Rick Ross og hans mange håndklæder i Vega

Jeg må ærligt indrømme, at mit kendskab til den store mand fra det solrige amerikanske Miami var begrænset før denne aften. Måske netop af samme grund synes jeg, at Rick Ross virkede som et interessant navn at tage ind og se nærmere på. Hvem er denne storskæggede rapper med de langsomme beats og rowdy tekster egentlig?

Ved ankomst til aftenens arrangement, stod det hurtigt klart, at Rick Ross har en blandet fanskare på dansk jord; der var både de unge skaterkids, repræsentanter fra den danske hiphop-undergrund og opsminkede ungmøer til stede. Udover det mere backpack-orienterede publikum var man således bredt repræsenteret i forhold til, hvad man kan forvente til en typisk hiphop-koncert i Vega.

Aftenens arrangement startede ud med dansk support i form af DJ Noize, og dertil kom der en række forskellige rappere på scenen, som hver især spillede et enkelt eller to numre. Med navne som CAS, SupaJan og Kidd var der lidt indenfor hver genre, og ideen med at tage nogle rappere med forskellige udgangspunkter var ganske fin.

Skal man se på det som support act, kunne man dog godt have ønsket sig, at rapperne kom på sidst i settet frem for først. Reaktionen på at sætte rapperne på først var jo, at folk samlede sig foran scenen, men – med alt respekt for DJ Noize, så blev det en anelse kedeligt at stå og høre ham vende plader i næsten en hel time, og jeg tog mig selv i at falde i staver og tænke intetsigende tanker såsom “gad vide om Rick Ross har en person med i sin scenestab, udelukkende med det formål at bære hans håndklæder?”.

Til gengæld var der et direkte overlap til aftenens hovednavn, hvilket der skal lyde stor ros for. Til lyden af en enormt tung bas, der næsten fik én til at tro, man var stået til søs, men samtidig også med en generelt set fin vokallyd, gik Ross’en så på scenen. De fire første numre mindede mest af alt om en ”stemningsraket”, hvor publikums reaktion på første nummer var ganske rolig, men hvor gejsten og energien voksede og voksede fra nummer til nummer, for at være helt oppe på “FUCKING AYE” under hittet Hustlin’.

Rick Ross imponerede især ved at have en cool stage appearance: karismatisk, rolig men samtidig med meget bevægelse, hvilket gjorde at han skiller sig ud fra andre rappere i de højere vægtklasser såsom Fat Joe, der bare står og pumper sved på samme spot i tre kvarter. Rick Ross kom godt ud til publikum, kastede håndklæder ud, og samtidig fokuserede han frem for alt på musikken, hvilket der skal lyde stor respekt for.

Det blev hurtigt klart, at det var en fankoncert med stort F, man her var vidne til, hvilket jo ikke er en skidt ting. Men både de forreste og midterste rækker var tydeligvis godt inde i materialet, og slubrede det i sig, ikke mindst under ”If I Die Today” og ”All I Do Is Win”, hvor der blev sunget godt igennem både på og foran scenen.

Så gør det måske mindre, at DJ’en kom til at omdøbe vores hovedstad til “Openhagen”, og at Rick Ross givetvis på forhånd havde så meget streetcred i salen, at publikum ville være tilfredse med det meste. Som endnu ikke indviet var jeg stadigvæk godt underholdt af Rick Ross, og er sikker på, at det ikke er sidste gang, jeg har sat ham på playlisten derhjemme. Lidt mere på den tynde side, så kunne man godt have ønsket sig, at rapperen havde energi til mere end 45 minutter på scenen, hvilket dog efterhånden er ved at være typisk for amerikanske rappere, som kommer på besøg i Openhagen, Ockholm og andre byer i Tyskland.

Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter