“Ønsket om at gøre en festlig aften endnu festligere med et ecstasylignende stof endte tragisk for to unge mænd på 27 og 29 år.”
Sådan lød starten af den artikel som flere nyhedssites postede onsdag d. 15. december, og endnu engang mistede en masse mennesker en de holdt af.
Den 27-årige mand, var en som mange i det danske hiphop-miljø kendte i en eller anden udstrækning. Måske havde de, som jeg, blot været i berøring med navnet et par gange, måske havde de arbejdet sammen med ham, mødt ham, kendt ham, holdt af ham, eller måske endda elsket ham. Om man kendte ham eller ej, gør det ikke mindre tragisk, og det gør det heller ikke hverken mere eller mindre tragisk, at han var fra et miljø og en kultur vi kender så godt.
Det tragiske er, at Danmark mistede endnu et ungt menneske til en så lille, og alligevel så stor, ting som en pille.
Kasper ‘Provo’ Andersen, fra gruppen Effekten, var manden, der alt for tidligt måtte sige farvel til familie og til venner, og i løbet af de sidste dage har folk, der har været i berøring med ham, kondoleret, vist deres respekt og sendt hilsner på Facebook.
Det er svært at vide, hvordan man som menneske skal gribe en ting, som den her an. Både udadtil og indadtil. Selv jeg, der aldrig har været i direkte kontakt med Kasper ‘Provo’ Andersen, bliver yderst berørt og mundlam, når jeg nu vil sætte ord på nogle af de tanker, jeg har gjort mig, siden jeg hørte nyheden om hans død. Det er alt for nemt at skrive en smagløs svada og komme til at lyde bedrevidende og belærende.
Livet er skrøbeligt. Den forkerte beslutning, det forkerte sted, den forkerte fest, de forkerte mennesker, på det forkerte tidspunkt, kan knuse det eller sætte det over styr. Vi skal passe på hinanden. Det kan nemt komme til at lyde som en løftet pegefinger, men det er nok nærmere et ønske om, at vi bliver bedre til at tage ansvar for os selv og hinanden i alle tænkelige situationer.
- Derudover håber jeg, at alle der kunne blive fristet til at gøre en “festlig aften lidt festligere” her i julefrokosttiden, sender en hilsen til en de elsker og knapper en pils op (og i værste tilfælde ruller en joint), i stedet for at lade sig forføre af små hvide piller (Dét er måske nok det nærmeste vi kommer en løftet pegefinger i denne klumme).
Vi, på WordOnTheStreet, sender vores dybeste medfølelse til pårørende. Både familie og bekendte. Det er ikke retfærdigt, når nogen bliver taget fra livet i så tidlig en alder. Når børn mister deres forældre, forældre deres børn, og elskende deres elskede.
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter

2 kommentarer