Tilbage i 2009 slog Forssling og Timur hovederne sammen, og lavede nogle sange over en weekend, der endte på en EP med det sigende navn Rap På En Weekend. Sidste år smed de Gratis Promo CD på gaden som Unbalanced Procutions; en gruppe de havde dannet med nogle af deres homies. Jeg anmeldte pladen, gav den to bobler og skrev blandt andet, at det både var ”vakkelvornt”, ”decideret stupidt” og til tider ”underholdende patetisk”. Sjovt nok erklærede Forssling selv sig enig i ”dybest set” al kritikken, og beskrev selv projektet som værende en omgang ”gøglet lort”.
Nu har de to så slået hovederne sammen igen, og taget skridtet videre med deres næste ”koncept”-EP betitlet Rap På En Uge – I kan vel næsten gætte jer til, hvor lang tid de har brugt denne gang.
Første problem opstår allerede idet de kalder dette produkt en ”koncept-udgivelse”. Cunninlynguists’ A Piece of Strange er et konceptalbum. The Streets’ A Grand Don’t Come For Free er et konceptalbum. Janelle Monáes The ArchAndroid er et konceptalbum. At sætte en stram tidsramme om skabelsen af en udgivelse kan ikke kaldes et koncept. Det er en halvfesen dogme-reglementeret proces, der måske minder lidt om Dogmelistic i ideologien, men som i sin natur oser af dovenskab.
Jeg kan ikke komme i tanke om én eneste fornuftig grund til at skabe en udgivelse ud fra disse præmisser. Måske hvis man var overnaturligt fantastisk til at producere og spytte rim, men når man er så åbenlyst mangelfuld og urutineret som drengene her desværre er, så må man stille sig uforstående overfor ideen bag dette projekt.
De otte numre er alle produceret af Forssling, der også stod for musikken på deres forrige udgivelser. Titelnummeret, ”Godnat” og ”Vrøvl” har fine beats, – jeg kan især godt lide vokalsamplet på ”Godnat”, der lyder som taget fra Sphaerens ”Søvnlæs”, og den atmosfæriske minimalisme på sidstnævnte. Resten af produktionerne virker dog som overkogt spaghetti: slattent og kedeligt. Det lyder billigt, og det fremgår virkelig tydeligt, at det er lavet på en uge. Der er groft sagt ikke rigtig noget der fungerer. Det er der, men det vil ikke rigtig noget. Det samme kan siges om rappen. Der rimes for rimenes skyld. Tag fx linjer som,
”Vi et makkerpar der pakker mange rim og rammer takter /
Og samarbejder som soldaterkammerater som der nakker andre”
Jovist er der gjort godt brug af assonanser, men hvad i himlens navn vil de med det?
Andre gange er rappen simpelthen decideret umulig at høre. Forsslings vers på åbningsnummeret byder på så store mængder mumlen og falden over ord midtvejs inde, at jeg ganske enkelt tog mig selv i at grine, da jeg læste teksten til nummeret på deres Bandcamp samtidig med at det spillede, og nærmest ikke kunne genkende et eneste ord. Jeg erkender dog, at enkelte linjer stod frem som rimelig gennemtænkte, fx når han rapper: ”vi har det du ikk’ ka’ fuck’ med, som et kyskhedsbælte”. Desværre skal man igennem så forfærdeligt meget metervare-rap for at komme til de få guldkorn, at de glemmes ret hurtigt. Med en linje som: ”det gør ondt at være kunstner, men kun når fans bliver’ til kunder og moralen bliver’ sat til siden” viser Timur, at han stadig er manden med potentialet, men på Rap På En Uge bliver det bestemt ved potentialet.
Omkvædene er ligeledes en halvsørgelig historie hele vejen igennem – enten bliver der skrålet igennem med mildest talt elendige sangvokaler, eller også er rappen blevet sølet til med besynderlige computereffekter, der på ingen måde udgør et formål til den specifikke sang.
Det sidste søm i ligkisten bliver slået i når man erfarer, at der er noget så grelt som produktionsfejl i den CD man sidder og lytter til. Jeg kan forstå at mixing og mastering ikke er perfekt når tiden har været så knap – ikke at det er en undskyldning – men når flere sange bliver afbrudt af sorte huller og øredøvende skratten i op til ti sekunder af gangen, så er det til at blive decideret sur over.
Nu ender jeg med garanti med at blive ”ham den sure fra WOTS.dk, der ikke kan lide noget rap overhovedet, som kun sviner folk til og dræber undergrundskulturen” igen, men jeg bliver nødt til at sige, at jeg finder det en smule højrøvet at bruge en sølle uge på at bakse en lille EP-udgivelse sammen, og så rent faktisk tro helt seriøst på, at der er nogen der gider lægge øre til det, endsige bruge flere ubetalte arbejdstimer på at anmelde det.
Rap På En Uge har været spild af min tid, både som anmelder og som privatperson, og det er udgivelser som denne der har gjort, at vi her på WordOnTheStreet.dk har indsnævret vores anmelder-favntag en smule, for hvis alle og enhver tror, at de kan smede en lunken skive sammen på ingen tid og få den anmeldt her på siden, så har vi givet et forkert signal.
Det er meget muligt, at hiphop anno 2011 er et allemandseje, men derfor skal man som kunstner stadig huske på, at der er folk ”derude”, der har et virkelig stærkt forhold til genren og kulturen, som vil blive stødt over – og finde det yderst respektløst – at opleve hiphoppen udsat for denne behandling – undertegnede inklusiv.
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter
Streetwear
mathies jannik
Charlie Campari
Nicole
patrick
EnuS
chido
jasmin
Preben-arr-yeearh
62 kommentarer