Gadekunst som opdragelse

Januar har ikke hvilet på laurbærene. Mens vi har udsalgsshoppet og vænnet os til at skrive ‘11 i stedet for ‘10, så har gadekunstnere i større og mindre grad prøvet at fange din opmærksomhed iblandt alt det andet virvar vi har om ørene i denne “fattige” tid.
Generalt har vintermånederne virkelig boomet med kunst i alle gader og stræder, ikke mindst i julens anledning, og det ser tilsyneladende ud til at fortsætte så dejligt.

Jeg kom forbi en opgang, hvor jeg så endnu en pasteup-arm. Jeg er ikke klar over hvem kunstneren er, men en realistisk én af slagsen må man sige, for lige her i denne gade, skal du nok ikke stille din cykel lige under hånden, for så vil den skildre københavner-holdningen – at alle cykelkurve er lige så gode som alle andre skraldespande.
Nu skal jeg selvfølgelig ikke ligge ord i munden på den flinke kunstner – det var bare min tanke.

Det er lidt af hvert jeg har valgt at byde på denne gang; Nørrebro er den mest beklædte del af byen, og derfor er det også primært dette område jeg har jagtet i som en god start på året.

En dag, hvor jeg gik forbi et byggeri kom jeg forbi en masse træplader, som dækkede for ruderne på nogle tomme lokaler som blev gjort i stand. Pladerne var ikke just inspirerende, men øjet blev fanget da en af pladerne havede et ønske, den nærmest råbte “wet paint please…”  Ironien var, at håndværkere og malere trådte forbi den hele dagen, men der var ingen der sådan rigtig lyttede.

Man kan dog ikke ignorere de stædige kontrast-skræmmende klistremærker, som siger, at ALT ER ALLES, og det skal man heller ikke. Det er jo det, der er hele tanken og formålet med streetart. Den tvinger dig opmærksom på en måde; der er ikke cencur på, og den er bestemt ikke konfliktsky.
ALT ER ALLES klistermærket betyder hvad du tolker det til, men efter min fortolkning kunne det være sundt for mange at møde sådan en punchline, som kunne sætte gang i tanker om hensyntagen og tolerance.
Ellers er der en holdnig i den helt anden ende af skalaen, som vi også møder på gaden, og som i forvejen bliver brugt i stor stil, En stencil, som udtaler: “I also shouted push”.

Men gaden har bare så meget at byde på i denne periode af mange arter inde for kreativ udfoldelse og urban alternativ kunst.
Armsrock har givet den gas i nogen tid nu, og det er så rart, at man kan nyde, at de er i gadebilledet hvor folk og fæ går forbi og er nødt til at forholde sig til den virkelige verden, vi lever i, som ikke kun består af flotte mennesker ,som vier deres liv til en livstil, som kan give en identitet. Armrock tager fat i en anden del af samfundet og giver den respekt og en plads, hvor du ikke kan forømme den.

Der er rigtig meget, som du kan opdage i streetarten, som påtager sig en vis form for at opdrage, og giver dig mulighed for at tænke i en ande retning og give plads til meninger, du ikke selv behøver at have eller oplyse om. Mindre accepterede aspekter i verden fra de helt små ting til tunge emner, uden at ligge en dæmper på stemningen. Gadekunst er nemlig en blanding af humor, sublimt, uforudsigeligt, og særpræget og den kombination danner ramme for noget alle menneskers indbyggede nysgerrighed bliver draget af.

Der er meget gadekunst derude, som er unikt og som højst sansynligt kun hænger der til det ikke er synligt mere, og som ingen vil tage ære for. Her i denne klumme er der nogle stykker af de uidentificerbare skatte. En af dem er den flotte pasteup med et ansigt af en kvinde tegnet i kul. Det kan også være får. Her kan jeg kun smile og tænke fy “får” fanden, men det er der hvor den stencil tog mig hen – det kan være, at du ender et helt andet sted.

Brug din fantasi – som Pigestreger siger.

Start en cypher? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter