Reportager Før den her, skrev vi om:

En legende kom til byen

27. maj var uden tvivl en dato som adskillige hiphop-entusiaster havde set frem til, da selveste Rakim lagde vejen forbi Vega, og Danmark, for første gang. Ugerne op til koncerten var præget af forventningens glæde blandt de mange fans, men mange stillede også spørgsmåltegn om hvorvidt den 43-årige Rakim kunne leve op til hypen – og om han overhovedet ville dukke op, som det så ofte er tilfældet med amerikanske rapikoner.
Tvivlen blev dog gjort til skamme, da Rakim tirsdag annoncerede på YouTube, at han var klar til at indtage København, og arrangøren Scratch Entertainment kunne fredag formiddag melde, at showet nu var udsolgt.
Dermed var der gode forudsætninger for en mindeværdig aften i selskab med en af de mest anerkendte MC’er.

Koncerten var denne aften programsat til kl. 21:00, og allerede på dette tidspunkt var der ved at blive fyldt godt op i Lille Vega – der var ingen der skulle gå glip af The God MC.
Klokken passerede 22, og efter et velvalgt set af hiphop klassikere fra DJ Graded, fik vi DJ Technician på scenen, som selvfølgelig lige skulle have publikum helt op i gear med en medley/hiphop-quiz, inden Rakim entrerede scenen – og ind kom han med sin vanlige laidback attitude, signalerende at han er kongen, eller “The God”, i lokalet.
Crowden var på fra start, og lappede det ene hit i sig efter det andet. Rakim havde medbragt det tunge skyts fra start i form af nyklassikere som Guess Who’s Back, It’s Been A Long Time og Holy Are You. Desværre fik vi kun serveret korte bidder af de ellers populære numre, og jeg er nok ikke den eneste som havde ønsket at favoritnumrene blev spillet i sin fulde længde, og måske blev spredt lidt mere jævnt i settet.
Rakim virkede til tider lidt distanceret fra sit publikum, og det er tydeligt at hans force ligger i hans omdømme som anerkendt lyriker mere end som stage performer, og det var nok en fordel at han ikke var sat til at spille på Store Vega, hvor opgaven simpelthen havde været for stor.
Publikum viste sig heldigvis at være mere end tilfredse med endelig at få lov at opleve dette hiphop-ikon, og det virkede som om at Rakim efterhånden blødte lidt op, og i sidste ende også virkede glad for at have taget turen til København.

I løbet af showet kom vi naturligvis lidt rundt i Rakims bagkatalog, og folk med trang til oldschool hiphop fik også stillet deres sult med numre som I Ain’t No Joke, Paid In Full og Don’t Sweat The Technique på denne aften, hvor det var præcis 25 år siden udgivelsen af Eric B. For President.
I det hele taget stod denne aften i nostalgiens tegn. Selvom Rakim gentagne gange forsøgte at hype sin nyeste plade 7th Seal, er det helt klart at manden lever på sit navn og sine bedrifter i fortiden, og showet var da også et gammeldags et af slagsen, bestående af bare én (måske lidt for dominerende) DJ og én MC, de klassiske call-and-response rutiner osv. Ikke helt overraskende for dem der kender lidt til Rakim, fik vi også en smagsprøve på hans evner bag pladespillerne.

Selvom den halvanden time lange tur ned af memory lane havde enkelte øjeblikke med manglende intensitet, var koncerten i sidste ende mere end godkendt, og feedbacken fra publikum op mod Rakim blev velmodtaget af rapperen og gjorde at showet blev afsluttet i en rigtig god tone, hvor When I Be On The Mic fik den sidste energi frem i publikum inden den levende legende takkede af.

Fortæl dine venner?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.