Når ballerinaen drejer den forkerte vej
Her for ikke så længe siden var jeg inde på en side, der havde med menneskets hjerne at gøre. Der stod noget om, hvordan hjernehalvdelene fungerer, og hvordan nogle mennesker fx bruger højre side mere end venstre, og hvilke karaktertræk man kan få deraf. Der var en lille test til artiklen, i form af et bevægeligt billede af en ballerina, der drejede rundt om sig selv på et ben. Afhængigt af, hvilken hjernehalvdel man primært er ”styret af”, ville man opfatte ballerinaen dreje enten med eller mod uret. Der stod, at langt de fleste ville se hende dreje imod uret, da det er mest ”normalt” primært at bruge venstre hjernehalvdel. Jeg så hende dreje med uret. I denne test så jeg altså ikke det samme, som flertallet. Jeg tror det samme gør sig gældende med Lucy Love.
Da hendes debutalbum Superbillion udkom, var alle helt oppe at køre over den ”nye danske sensation”. Anmelderne slyngede tårnhøje karakterer efter hende, og folk stod nærmest i kø for at fortælle hvor fantastisk hun var. Det gik dog aldrig rigtig op for mig, hvori det fantastiske bestod. Nu er hendes opfølger Kilo ude, og ligesom det var tilfældet sidst, vil jublen ingen ende tage. Min højre hjernehalvdel tillader mig stadig ikke at forstå hypen.
Lucy Love er cool live. Hendes musik er en fest i sig selv, og hun er kendt for sine iøjefaldende kostumer, futuristiske lysshows og gennemførte on-stage koncepter. Men hvis man tager alt det visuelle væk og kun koncentrerer sig om musikken, uden at blive malet af, hvad der møder ens øje, så finder man hurtigt ud af, at der er en god grund til at Lucy Love’s visuelle univers spiller så stor en rolle: musikken er virkelig ikke meget værd uden.
Lucy Loves flow er til tider ganske solidt, uden for alvor at imponere, men til gengæld besidder hun hverken en stor sangstemme eller velskrevne tekster. Jeg var faktisk ved at falde ned af stolen over hvor ringe teksterne på Kilo er. Godt nok er det her ikke musik man sætter på for at blive stimuleret af ord og historier, men ikke desto mindre bliver jeg nødt til at sige, at jeg er dybt chokeret over, at man som kunstner kan reducere hele tekstaspektet på sin plade til uudholdelig fyld, uden at have et problem med det. Tag fx den komisk ringe ”I’m A Rapper”,
”Right DJ spin my record come on scratch me like Uhhh /
Selecta pick my tune because you know that I’m like Uhhh /
Cos I don’t give a….. Nooo, I just give a Uhhh /
Uhh-Ah-Uhh-Ah-Uhh-Ah-Uhh-Ah-Uhhh”
Senere hen bruger hun undskyldningen “Spitting nothing but gibberish and still I’m killer catchy” til at slippe fra linjer som
”Fee-fi-fo-fum keep’ em high on he-li-um /
Strobe that shit like po-ke-mon /
Technicolor he-li-um”
Tilbage sidder man blot og tænker wha-ah-uh-ah-uh-ah-uh-ah-at?!!!?!
Bag knapperne sidder atter engang Lucy’s partner in crime Yo Akim, og heller ikke her er det helt uden problemer. Yo Akim har taget alle de spraglede elektroniske elementer man kender ham for, og så simpelthen æltet dem med et vældigt misk mask af nintendo støj, blip blop lyde, insisterende synth impulser og alverdens computereffekter, tilsyneladende helt uden bekymring for om det overhovedet lyder godt, hvilket der bestemt ikke er nogen garanti for på Kilo. Der er ingen tvivl om, at det er en unik lyd Lucy Love og Yo Akim har sammen, og en af grundende til, at de er blevet så store er, at de sidder på denne genre helt uden konkurrence. Til gengæld tror jeg også, at den manglende konkurrence skyldes, at alle andre undgår genren totalt, da der er en overhændende fare for, at det ender ud i en rodet pærevælling frem for god musik, hvilket desværre er tilfældet på størstedelen af Kilo.
Lucy Love skal enten opleves live eller på dansegulvet, hvor Yo Akims produktioner fungerer fortrinligt og man alligevel ikke bider mærke i teksterne. Men sidder man med musikken i ørerne uden at blive forstyrret af andet omkrig sig, så er det dæleme dårligt. Men så igen, jeg så jo ballerinaen dreje med uret, så måske det bare er mig….?
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter
Streetwear
mathies jannik
Charlie Campari
Nicole
patrick
EnuS
chido
jasmin
Preben-arr-yeearh
14 kommentarer