Som et sublimt manuskript, skrevet til en pauvert produceret film
De fleste vil hårdnakket hævde, at de ikke er fordomsfulde, men forudindtagethed er et karaktertræk alle mennesker har tilfælles. Det er såmænd ganske simpelt; vi danner os forestillinger om mennesker på overfladiske grundlag. Længere er den ikke. – Men i mine øjne er det ikke det at være fordomsfuld, der er negativt, men den måde man bearbejder sine fordomme på. Fastlåser man en person i den rolle som ens fordomme har sat dem i, så er det, at det går hen og bliver grimt, men konfronterer man derimod sine fordomme og tænker ”nej, jeg vil give denne person en chance for at vise mig, hvem han/hun egentlig er”, så udviser man storstilet tolerance, og dette har jeg altid bestræbt mig på at gøre.
Da jeg sad med Mista Marcos nye White Trash i hånden, hvis forside I kan se, prydes af en rygtatovering af imponerende størrelse, der blandt andet forestiller en by i brand, hamp blade og afklædte kvinder med AK47’ere, trådte mine fordomme i kraft og sagde til mig, at det nok var noget hardcore gangsta shit vi var ude i. Da jeg tilmed fik klasket disse linjer i fjæset: ”Hvis du sviner mig må du mærke det på din krop / Det’ måden vi gør det på der hvor jeg er vokset op” – tænkte jeg yderligere, at jeg i frygt for mit helbred måske bare burde gøre klogt i at holde mig fra at anmelde pladen.
Men som man siger; man skal ikke skue hunden på hårene, – og det gav pote I Mista Marcos tilfælde, for han er meget mere end coveret umiddelbart giver udtryk for. Jovist, dele af hans univers sorterer bestemt under ”hardcore gangsta shit”, men det er hans helt unikke tilgang til denne genre, der gør White Trash til en spændende lytteoplevelse.
”Vil du virkelig gerne være ligesom MzM, den slags er ikk’ mig længere /
Og yeah homie, det’ en løftet pegefinger”
Således rapper Mista Marco på ”Mine Små Homies”, hvor han eksemplificerer sig selv og viser hvor langt ud man kan komme, hvis magt og misbrug bliver de drivende faktorer i ens liv. Og nummeret er ganske rammende for hele White Trash, da Mista Marco, med hudløs ærlighed, bruger sit eget liv som malende billede på en livsstil, han ganske vist selv lever, men som han ikke just anbefaler andre at følge. Det, der gør Marco til så stærk en karakter er, at han udmærket godt er klar over, hvad andre mennesker tror og synes om ham, og i stedet for at gøre et uværdigt forsøg på at skjule det, understreger han istedet folks illiberalitet med en stor, fed streg. På titelnummeret rapper han,
”Det lyder sygt for nogen, jeg ved det godt /
Men det’ vigtigt for os når verden er så fucked op /
Vi flasher bling bling selvom vi har ingen penge /
Så længe der bare er lidt ska’ det vises frem /
Store biler, kamphunde, guldkæder, fingerring /
Det min måde at sige til verden jeg ikk’ bare er ingenting”
- Og der er flere gode teksteksempler på, at Mista Marco ufortrødent boltrer sig i de fordomme, som gennemsnitsdanmark har rettet imod ”sådan nogen som ham”. Dette er samtidig også det, der ultimativt gør Marco til et yderst pålideligt talerør, for når han først begynder at lange mareridtshistorierne over disken, om afdøde venner og sørgelige skæbnesudfald, så bevirker denne selvindsigt netop, at seriøsiteten virkelig er til at tage og føle på. Bedst bliver det på ”Kære Mor”, hvis andet vers er så stærkt skrevet, at denne signatur nærmest fik det dårligt over at have tænkt skidt om Marco til at starte med.
Der er meget godt at sige om White Trash, men beddet er langt fra fri for ukrudt. Mista Marco er ikke den teknisk dygtigste rapper, og selvom det ikke er decideret dårligt, så bliver det heller aldrig for alvor godt. Flowet er solidt, men så heller ikke mere.
Produktionerne er, foruden enkelte bidrag fra Vandalen og Block, leveret af LB Boogie, der før har lagt lyd til blandt andre SupaJan, Per V, Organiseret Riminalitet og Haven Morgan. Hans præstationer på White Trash må siges at svinge i kvalitet, og de bærer desværre præg af et voldsomt sporadisk valg af genrer, stile og indtryk. – Der bliver budt på alt fra nedbarberede, mørke beats, synthesizerbårne club”bangers”, G-Funk lydende grooves samt sukkersød guitarpop og Nik & Jay – følsomme kompositioner. Helhedsfornemmelsen er altså ingen steder at finde, og da produktionerne har ligeså svært ved at hæve sig over det ‘gode’ som Marcos mikrofonevner, ramler det hele sammen i en middelmådig pærevælling.
De tre RapGame kroner er primært krediteret Mista Marcos yderst farverige beskrivelser og beretninger om ham selv og hans miljø, for sjældent er man kommet så tæt ind på livet af en så spændende karakter. At de tekniske aspekter halter lidt for meget og lidt for ofte er naturligvis beklageligt, men som detaljeret personskildring er White Trash en bedrift af de større. Og hvor er det dog dejligt – som sædvanligt – at få revet sine fordomme i småstykker.
Fortæl dine venner? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter
hahaha
The joker...
flæskesøren
banner
fåræn bæggaz
Søren
Davey
Tjaa...
35 kommentarer