Dette er den sidste ud af 4 klummer om RAPOLITICS, og de forrige 3 kan læses her.
4 uger, et coach kursus, en masse hiphop, højdesyge og et par ture i det bolivianske natteliv senere, sidder vi nu i et fly – AA922 La Paz – Miami, på vej hjem mod København. Projekt RAPTIVISMO en El Alto kører nu videre med ungdomsorganisationen KAI i spidsen.
Hjem det skal vi jo. Selvom fristelsen til at blive er stor.
Den sidste uge inden afgang er gået med at forberede de kommende aktiviteter i El Alto.
Vi har givet coachene det sidste input og presset de sidste gode råd og erfaring ud af os, for i fællesskab at udvikle et program for Playground og skolebesøg.
Derudover har vi deltaget i en række møder med UNICEF, besøgt fængslet San Pedro og lavet promotion for projektet og det kommende Playgorund-forløb. Bl.a. med deltagelse i et landsdækkende program på den bolivianske Canal 7. Her gav Wayna Rap og Peter en smagsprøve på deres politiske tekster, Crazy Mouse havde kridtet danseskoene og fyrede den af, mens Aya og Grover fortalte om RAPTIVISMO en El Alto. En par herlige kameramænd zoomede begejstret ind og ud på dét, der fangede deres opmærksomhed.
De næste trin i RAPTIVISMO programmet
I dag d. 14. starter Playground. Et intensivt kursus bestående af 2 ugers rap, kommunikation og politik efterfulgt af 2 ugers indspilning i studie. Det er det første af slagsen i Bolivia, og vi er spændte på at høre fra de bolivianske coaches, når de første erfaringer er høstet. Hvem er de unge, der umiddelbart lader sig inspirere af hiphop?
Playground #1 i Bolivia forløber over 4 uger. Der er workshops hver dag, og de tilmeldte unge får derfor mulighed for et fordybe sig i dialoger, tekstproduktion, rap og indspilning.
Vi kan derfor også se frem til de første tracks fra Bolivia om et par uger!
Men ud over Playground, venter der de nyuddannede coaches en masse andre interessante aktiviteter. De møder, vi har haft med UNICEF har givet et bedre indblik i, hvad det er for organisationer, coachene skal ud og lave workshops i. Organisationerne er vidner til en helt anden realitet, end den vi kender i DK. Overordnet arbejder de med gadebørn, voldsramte børn og unge, arbejdende børn og unge, og unge i konflikt med loven.
Vi har gennem organisationerne fået kendskab til en række eksistenser, der uden organisationernes arbejde, ville blive glemt og overset i en i forvejen for mange barsk hverdag.
Flere af coachene bærer selv på barske historier. De har brugt rap-musikken som udtryksform og organisationen KAI til at tage styring i eget liv og bruge deres erfaring på en konstruktiv måde.
Det er fedt at opleve, hvordan hiphop’en har været med til at give coachene et værktøj, som de nu kan bruge til at møde andre unge med et skrøbeligt fundament. For os er det netop essensen af, hvad hi hop er og bør være. En udtryksform, der giver stemme til de marginaliserede, udsatte eller ekskluderede i samfundet.
Tilbage i flyet sidder vi med en fornemmelse af, at have været med til at sætte noget i gang. Lige præcis hvad, ved vi ikke endnu. Men der sker ting og sager i El Alto, og det er svært at skulle forlade det.
Til sommer tager en lille gruppe fra Rapolitics dog afsted igen for at følge op på projektet og deltage i sommerens hiphop festival, som Rapolitics og KAI sammen skal stable på benene. I den forbindelse vil der også være et par danske rappere med fra Rapolitics egne rækker, som skal deltage i festivalen og samarbejde om musik, workshops og koncerter med rapperne fra El Alto.
- Skrevet af Aya Lee
Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter


Ingen kommentarer endnu…