Rock-rapgruppen Revoltage varmer op til næste års, nært forestående albumudgivelse, med udgivelsen af det første singleudspil og en tilhørende video, der allerede er blevet lagt op på YouTube.
Så er der nyt fra Kontra Crew-lejrens tempoglade rockrappere, Es og Opiden, der tilsammen udgør gruppen Revoltage.
Som en forløber for deres næste albumudgivelse, der er sat til starten af 2011, har de udsendt singlen “Danmark“, hvor de byder på selvrefleksive tanker om vores lille fædreland og dets nuværende tilstand.
Det er knapt et års tid siden vi sidst hørte fra Revoltage-drengene, der dengang smed deres 12″ EP på gaden og modtog ros fra både anmeldere og publikum i den sammenhæng. Om det kommende album vil blive ligeså stor en crowd-pleaser vil kun tiden vise, men indtil det rammer hylderne kan vi i al fald konstatere, at drengene stadig er i god form og stadig kan levere slagkraftige punchlines i et højt tempo.
“Danmark” er første udspil fra det kommende album, der vil komme til at bære navnet ELEKTRICITET og som sagt vil blive udgivet i starten af 2011.
Videoen, som kan ses nedenfor, er instrueret, filmet og klippet af Stefan Sørensen for Sticky Stuff Productions og hvis du vil læse og høre mere om Revoltage kan du følge dem på deres Facebook eller MySpace side.
Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter

Ingen kommentarer endnu…