RAPOLITICS er i El Alto i Bolivia for at starte et 1,5 års rap-projekt op. Projektet kickstartes med et Rapolitics coach kursus – spanish edition. De danske Rapolitics coaches er i Bolivia i 4 uger, hvor de vil skrive om deres oplevelser, hiphop i El Alto og de mange mennesker, de møder undervejs her på WordOnTheStreet.dk.
To danske coaches og en projektleder er taget afsted for at køre kurset. De skal undervise i anerkendende kommunikation og fortælle om deres erfaringer fra Danmark. Kurset skal ruste de 15 bolivianske rappere til at gennemføre workshops for børn og unge på skoler, de skal i samarbejde med UNICEF arbejde med gadebørn og børn, der arbejder på gaden, de skal gennemføre to intensive rap-forløb i fængslerne San Pedro og Chonchocoro, og de skal organisere to hiphop-festivaler i El Alto. Det hele skal ende i 3 cd’er med politiske tracks fra El Alto og derudover også en digtsamling.
Første opdatering fra projektet i Bolivia
Vi er fløjet direkte til en kæmpe rural landsby, der ligger på bølgelængde med sneklædte bjerge. Det er helt vildt. De fleste beboere er oprindelige folk, og kvinderne er klædt i traditionelle klæder, der gør dem bredere end de er høje. De sælger fisk, frugt eller brød på små markeder, hvor mændene oftere har et autoværksted, der kan forvandle et gammelt vrag til en af de taxaer, der konstant suser frem og tilbage med dyt og råbende stemmer om destinationen: Ceja – 1 boliviano (80 øre). ”Ja tak”.
Projektet skydes i gang med en stor koncert lørdag aften. Peter fra danske Praksis optræder sammen med Thung 54 fra Peru, Lirica Perfecta, WaynaRap, Esencia Urbana, Atake Cordillera fra El Alto og La Paz.
Vi har haft pressekonference for projektet, og der var stort opmøde af journalister og interesserede. Mange af de rappere, der skal optræde i aften var til stede for at fortælle, hvad rap betyder for dem.
Én af spørgsmålene fra en journalist lød: ”Hvordan forholder I jer til hiphop’ens tilknytning til bander og vold?”
Hiphoppere i El Alto og i resten af Bolivia oplever stadig diskrimination, da de netop forbindes med bandekrig, stoffer og vold. For at komme ind på en bar, må kasketten af og der skal godt med vand i håret. Alligevel er det ikke nok. De oplever diskrimination i arbejdslivet og en generel mistillid til, at rap kan være andet og mere end vold og bandekriminalitet.
WaynaRap er et godt eksempel på socialt engageret hiphop. De er del af en hiphop bevægelse i El Alto, som beskæftiger sig med sociale forhold – både i deres musik, men også praktisk ved at involvere sig i og være med til at starte ungdomsorganisationen KAI, der arbejder med unge og urbane udtryk som rap, breakdance og graffiti.
De har tidligere været i Danmark. Først i forbindelse med Rapolitics aktiviteter i sommeren 2009 og senere på Danmarks første undergrunds hiphop festival; Displaced Expressions. De er nu engageret i Rapolitics’ aktiviteter i El Alto og kæmper en brag kamp for at udbrede kendskabet til en hiphop’en i Bolivia.
Sammen vil Rapolitics og WaynaRap som repræsentanter for KAI de næste 2 uger stå for uddannelsen af de 15 rap coaches. ”Det er et stærkt hold vi har fået samlet. Det er fedt at vi også har pige-duoen Lirica Perfecta med, da det som WaynaRap siger, er enormt vigtigt i et så mandsdominerende samfund at pigerne står frem og gør det de har lyst til!” Et af deres numre hedder også Mujer Boliviana (bolivianske kvinde) og handler om hvordan kvinderne ikke skal lade sig undertrykke og i stedet gøre hvad de har lyst til.
RAPTIVISMO i En Alto er støttet af Roskilde Festival. Projektet udføres ved et samarbejde mellem RAPOLITICS, KAI og Unicef i Bolivia. For mere information: www.rapolitics.org, www.facebook.com/rapolitics eller www.bolivia.rapolitics.org
Af Aya Lee
Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter

3 kommentarer