Primo Entertainment har præsteret at samle et hold af danske rap legender til en aften i genforeningernes tegn.
En række af de største old-school navne i Danmark genopstår, når arrangementet Respekt – part 1 løber af stablen i Århus og København.
Det er efterhånden nogle år siden, at hiphop bølgen for første gang skyllede ind over Danmark, og siden da er der sket meget, men det betyder skam ikke, at de moderne klassikere er døde og borte. Tværtimod.
I november giver Primo Entertainment muligheden for at opleve, eller genopleve, nogle af dansk raps tungeste drenge, når MC Einar, Østkyst Hustlers og Humleridderne igen indtager de skrå brædder.
Primo Entertainment er vant til at mænges med de tunge drenge, og har siden deres opstart i 1994 stået for at levere hiphop arrangementer af høj kaliber, som eksempelvis MC’s Fight Night og PuleJam. Så der er lagt i ovnen til en uforglemmelig aften når dørene bliver slået op til en aften, der skal minde publikum om, hvor det hele startede herhjemme.
Udover de nævnte genforeninger er der også blevet fundet et opvarmningsact frem fra historiebøgernes undergrund. Den fiktive gruppe Faktaposen træder endnu engang frem i lyset og sammen med den garvede DJ Tue Track vil de stå for aftenens opvarmning og underholdning under sceneskift.
Arrangementet afholdes to gange, med en uges mellemrum, i hhv. København og Århus.
Lørdag den 13. november går det ned i KB Hallen i København og den efterfølgende lørdag gentages den formodede succes i Scandinavian Congress Center, Århus.
Billetterne koster 345 kr. + evt. gebyr og kan købes via billetlugen.dk
Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter





2 kommentarer