet en hulens masse mennesker, og synes man det er en fest at skråle med på ”Kysset Med Jamel” sammen med tusindvis af andre feststemte galninge, så er der vel ikke noget mere smukt? Er man ikke til det, så er det ikke meget sværere end bare at sætte noget andet musik på.
Selv regner jeg med at komme til at se Kidd live en masse gange, føle energien og opleve den stemning han kan skabe, for på trods af, at karakteren til nærværende udgivelse ikke just er flatterende, så har jeg ikke opgivet Kidd. Han har siden udgivelsen af denne EP vist sig at udvikle sig i den rigtige retning. Men! Når det så er sagt, så vil jeg aldrig kunne finde på at sætte Mine Venner Snakker EP’en på nogen steder, for dårligere musik skal man virkelig lede længe efter! Det er rent ud sagt en drønhamrende jammerlig udgivelse. Men så igen, det er nok slet ikke pointen…
Hvad synes I? Elsker I ham? Hader I ham? Og hvorfor?
Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter
Streetwear
mathies jannik
Charlie Campari
Nicole
patrick
EnuS
chido
jasmin
Preben-arr-yeearh
84 kommentarer