Jazz to the Band – Støv (Anmeldelse)

Yderst veldrejet jazz-hiphop, der dog synes fanget i fortiden

Emma Lill’ er navnet på det nye pladeselskab, der netop er blevet søsat, og bag roret står Jacob Blæst, Klør F.M. og Peter Blah, der er klar til at fodre folket med oldschool’ed jazz-hiphop. Første udgivelse fra selskabet er med gruppen Jazz to the Band (Blæst + Klør) og deres ovenud finurlige Støv.

At JTTB har kaldt deres plade for Støv er nærmest en underdrivelse. Jeg kan vist med sikkerhed antage, at de to har nærstuderet og lyttet til en længere række jazz-inspirerede hiphop plader fra 90’erne, og et forsigtigt gær herfra lyder på, at plader som Midnight Marauders, 36 Chambers, Daily Operation og Smashhits In Aberdeen står i deres pladesamling. Klør F.M. har stået for størstedelen af produktionerne, og han har sat elastiske basgange sammen med trommer, der virkelig lever op til pladens titel, og saftige indslag af klaver, horn og blæsere og veldrejede samples, og skaber et kontinuerligt lydbillede, der faktisk lyder umiskendeligt som et levn fra fortiden. Den slags beats som man både kan nikke med nakken og flade ud i sofaen til. Adam Kay har produceret pladens åbner ”Du Ku’ Slå TIL!?!”, hvor skæve klavertangenter parres med et klejnt strejf af bluesguitar og underspillede, men yderst markante trommetamp. På ”Grundstoff” kæmper gulvbas og trommer en indædt kamp imod hinanden for at vinde rampelyset, hvilket resulterer i lidt af en tung sag. Og på ”Level 70”, der godt kunne gå hen og være pladens mest funklende skæring, er blæsere, klaver og et monstrum af et backbeat simpelthen klippet mageløst sammen. Gennemgående ganske glimrende lydside.

Lyrisk set er det en lidt anden historie – på godt og ondt. Jacob Blæst og Klør F.M. har tydeligvis været meget opsat på at operere i en rap-stil, der ikke lyder som nogen andre herhjemme. Denne mission har de fuldført ved at skabe en stil, der både er imponerende, kompliceret, skæv og ragende vanvittig!

”Wack er et prædikat der passer perfekt til dit swag /
Der’ så’en lidt min-stemme-er-lige-gået-i-overgang-out-og-tune-backpack-halvtreds-gangster-hat- og-partisaner /
Helt sikkert ikk’ wack ifølge dig selv /
Men den eneste bitch der bliver’ smacked er ælle bælle mig fortælle, du gætter selv”

I JTTBs univers er form og struktur relativt. Det ene øjeblik rapper de med en ligetil rimstruktur, der fordøjes uden de store problemer, for med ét at skifte over i komplicerede flerstavelsesrim og indviklede allitterationer, for så at skifte tilbage til en let levering – og sådan kører de frem og tilbage som det passer dem. De er bestemt dygtige – rigtig dygtige endda – men selve teksterne kan til tider være lidt af en kamel at skulle sluge, og nogle gange bliver det hele så skævt og underligt, at rimene lader til at overskygge selve meningens signifikans. Men når alt kommer til alt, så foretrækker jeg det skæve og til tider uforklarlige frem for standart rap, komplet blottet for originalitet eller vovemod.

Det, der i mine øjne tynger mest på Støv, er at drengene har det med at dyrke genretrofastheden for slavisk. De er som før skrevet tydeligt inspireret af 90’ernes hiphop, og ofte fremgår dette så markant, at man sidder med en fornemmelse af, at de er fanget i deres egen nostalgi. Jeg sad tilbage med et lille ønske om, at de bare én gang ville have dyppet tåen i den eksperimentale pool, og bygget lidt videre på alle de ideer og koncepter de har lånt af. De producerer fantastisk flot, og de er hamrende spændende at lytte til rent rapmæssigt, men der mangler en snas personlighed i det overordnede udtryk for, for alvor at tryllebinde mig.

Men jeg ville sgu lyve hvis jeg sagde, at det her ikke er godt! Det er underholdende og flabet, og så er det et gedigent håndværk, der dog mangler lidt mere personlighed fra de to bagmænd. Det kan tids nok komme, som debut fra Emma Lill selskabet er Støv en super plade.

Annonce Få fingrene i Jazz To The Band - Støv, LP her »

Fortæl dine venner? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter