Anna David – Music Is Taking Over (Anmeldelse)

Kære Anna, jeg ville ønske at jeg kunne, men du gør det simpelthen så svært…

Lad mig starte med at gå til bekendelse. Jeg har faktisk haft det en smule dårligt over min totalslagtning af Anna Davids Tættere På, som jeg kaldte en ”smertefuld fiasko” og tildelte karakteren 0/6 tilbage i april sidste år.

0/6 svarer vel til at få 00 til eksamen (efter den gamle skala), hvilket gives til den elev, der slet ikke møder op til eksamen, og Anna David leverede trods alt et produkt. Af samme grund har jeg faktisk håbet på at få mulighed for at anmelde Anna David igen, i håb om at kunne rette op på den foregående sviner. Hun er jo faktisk bare en sød pige med gode intentioner og store drømme, og jeg vil hende det jo ikke ondt. Jeg satte derfor Music Is Taking Over i anlægget med forhåbninger om, at Anna Davids engelsksprogede debut var begyndelsen på en ny stil, der kunne få mig til at kaste færre ris og flere roser efter sangfuglen.

Kald mig optimistisk, kald mig naiv, kald mig enfoldig – kald mig hvad du vil.

Femten sekunder inde i åbningsnummeret med den meget sigende titel ”Freaky Dizzle”, står det krystalklart for en, at intet er ændret fra forgængeren, med sproget som undtagelse. På et fladt og foruroligende uopfindsomt clubbeat synger hun ”freaky freaky dizzle, freaky freaky dizzle / nah nah nah nah yeah nah”, endda med hjælpeløs autotune over hendes i forvejen mangelfulde vokal. Desværre er dette nummer ikke alenestående i sin ringe kvalitet, det er uhyrligt rammende for hele den stil, der bliver lagt på Music Is Taking Over. Fra singleudspillet ”Bow (For the Bad Girls)”, der ditto er så banal og idéforladt i sit udtryk, at man skræmmes over tanken om, at den visse steder refereres til som værende et ”hit”, til ”Take You Down”, ”S:lick”, ”Your Karma’s Black As Night” og ”Pull the Trigger”, der alle er båret op af øreskærende synthlyde, identiske, slavisk pumpende trommeprogrammeringer og komisk dårligt skrevne omkvæd.

På ”Hate You” er Anna David ude i et rigtig fornuftigt omkvæd, og det afsluttende postludium ”It’s OK” er faktisk umådelig flot, men ellers er der ikke noget der rigtig fungerer. Anna David har ikke den store sangstemme, men der er mange eksempler på sangerinder, der har formået at bygge en solid karriere op uden en sådan, som ved hjælp af personlighed, kant og kreativitet har vendt det middelmådige til det gode. Musikalsk set lader Anna David ikke til at besidde nogle af disse.

Teksterne er måbende overfladiske og produktionerne grufuldt uinspirerende. Der er ingen tvivl om, at producer Mads Haugaard er lige så skyldig i numrenes lave standart som Frk. David. Med henblik på numre som Alien Beat Club’s ”My Way”og børne MGP sangerinden Anna’s ”Jeg Kunne Alt”, virker Stringer Music drengene som de oplagte fremtidige samarbejdspartnere for Anna David, da deres musikalske udtryk har den saft og kraft som Music Is Taking Over’s produktioner så længselsfuldt skriger efter.

Jeg håbede inderligt, at det ikke ville blive nødvendigt at tage grove ord i brug, igen, men det er mere eller mindre umuligt at finde noget godt på Music Is Taking Over at skrive om. Heldigvis for Anna David har hun så mange trofaste fans, at en anmeldelse som denne ikke betyder det store for hendes pladesalg, men jeg må nu alligevel indrømme, at jeg finder det forbløffende, hvordan man kan sammensætte et album, der helt bogstavelig talt er fysisk udfordrende at lytte igennem fra start til slut. Det er virkelig ikke særlig godt det her.

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter