Helvetikats er et kram

Denne gang har jeg besøgt det rummelige, hyggelige galleri helvetikat i forbindelse med den udstilling de har kørende lige nu “Bert meets Fimo og Fimo møder Bert” en af de mange de har puttet ind i deres travle program.
 
Der er ikke nogen tvivl om at helvetikat brænder for at vise hvad vises kan, for de skovler ind af spændende og skønne udstillinger.
Bare på de knap halvandet år de har eksisteret, har de haft gode gedigne kunstnere på programmet, bl.a. Basco5, Mormor, Lints, Frantz Flottenheimer, Tejn, Phuc Van Dang. 
Og selvom de har så mange bolde i luften, så formår de helt klart at gøre noget ud af det, her bliver ikke slækket på noget, hverken på udførelsen eller engagementet – og heller ikke på stemningen!

Helvetikats lyse og enkle udstillingslokale som er det første man ser fra gaden, inviterer til at gå ind og se hvad de hvide vægge så fint giver kontrast til.
Du er hjerteligt velkommen til at træde ind, om du ved hvad det går ud på eller er nysgerrig og vil mærke what the fuss is about.
En ældre mand vraltede udadvendt ind og spurgte lidt skeptisk hvad det handlede om og det var der selvfølgelig plads til.

Nede i kælderen finder man en skat af skønne værker fra tidligere udstillinger, og selvom der er meget fyldt på væggene, så skal der nok blive plads til meget mere i fremtiden. For her er det ikke plads mangel der vil komme i vejen for de to fyre fra helvetikat, Henrik Dybdahl og Magnus Bay Jølner.
At gå ind på helvetikats knirkende hvide gulve, er som at træde ind i et kram, et kram fra helvetikat som var det en person, et kram fra Helvetikats lune, menneskerne bag og gadekunstens opmærksomhedsvækkende arme, behagelighed og en oplevelse. Jeg kunne købe mig fattig, hvis ikke jeg allerede var det.

Nu har der jo været lidt snak omkring det at gadekunst mister noget af sin betydning og charme ved at kravle ind i udstillingsrummene. Bl.a. tog P1 Kulturnyt 11. maj emnet op i forbindelse med udstillingen “walk this way” i Køge. Der sad Rune Drewsen fra Rumkammerat og Christine Buhl Andersen fra køs og debatterede omkring fordele og ulemper ved at gadekunsten rykker ind på galerierne og på lovliggjorte events.
Rune tegnede et meget godt billede på en af ulemperne ved at sammenligne gadekunstens indflytning på udstillingsstederne med tigere.
Han snakkede om at det svarer til at man tager en tiger fra det vilde og sætter den i bur i zoo, altså at man fjerner tigeren fra sit vante miljø, så vi kan kigge på den, men den er dermed ikke en rigtig tiger længere. Christine Andersen nævnte så at forskellen er at gadekunstnerne i modsætning til tigerne i zoo selv har valgt at “blive fanget”.

Hvad jeg synes er vigtigt at tænke over og tage med i overvejelserne, hvis man skal se kritisk på det, er at gadekunstnerne ikke stopper med at udfolde sig på gaderne trods deres deltagelser i udstillinger.

Det er stadig gadekunst hos helvetikat, du kan tænke dig til, at det du ser i udstillingerne, også kan hænge ude på gaderne, og det gør det heldigvis også, her får du bare en koncentreret del af hvad du bliver overrasket af på ufrivillige tidspunkter, og det stopper dig ikke i at opdage og opleve når du bliver konfronteret på gaden.
Det kan varmt anbefales at besøge helvetikat og både for udstillingerne og den imødekommende følelse. Og når du gør det, så læg mærke til kroge og dørsprækker som danner plads for fræk, uplanlagt leg og fantasi, men kun hvis du kigger efter.

Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter