Efterladenskaber er ikke altid en skidt ting
Her i december måned har Phobia udgivet sin nye EP De Er Alle sammen Bange, og som en lille optakts-julegave, har han samlet en håndfuld gamle, uudgivede numre på EP’en Lige Til Din Mp3 og lagt dem ud til gratis download, fordi ”de er for gode til at gå til spilde”.
Numrene er alle indspillet i perioden 2006-2007 med mesterproduceren Davey, og det hele lyder meget hen ad Homeboy EP’en, som de to lavede sammen med Mathias Skywalker i netop denne periode.
Hvor Daveys beats i dag er kendetegnet ved at være vilde og voldsomme i deres udtryk, med tonstunge trommer og bombastiske basbølger, er produktionerne på Lige Til Din Mp3 mere tilbageholdende og minimale i lyden. Støvede trommer, organiske basgange og et hyppigt brug af jazz’ede elemter, hvor især nedtonede blæsere hjælper til med at danne et utrolig lækkert lydbillede. På ”Stop Op Og Reflekter” formår Davey at skabe et uforglemmeligt beat blot ved hjælp af spinkle keys og et sørgmodigt vokalsample – simpelthen klasse. Det helt ufatteligt skæve titelnummer er det eneste, der skiller sig ud rent produktionsmæssigt, og man må trække lidt på smilebåndet over, at det er lykkedes Davey at choppe instrumenter og samples så groft op, og stadig få det til at swinge.
Og egentlig er det ligegyldigt hvad Davey gør bag knapperne, for ham og Phobia er et virkelig solidt match, og hvad enten beatet er minimalistisk eller banging, så tilpasser Phobia sin stil dertil. Phobia har en usædvanligt oldschoolet indgangsvinkel til rap, og til tider lyder det som om, at udgivelsen er ti år ældre end hvad tilfældet er. Det handler ikke så meget om hvad der rappes, men langt vigtigere hvordan det rappes. Tematisk set handler det primært om at være en dope rapper, hvilket Phobia heldigvis er. Den dybe tallerken bliver ikke just genopfundet, men hans flow og evne til at sætte ord sammen er ofte mageløs. Tag fx et nummer som den fantastiske ”Månejammer”, hvor der udelukkende rappes om rap,
”Så drop det, for Bizzer han har nok til /
At blokke ethvert individ, der mener de har nok til at punche /
Haha, jeg ka’ kun grine af det lort du siger /
Jeg konserverer dine vers på tværs af ord og sider /
En-to-en, yo jeg checker mic’en /
Min mund er skarpladt med flows der flyder med lyrikken”
Fede leveringer om fede leveringer. Sandheden er måske, at det kun holder fordi det er en EP man sidder med. Et fuldt album med samme snævre indhold havde aldrig fungeret. Førnævnte ”Stop Op Og Reflekter”, hvis tekst stikker langt dybere end resten af numrene tilsammen, gør sig også ubesværet som EP’ens bedste.
”Livet er fuld af tumult og effekter /
Og forlader dig alene på en psykologisk måde som fulde forældre /
Men når kulden den vender, for at komme og resumere /
Er du glad i sidste ende for du’ ka’ stop’ op og reflektere”
Når alt kommer til alt skal der ikke være nogen tvivl om, at det her er pissefedt! Phobia har altid været en spændende rapper, og med landets førende beatsmed ved sin side ER Lige Til Din Mp3 en ovenud veldrejet lille EP, som uden et sekunds tøven skal hentes, hvilket du kan gøre kvit og frit via www.jakobme.dk.
Start en cypher? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter



4 kommentarer