Påsken er kommet, og den har taget duften af forår med sig, og det kan vi tilsyneldende godt lide, for det summer og myldrer med mennesker, som er ude for at nyde påskeferiens varme, krammende solstråler.
Især på Nørrebro hvor Basco5 har samlet over 40 små, buttede, levende, smilende bjerge og bygninger sammen i et godt og solidt naboskab – det er hygge.
I anledning af påskens traditioner har Lepus Europaeus gavmildt pyntet lidt op for os med gult gækkeklip i Møllegade.
Idés hængte, bogstavligt talt, sin klassiske figur med sætningen “hang in there” på t-shirten, for at symbolisere at det nok skulle ske at de blege ben kunne blive blottet og solbrillerne igen ville få en fast plads i ansigtet.
Eller det er ihvertfald sådan jeg tolker den, for den blev brugt allerede i December hvor kulde og sne var en klage på alles læber.
Så kan man andet end at blive pjattet og glad, når vi har ventet på at komme væk fra vores hvide fjernvarmeopvarmede stuer og ud på gaderne, og så endelig har muligheden for den solvarmende friske luft.
For lige at minde os om at det ikke altid er solskin Danmark byder på, så har Evig Glad romantiseret sky, regn og lyn på en postkasse som en lille reminder.
Blød lykke, som rigtig flotter sig med meget bløde, skønne og garanteret tidskrævende strikkede installationer i gadens trafiklys og lygtepæle, har på Nørrebro hængt et lille enkelt skilt op på en gren. Tilmed har Smil Lidt Mer fundet cirkusbjørnene frem, og efter at have mødt den første skal du ikke gå langt, før du møder endnu flere bjørne.
Faktisk har streetarten og graffitien det rigtig godt i Danmark, og den har også lidt vokseværk. Der dukker mange gode, søde og interessante fund op som ikke er velkendte… endnu. Og de er hjerteligt velkomne i mine øjne.
De er mine solstråler når jeg går på gaden i al slags ‘dårligt’ vejr.
HEJ, som er en af de nyere og – for mit vedkommende - kærkomne gadekunstnere, har helt klart sat et stort indtryk. Der er klistret en masse paste-ups op i byen for nylig, specielt på Vesterbro, og det er nogle imponerende tegninger, udført med stort engagement, der er værd at stoppe op for, og hver og en kan give en forskellig stemning.
I galleriet har mit kamera bla. ikke kunne holde sig fra en vis fugl på Frederiksberg…
Der er også en håndfuld gadekunstnere, som bevidst ikke har et navn – og ikke ønsker det. Det handler om ikke at skulle have credit for deres opfund, og dermed ikke skulle leve op til noget. De har mulighed for at udfolde sig bredt, fordi der ikke forventes af dem at der skal være en vis stil over deres små værker.
De tager en ide og giver den liv, og den næste ide i rækken kan være helt i en anden boldgade.
Derfor kan jeg heller ikke sige hvem der har tegnet den venlige dørtelefonvogter, men han ser behagelig ud, så jeg ville glæde mig over at bo hvor han har sin vagt.
Det gør dog heller ikke noget at man ikke altid kan identificere hvad man ser, bare det giver en noget – som et smil eller en tanke.
Vi kan jo ikke alle være Sidney Lee og gå rundt og prøve at være berømte for alting og ingenting, det budskab kommer nu også fra en Kissmama figur, som opfordrer dig til at “give op, fordi berømmelse er nytteløs”.
Har du brug for lidt sødt at trøste dig på, så forærer TJ Delicious lies væk, som fjer på en høne.
Streetart-artisterne er i hvertfald kommet ud og lege, så hold øjnene åbne og få de små kreative input i hverdagen eller, netop nu, i din påskeferie.
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter

















3 kommentarer