Reportager Før den her, skrev vi om:

Ice Cube varmede op under Train

I aftes vendte en af hip hop’ens ‘grand old men’ tilbage til Danmark.
Ice Cube indtog scenen på Train i Aarhus og forvandlede en mere eller mindre almindelig mandag aften til et sammensurium af brølende publikummer, buldrende bas og sidst men ikke mindst, voldsom west coast rap af den allerbedste slags.

Da spillestedet Train slog dørene op til en af dette års helt store koncerter i hip hop kredse, var der ingen tvivl om at denne aften var et højdepunkt for mange. Kort tid efter at dørene åbnede klokken syv, var de første ængstelige fans allerede på plads helt oppe foran scenen, hvor de tydeligvist havde tænkt sig at blive, til de havde fået det de var kommet efter – en optræden fra “Mr. I Am The West” ham selv.

Først skulle resten af publikum dog have sneglet sig igennem det massive sikkerhedsopbud, som efterhånden er blevet en tradition ved store amerikanske optrædener. Det er nu sjældent noget der lægger en dæmper på stemningen, og også denne gang tog folk imod med et smil og et træk på skuldrene, før end de gladeligt puttede deres godkendte ejendele tilbage i lommer og tasker.

Hen imod klokken otte begyndte Train at virke fyldt, og til trods for at der stadig var enkelte billetter tilbage i døren, føltes det ikke som om at der var plads til at tilføje ret mange personer til festen. Folk trippede for manges vedkommende en smule emsigt rundt, og afventede hovedpersonens ankomst – så distraherede var de fleste faktisk, at de fuldstændig overså en af hans sønner, der indledningsvist bevægede sig, relativt uforstyrret, rundt blandt publikum med et skævt smil på læben. Det ville dog formenligt ikke kunne have ladet sig gøre et par timer senere, efter at Doughboy, som han hedder, havde stået side om side med sin far på scenen og blinket til tøserne på den forreste række.

En uges tid forinden var det en beæret Mester Jacob, der havde modtaget opkaldet med en efterspørgsel om at varme op til en koncert med et af branchens helt store forbilleder, og at dømme udfra energien på scenen, så var det en mindst lige så beæret Mester Jacob der nu stod og fyrede den af på scenen, kort tid før aftenens hovednavn gik på.
På trods af at en del af de yngste fans tydeligvis slet ikke vidste hvem manden på scenen var, så formåede han alligevel at få dem med sig til sidst, og da der blev fyret op under det afsluttende nummer, “6 Missisipi”, var der relativ bred enighed om at det var en ganske velvalgt opvarmer, som også fortsatte festen med publikum efter at han var gået af scenen.

Endelig var det blevet tid til aftenens hovedperson.
Manden som vi alle havde ventet på. Efter en lidt malplaceret pause mellem opvarmning og hovednavn blev lysene endeligt dæmpet og en velkendt røst dukkede op i højtalerne, hvorfra der blev sat for alvor gang i festen med et enkelt, alt-sammenfattende udråb; “Yay-yay” – og så var vi igang.

Ind på scenen trådte en bemærkelsesværdigt afdæmpet Ice Cube, som står i kontrast til mange af de amerikanske rappere i samme liga. Iført sort fra top til, ja… næsten tå, med undtagelse af et par paliet-beklædte Converse All-star sko, som sammen med det sorte bandana, der hang fra hans lomme, var det eneste “bling” denne rapper havde brug for. Her var tydeligvis tale om en mand, der godt turde forlade sig på talent alene, og som ikke havde brug for nogen dyre gimmicks.

Sammen med sin faste sparringspartner, WC på back-up, og dennes lillebror, Dj Crazy Toones, bag pulten, blev der lagt ud med et par strofer fra både nyt og gammelt, før der blev fyret op under den egentlige start; den moderne klassiker “Straight Outta Compton” – og derfra blev der ellers gennemført en relativt kronologisk gennemgang af nogle af rapperens største og bedste hits,  tilsat lidt krydderier fra WC, som spillede et nummer fra hans nye plade, Return of the Barracuda, og rapperens førnævnte søn, Doughboy, som også optræder som feature på Cubes seneste plade, I Am The West.

Der blev plads til meget i den halvanden times tid showet varede, men den største reaktion der var at spore blandt publikum, var uden tvivl da beatet til “Gangsta Nation” bragede ud i højtalerne, efter en tribute til den afdøde kollega Nate Dogg, der som bekendt er at finde på hooket til samme nummer. Aftenens højdepunkt var desværre også den midlertidige afslutning på aftenen, da der blev takket af efter ovennævnte nummer, men med noget så lækkert som “Go To Church” som ekstranummer blev aftenen forlænget i endnu et par minutter, sammen med et løfte fra den forsvarende mester om at han “ALDRIG vil gå på pension og ALDRIG vil trække sig, men til stedse forblive” den Ice Cube vi kender og elsker.

Så vi kan kun krydse fingre for at vi får muligheden for at opleve Ice Cube igen på disse kanter – også i de kommende år -og indtil da er der stadig mulighed for at fange ham når han spiller i Amager Bio på torsdag.

Vores fotograf var rundt og hilse på publikum til koncerten, disse og andre billeder fra aftenen kan du se på vores facebook gruppe, hvor du selvfølgelig også kan se billeder fra andre koncerter og spændende begivenheder.

Start en cypher?

én kommentar

  • Igno 20/7 2011 - 01:45

    Det var en sand fornøjelse at opleve reaktionen da Gangsta Nation droppede, for satan folk gik amok, måske kun overgået da Cube c-walkede. http://www.youtube.com/watch?v=2vxnLADxkRA (3:54 og 6:34), en fantastisk koncert!

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.