Svigerfars Mareridt – Svigerfars Mareridt (Anmeldelse)

Ham, som alle kritikerne kaldte et vidunder

Endnu en maskeret rapper, der alene med sit frontcoveret melder ud, at han går ind for kvindenedgørelse og uopfindsomme kunstnernavne. Er dette mon Bulldoggs arvtager, der er kommet for at prøve lykken med sin forgængers (mislykkede) forsøg på at lave et kultfænomen? Ikke rigtig.
På trods af de mange fysiske sammenligninger, lader Svigerfars Mareridt til at være lavet af et lidt andet stof. Bevares, de ufrivilligt komiske momenter indfinder sig da undervejs, og produktionerne er ikke just banebrydende, men der er noget over Svigerfars Mareridt (SM), der trods odds’ne gør det svært ikke at holde af ham. Bare en smule i hvert fald.

”Jeg tror snart at jeg har mistet troen /
På jeg slipper væk fra den her depression/
Bevarer stoltheden og sir’ det ikk’ til nogen/
Har ingen psykolog, bruger bar’ mikrofonen”

At dømme ud fra de indledende linjer, kunne man med rette tro, at dette var endnu en ung rapper, der bruger musikken som terapi, men det ville ærlig talt være forkert at sige, at det er selvransagelse og skeletter, der rasler ud af skabet, der præger indholdet på SM’s debut. Tag bare linjer som;

”Hver weekend er jeg fucked up /
står på det lokale disko og er fucked up /
når de lukker vil jeg være mer’ fucked up /
inden jeg går kold skal jeg fandme være fucked up”.

Kan man egentlig gå kold uden at være fucked up?

Lad ret være ret; Svigerfars Mareridt lyder vel mest af alt som en plade, der byder på sjov og ballade, og dét opfylder den.
Godt nok virker det ikke bevidst, at mange af teksterne får en til at grine af SM, og ikke med ham. Fx på ”Ligeglad”, hvor han rapper om, at han ikke har nogen penge, men når han rapper…

”Min mobil er væk fordi jeg har forlagt den /
Har ingen nøgler til mit hjem for jeg har tabt dem”

…. Er det altså en smule svært at have ondt af ham. Passede han lidt bedre på sine ting, kunne noget tyde på, at han ville have lidt færre problemer at rode rundt med. Et andet godt eksempel findes på ”Knækker Din Villa”, hvor han rapper…

”…Det min største drøm at komme til at bo /
I en villa med dyre møbler og B&O /
Men jeg har langt fra råd og så fortjener jeg /
At stjæle deres for at sælge det som hælervarer”

Hvad er det for en vanvittig måde at retfærdiggøre sig selv og sine kriminelle handlinger på?! Man sidder og får helt lyst til at ruske ham i kraven og sige: ”så tag dig dog for fanden sammen menneske!”.

Jeg ser det lidt som var det en film. De bedste film er oftest dem, hvor man føler noget for hovedpersonen, hvor man holder af dem, og kan føle deres smerte. Hvis man er ligeglad med hovedpersonen, så er man også ligeglad med hvad der sker med ham. SM iscenesætter ikke sig selv som en synderligt fed fyr, nærmere som en usympatisk og halvprimitiv gut, der bare laller rundt det meste af tiden. Han gør det derved meget svært for lytteren at tage hans parti, hvilket resulterer i, at pladen også ender med at være gabende uvedkommende.

Jeg kan ikke løbe fra det faktum, at jeg flere gange har siddet og smågrint for mig selv, og som førstegangsoplevelse har pladen bestemt sine kvaliteter. Når det så er sagt, så er der absolut intet ved denne plade, der giver mig lyst til at høre den igen. Der er intet ved SM’s rapformåen der udmærker sig, og produktionerne, der lyder som en blanding af udvandet westcoast og det uudholdelige soundtrack fra den uudholdelige film Rich Kids, gør det på længere sigt decideret svært at høre pladen flere gange.

Hvis man skal tro på hvad SM siger, så synes alle kritikere at han er et vidunder, så at hans musik falder uden for min smag burde ikke gøre den store forskel.

Start en cypher? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter