MPC og Triple S – DEMOner (Anmeldelse)

Psykopatiske rappere og revolutionære players kæmper imod dæmoner

Konstellationen MPC & Triple S er en sammensmeltning af de to Jyllinge-grupper Delta 9 og Jay to the Triple S, der i slutningen af 2009 valgte at slå hovederne sammen og lave musik under fælles fane, og med rapper/produceren Marleone som knudepunkt debuterede de sidste år med konceptalbummet DEMOner.

Syv mand tæller gruppen, og med så mange MC’er om mikrofonen, er det vigtigt at kigge på gruppe-mentaliteten, og her er vi ude i en både/og -affære.

- Den vel nok vigtigste faktor for, om en gruppe fungerer, er at de har en fælles forståelse for vigtigheden i tag-teaming. Når en MC giver mikrofonen videre til den næste, skal denne kunne fortsætte den idé eller det narrativ som sangen forsøger at portrættere. Jeg ved godt det er ved at være et slidt og lidt unfair eksempel, men ser man på et album som Enter the Wu-Tang: 36 Chambers, der efter min mening er det bedste eksempel på den ultimative rapgruppe, så har man en større flok rappere, hvor selv førstegangslytteren ville kunne udpege dem enkeltvis baseret på deres karakteristiske flows. Har man først sagt Wu-Tang må man altså også sige RZA, GZA, Meth, Rae, Ghost, Ol’ Dirty osv. Har man først sagt MPC & Triple S må man desværre ikke nødvendigvis sige andet, for på trods af, at gruppen faktisk er rigtig god til at holde fokus og netop give mikrofonen videre, så har de ikke altid nok variation i flow og karakteristik til at isolere sig som enkeltstående rappere. Heldigvis er de alle ganske dygtige, så niveauet er forholdsvist højt, men det bliver en smule fladt i længden, når man selv efter en håndfuld gennemlytninger sidder og spørger sig selv, om ”ham der rappede der så også var ham, der havde tredje vers på to numre tilbage…?”.

MPC & Triple S har valgt at dele DEMOner op i fire kapitler; rapperen, psykopaten, revolutionæren og playeren. Hvorfor de har gjort dette melder historien ikke noget om, men jeg går ud fra, at de er gruppens fire foretrukne sider af en rapper. De starter med ’rapperen’, og får fyret op under en god omgang braggadocio rap, og titler som ”Teknisk Set Bedre”, ”Rap” og ”Dø For Det” siger det hele. Derfra hopper de pludseligt videre til ’psykopaten’, som er vrangside-rap og voldsforherligelse, hvor de ”spermer på din mor og far”, ”har sex med dit lig til musikken af Mozart”, og så rapper de endda om Peter Plus der laver drive by i 1000 meter skoven (jeg husker nu ikke den skov så lang). Derfra tager ’revolutionæren’ over, hvor ”imod systemet” rap og politiske kommentarer bliver luftet, blandt andet på ”Revolution”, der åbnes med Lars Lykkes herlige ”mere mindre, mindre mindre” tale. Til slut tager ’playeren’ over, og rapper om billige sluts, ho’s der gagger, og en eller anden tilfældig so, der kommer med dem hjem. Okay, de nævner vist også en pæn pige på et tidspunkt.

Ingen tvivl om, at MPC & Triple S gør sig bedst som ’rappere’ og ’psykopater’. ’Player’ delen er for useriøs, og byder mest af alt på lallet drengerøvshumor a værste skuffe, og ’revolutionæren’ råber ikke helt højt nok til at få sine budskaber igennem. Rap om rap, af rappere, der ikke er helt uefne til at rappe, det er der noget ved, og når de bare slipper tøjlerne og giver den fuld skrue som skrækindjagende galninge, så er man underholdt.

Som skrevet i starten står Marleone for alle produktionerne, og lad os bare sige det som det er; det er ikke voldsomt ophidsende. Det lyder ikke umiddelbart som om, at det er det dyreste isenkram der har været taget i brug til skabelsen af disse nedbarberede og halvlunkne produktioner. Trommerne er flade og anonyme, bassen spiller næsten ingen rolle, og de forskellige indslag af guitarer, piano og dystre synth-effekter synes lidt tilfældigt. Ind imellem sker der nogle rimelig spændende ting, som guitarsolo på ”Den Jeg Vil Ha’”, Elektro-detaljer på ”Klasseforskel” og lækker bluesguitar på ”Drømme”, men alt i alt er produktionerne mildest talt undervældende.

MPC & Triple S har et tydeligt potentiale, men på DEMOner lyder det mest af alt som om, at de har haft en helvedes masse ideer som de simpelthen bare har prøvet af, uden frygt for at bryde de logiske rammer og uden at bekymre sig om at bevare den røde tråd. Jeg savner at de er lidt bedre til at iscenesætte sig selv enkeltvis, så man som lytter bare ved lige prævis hvem det er, der rapper. Og så savner man en mere imponerende lydside. Det er måske i virkeligheden de demoner de kæmper imod?

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter