Struglaz kollektivet er et forholdsvist ungt tiltag på den danske rapscene, men med Balthasar (der udgav EP’en Produktet sidste år) og Mund De Carlo (der har deltaget i MCs Fight Night og været at finde på flere Spytbakken mixtapes) i front, er de hurtigt blevet et rapoutfit som folk taler godt om og har høje forventninger til.
Selv har jeg observeret dem på sikker afstand uden for alvor at lade mig imponere, men ser man på numre som ”Dagen Er Gået” fra Spytbakken Vol. 3 og ”Et Ord Er Nok” fra Spytbakken Vol. 5 (der måske ikke ligefrem er en personlig favorit, men som unægtelig havde noget smooth over sig) forstår man hypen. Men det er ikke kun guldstøv drengene drysser af sig – dette er Mund De Carlos debut EP Det Tar’ Tid et godt eksempel på, for på trods af intentioner om at skabe et fremtidigt mesterværk (…agtigt), så er der faktisk ikke rigtig noget på EP’en, der peger i dén retning.
Carlos er teknisk dygtig, det kan vi snildt blive enige om. Han får ofte snørklet ord og sætninger sammen på ganske imponerende vis, og det er lækkert at lægge øre til et flow, der nærmest ikke gentager sig selv i to efterfølgende bars. Som han siger på ”Travlheden Blænder” så lever han nærmest ”i en verden af dobbelt tempo”. Slutstykket på intronummeret er en eksplosiv magtdemonstration i dette. Men ”dygtighed” er et vidt begreb, og teknisk dygtighed alene er ikke altid tilstrækkeligt, som det er tilfældet her. Mund De Carlos stemmeføring lyder ofte påtaget paranoid og selvmedlidende (”Alt Klikker” er et grelt eksempel herpå), og hvor det ikke før har været et decideret problem, i og med at man har fået serveret ham i små doser, så er oplevelsen noget anderledes når man sidder til bords med ham i en hel halv time. Det bliver simpelthen trættende at lægge øre til.
Når vi nu er i gang med den mindre flatterende del af kritikken – ja i må undskylde at jeg skærer så direkte ind til benet – så er der yderligere noget ved denne udgivelse, der desværre gør den temmelig svær at holde af – nemlig produktionerne. De er rent ud sagt undervældende.
Chewbacca har produceret ”På Kanten”, som, uden at være himmelråbende fantastisk, tager førstepladsen for bedste beat, resten står på Struglaz-holdets regning, og skåret over én kam lyder det som spyttet ud af et billigt beat-making program. Jeg forstår udmærket, at dette ikke just er fed læsning hvis man er producer og har siddet og arbejdet ihærdigt på disse beats, men det her er ærlig talt bare ikke særlig godt. Trommerne er flade, de nogenlunde velspillede akustiske elementer af piano og guitar går ikke særlig godt hånd i hånd med de computerprogrammerede indslag af synth, og når så de klichéfyldte strygere falder ind, så er billedet simpelthen komplet. ”Travlheden Blænder” er det grummeste eksempel, med et overvældende hav af ineffektive up-tempo elementer, der slet ikke spiller sammen. Ellers et virkelig fint afsluttende klaverstykke – hvilket spild. Suk. Sorry guys.
Oskar & Thomas Defiant Robbers skal dog have credit for deres musikalske bidrag på “Når Du”, der byder på flere interessante ting og sager, så som et virkelig fint tangentspil og et helt udmærket omkvæd fra Aleksander. Problemet er bare, at nummeret lover noget som resten af EP’en slet ikke kan holde, og som afsluttende nummer kan det ikke rette op på det alt for haltende helhedsbillede.
Det værste ved det er, at når musikken ikke falder i ens smag, så er man logisk nok mere tilbøjelig til at springe lettere over lyrikken, og dette er en skam hvis teksterne rent faktisk har noget at byde på.
Som EP’ens titel antyder, kredser Mund De Carlo om emner, der har ”tiden” som fællesnævner, for som han selv siger, så ”er tiden der altid, og den er en mester i at få følelser frem i folk”. Det kan han vel godt have ret i, men spørgsmålet er, om ikke det bare er en alternativ og semi avantgartsy-fartsy måde at beskrive ”endnu” en EP på, for med hånden på hjertet må jeg sige, at jeg ikke fandt noget synderligt ekstraordinært ved lyrikken på Det Tar’ Tid. Jovist, der er gode momenter undervejs. Historiefortællingen i ”På Kanten” har noget dragende over sig, og førnævnte ”Når Du” byder på ganske velskrevne passager om inderlig kærlighed.
Men all in all bliver jeg nødt til at sige, at der er meget lidt på Det Tar’ Tid, der giver mig lyst til at vende tilbage. Den største del af skaden forårsages af produktionerne, der hænger som en tung lænke om Mund De Carlos ben. Han er bestemt ikke et kedeligt bekendtskab, og han gør et bravt forsøg på at gøre en god rapfigur af sig, men han taber desværre kampen imod de lunkne produktioner, der bærer størstedelen af skylden for tildelingen af de to bobler.
Start en cypher? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter
Streetwear
mathies jannik
Charlie Campari
Nicole
patrick
EnuS
chido
jasmin
Preben-arr-yeearh
129 kommentarer