Gadekunst – et sprog uden regler

Gadekunsten såvel som graffitien er for nogle en hadet gerning, som kun er til for at genere, og bliver udført af kriminelle unge, som ikke kan finde noget bedre at tage sig til. Dog er det langt fra hvad der ligger til grund for gadekunstens eksistens og kunstnerne bag. Gadekunst er nemlig på grænsen mellem kærlighed og hærværk, som det så smukt er formuleret i et hjerte.
Det handler om at fortælle en historie, oplyse og informere, sætte fokus på et emne, give udtryk for en mening eller et problem, og også gøre oprør med det ensartede og kedelige.
Hvis mennesker med den negative holdning til denne form for kunst, bare åbner en lille smule op for sluserne til deres opfattelse, så vil de få en masse ud af det og endda måske et smil, en glæde og et dejligt syn af en kunstart som er hyggelig og bevægende.

Her lægger jeg måske lidt op til debat, selvom det ikke er min mening, men der er trods alt ikke noget galt med at lytte til hinanden og give til kende hvad vi mener, for vi er et samfund med ytringsfrihed.
Hvorfor kan det være så meget til gene at en el-boks, i stedet for at være sort og triviel, bliver udsmykket med en lille figur. Og hvad gør det, at der er strikket rundt om en pæl, eller at en mur er dekoreret med kunst når det eneste alternativ ville være en tom væg? Dem er der jo masser af.

Gadekunsten er et sprog helt for sig selv, et sprog uden begrænsninger, uden regler og og det er sådan den skal blive ved med at være. Det er nemlig en udtryksform som kan nå langt ud og tage fat i folket og sige lige hvad den vil uden at blive tysset ned. Hvad der bliver skrevet på hjørnet af den ene gade, kan være vidt forskellig fra, hvad der bliver lagt op til på den anden gade.
Der er ikke noget med “lad os nu lige holde kammertonen”, for der findes ikke nogen kammertone på gadens vægge, ligesom der ikke findes retningslinjer.

Gadekunsten er lavet til og for gaden, men modtageren af denne gave er dig og mig, men også til den ældre dame som, forarget efter mødet med et opklæbet stykke papir, ryster på hovedet, kigger i jorden og mumler vredt for sig selv.
Det er følelser der kommer frem når gadekunsten udfolder sig. Jeg så MORFAI’ Hagekors og blev meget provokeret og vred, allermest fordi jeg ikke kunne forstå hvad meningen med hagekorset er, og nok ikke vil vide det. Det er ikke et billede jeg som sådan ville have med i mine klummer, men det passer godt ind her, for at afspejle at ytringsfriheden er noget som gadekunsten lever af.

For mig, er en af de skønneste ting ved gadekunstformen, at se kreativiten som kommer fra så mange forskellige personer og måder at tænke på.

Jeg kan føle at de kan være geniale og smukke, samtidig med at de er grænseoverskridende og provokerende. Der er så meget originalt og særpræget ved hver af kunstnernes bidrag, og det er en overraskelse hver gang man ser noget nyt. Hej er meget dygtig til at udforme spændende og detaljerede karakterer, også Og saa videre, som virkelig får gjort noget ud af sine fine fugle og monstre, er en fryd for, i hvert fald mine, øjne.

Om det er en luder i en gadedør fra Armsrock, eller en selvmords ramt Basco5, så er det den nysgerrighed vi som mennesker besidder der gør at vi ser detaljerne eller prøver på det når vi bliver eksponeret med visuelle betydninger og metaforer i gaden, og det giver denne kunstform en speciel rækkevide og charme.

Den figur eller sætning vi møder, fortæller noget om vores opfattelse og om os selv og vores person. Den kræver noget af os, og vi opfylder det krav helt ubevidst. For det er vigtigt for os at sammenligne de budskaber som kommer fra gadens sprog med vores egne meninger, og derfor engang imellem at tage stilling til nogle ting som vi ikke selv var faldet over oppe i hovedet, men som en tirsdag eftermiddag kom til os på muren ved siden af vores cykel.

Start en cypher? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter