I dag, mandag den 14. marts, udkommer L.O.C.s femte soloalbum, “Libertiner”, til stor glæde for mange fans rundt om i landet. Weekenden har derfor stået i de dekadente 50eres tegn til de to releaseparties, der blev afholdt fredag og lørdag, i henholdsvis København og Århus.
WOTS var med, da de golde vægge i Turbinehallen i Aarhus blev forvandlet til et nostalgisk ‘neverland’ for hip hop entusiaster.
Klokken otte lørdag aften åbnede dørene til en af årets måske mest afventede begivenheder i hip hop sammenhænge.
L.O.C. havde ‘indbudt’ til lyttesessions for hans nye album og de der var hurtigst ude og havde anskaffet sig en billet, fik dermed mulighed for at høre det nye album igennem for første gang, i selskab med kunstneren selv.
Aftenens indbydelse lagde op til en temafest i 50er-stil og man skulle da heller ikke lede længe efter dedikerede fans, der havde taget opfordringen til sig og var troppet op i deres bedsteforældres fineste skrud.
Selvom det ikke var alle der havde formået at klæde sig til lejligheden, var det mere reglen end undtagelsen og den røde løber foran Turbinehallen i Aarhus, var blevet trådt godt til af kvinder med ildrød læbestift og fyre i jakkesæt og hvide skjorter med seler.
På den anden side af den store, sorte port var værten travlt optaget af at ryste hænder og tage billeder med afventende fans, der gladeligt stod i kø i den tid det tog at kæmpe sig op og hilse på aftenens hovedperson.
Rundt omkring i den dystre, tomme fabrikshal sad folk henslængt på sorte støbejerns-senge og ved store rundborde, der stod spredt centralt rundt i den ellers tomme hal og hvis man så bort fra plastik-krus og diskokugler, var det i det hele taget ikke så svært at drømme sig et halv dusins årtier tilbage i tiden – om ikke andet så for et kort øjeblik.
For selvom det var svært at ignorere de ekstremt kolde murstensvægge og det meget industrielle ‘feel’, der i det hele taget var over stedet – noget der umiddelbart godt kunne være undgået med en smule ekstra indsats – var der en gennemført fornemmelse tilknyttet hele affæren, der absolut ikke mindede om noget ‘traditionelt’ hip hop releaseparty.

Det mindre traditionelle stoppede da heller ikke ved temaet eller udsmykningen; den sædvanelige optræden, der som regelt er forventelig i forbindelse med et releaseparty, var heller ikke at finde på aftenens program. I stedet trådte L.O.C. ind på scenen for en kort bemærkning og bød velkommen til gæsterne, der derefter fik lov til at lytte til pladen i dens fulde længde og selvom der ikke foregik noget specielt deroppe, var der stadig en del der valgte at flytte festen op til scenen, hvor lydforholdene var bedst.
Det var dog ikke alle der var helt tilfredse med den utraditionelle tilgang til fremførelsen af det nye materiale. Rundt omkring kunne man høre at folks forventninger til en “lyttesession”, tydeligvis oversteg det der blev leveret i løbet af aftenens første par timer, men en live-optræden blev folk da ikke helt og aldeles snydt for denne aften.
Med til at fejre den nye udgivelse var en gammel bekendt af L.O.C., der også selv fik mulighed for at give publikum en smagsprøve på sit eget debutalbum.
Den pladeaktuelle rapper fra Slagelse; 4pro, havde taget turen med over bæltet og gav et par numre i selskab med ‘hook-man’en David Dieu, før end aftenens hovedperson, L.O.C., igen indtog scenen for en stund.
Denne gang blev han mødt med et lidt større bifald end tidligere, da hans intentioner nu var at gøre hvad han gør bedst og sætte festens anden akt igang med et passende brag, hvilket han da også fik gjort til et 12-tal i rampelysets vante skær. Selvom det ikke var hans nye materiale, var det dog tydeligvis noget publikum kunne lide og stole og borde blev hurtigt forvandlet til ståpladser, da L.O.C. overtog mik’en og lukkede aftenens live-afdeling med et par moderne klassikere fra hans tidligere album.
I det hele taget var der lagt op til en anden halvdel af aftenen, der formentlig ville blive mindst lige så underholdende som den første, så alt andet lige må målet siges at være blevet nået meget godt og selvom nogle måske havde forventet mere af en rapper der er relativt kendt for nyskabelse, så ville det være en skam at påstå at billetpengene er spildt – alene på grund af den signerede cd, som samtlige gæster kunne tage med sig hjem i foret på trench-coaten.
Du kan se flere billeder fra aftenens releaseparty/lyttesession på vores facebook site, hvor du også kan holde dig opdateret om de seneste nyheder fra WOTS.dk
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter






én kommentar