Lækkerier på Njalsgade

Graffiti er ikke bare maling på en overflade. Ordet og betegnelsen “Graffiti” dækker bredt, men har i bund og grund det samme udgangspunkt for alle der udøver formen; Lysten til at skabe og kreere er som reglen det essentielle mønster for dem, der maler.

Spændevidden er dog kun groet siden den tidlige start i 80′erne, siden da er blandt andet fænomenet og typenformen “street art” koplet sig med på vognen. Ikke at dette er mindre velset fra min side, men jeg vil fokusere og  koncentrere mig om graffiti i mine kommende klummer, da der er mangel på samme – og da der nok altid vil være det efter min mening.

Jeg er en halv time om at komme til og fra arbejde, hvilket indebærer en mindre triviel og ensartet køretur om morgenen og eftermiddagen. Jeg er oveni købet ikke ligefrem typen, der ynder at spilde mit livs dyrebare stunder på den slags, men da jeg nu er nødsaget til det, så finder jeg også gerne mine måder at “overleve”.
I starten klarede jeg mig strålende med kaffen og køretøjets blaupunkt-stereo, men det varede ikke længe førend jeg begyndte at kede mig. Da jeg jo måtte acceptere køreturen frem og tilbage, så kunne det hjælpes i gang ved at vælge forskellige ruter, for at se forskellige ting på vejen.

Men tiden har det lykkes mig at slå tiden ihjel på den måde, gudskelov for det, og takket været de effektive og altid udspekulerede malere, der lusker rundt i mørket med raslende tasker og farverige tankegange. Det skal dog lige nævnes, at jeg i forvejen har en ekstraordinær evne til at spotte nye værker hvorend jeg befinder mig, sådan har det altid været og det kommer nok ikke til at ændre sig. Selv når jeg kører gennem bispebuen, håber jeg på at få et omlakeret S-tog at se – dette er dog heldigvis ikke en sjælden begivenhed.

I slutningen af foråret begyndte nedrivningen af det udtjente universitet for alvor, og med i denne agt, blev der afskærmet med krydsfinerplader ud til hele Njalsgade, for at skulle holde uvedkommende ude fra pladsen.
Denne afskærmning strækker sig godt 3-400 meter, og der gik ikke mere end et par dage før den tørre overflade var blevet omlakeret med prydende former og farver. Lige siden har jeg glædeligt kørt forbi og studeret værkerne, som virkelig er værd at se på. Hver en trist morgen bliver hurtigt frisket op af nye spændende pieces fra de sene aften og nattetimer.

Mange vil dog nok berette om disse plader nærmer sig lovlige væge og dermed ikke er beundringsværdige, og i så fald godt ord igen – men knyt sylten og stik snuden forbi alligevel. Det er i den grad ærgerligt, at denne væg kun er midlertidig, for aldrig har en så intetsigende vej som Njalsgade været så farverig og inspirerende.

Jeg har længe tænkt, at jeg måtte tage mig selv i hånden og forevige bare lidt af dette lange alter, især så andre måtte nyde synet. Det er jo ikke alle, der er så “heldige” at have en sølle halv times “Graf-spottin’” til morgenmad, vel?

Med andre ord, velbekomme, her er et lille udsnit af lækkerierne.

Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter