Albertslund bad-mouthing over velproducerede bangers
”Buster for at gi’ bøsser det glatte lag /
Buster for en gang imellem at stress’ af /
Buster for’ jeg elsker at knep’ klamme skeder /
Buster for jeg elsker at ryge mange fede”
Da jeg fik nys om, at der var en westcoast lydende, bandeordsbefængt rapplade på vej fra en Albertslund gruppe, var det første jeg tænkte, at jeg for guds skyld ikke måtte sammenligne med Suspekt. – Men Lyriske Dæmoner har så meget tilfælles med deres ex 2620 rapkollegaer, at det næsten er umuligt ikke at sidde med Suspekt i tankerne. Om Lyriske Dæmoner forsøger at løfte lokal hiphoparven fra F.I.P., eller om Albertslund virkelig bare er oversvømmet med kriminalitet og hårde typer ved jeg ikke, men det er bemærkelsesværdigt, at det rap, der kommer derfra, med Anden som undtagelse, ligger så tæt op af hinanden genremæssigt. Lyriske Dæmoner lægger i hvert fald ikke fingre imellem,
”Hvorfor, ryge smøger, når man kan ryge sig en spliff /
Hvorfor, bruge deodorant, når man kan duft’ af pigeskridt /
Hvorfor, lyt’ til os, når du ikk’ ka’ li’ vores shit /
Hvorfor? Ja dæmonerne forstår det sgu’ ikk’”
De to kvoterede tekstuddrag bør give en klar idé om, hvilket lyrisk nabolag vi befinder os i. Der bliver røget mange joints, der bliver drukket mange bajere, der bliver hatet på alt og alle, fra Biker Jens og John Nørgaard til Pimp-A-Lot crew og Pelle B, der bliver sagt bitch et utal af gange og ”fåårk” endnu flere. Det er den gustne vrangside der udstilles, og som fortællingens to forhutlede hovedpersoner rapper Freddy Jones og Baggy P sig ind og ud imellem depressioner, selvhøjtidighed, melankoli og udpenslet kvindenedgørelse. Jeg ville ønske, at historien fortalte lidt mere om, hvordan og hvorledes drengene er havnet i deres givne situation, men som lytter smides man lukt ned imellem forstadens betonbygninger, og så må man bare følge med så godt man kan. Og indholdsmæssigt er det lidt en både/og -situation, for samtidig med, at deres arrighed og ’toughguy talk’ nogle gange bliver for påtaget og repeterende, så drysser de Lyriske Dæmoner også om sig med guldkorn fra tid til anden. Fx på den hudløst ærlige ”Lyriske Dæmoner”, hvor der rappes,
”Jeg valgte ikk’ selv mit liv men fik et liv i fryd og gammen /
Gu’ gjorde jeg ej, smil til verden og den bryder sammen”
Og senere,
”Typen, der pumper med kreatin for at blive stor /
Typen, der aldrig er til hjælp for nogen på denne jord /
Jeg blev født syg i skallen og skingrende skør /
Den lykkeligste dag i mit liv bliver den dag jeg dør”
Stod det til mig skulle de dog have skrevet flere tekster af denne kaliber, for kun sjældent bliver man for alvor imponeret. Teknisk er de dygtige, men de lyder på deres stemmer som om, at de anstrenger sig for meget for at lyde rå, og det går desværre hen og bliver småenerverende i sidste ende. Og så er salgsdatoen på linjer som ”…og glæder mig til Foghs tid er forbi..” for længst overgået!
På Flugt Fra Livet vinder dog point på de tilhørende produktioner, der som forventet er kreeret ud fra westcoast formularen, med stadiumtrommer, håndklap, kolde strygere, og flittigt brug af pianoets dybeste tangenter. Håndværket på numre som ”J***ts Vi Ka’ Li’”, ”Lyriske Dæmoner” og pladens afsluttende numre er faktisk ganske eminent. Men ligesom det er tilfældet med teksterne, bliver det lidt for meget af det gode, når der er så lidt variation i lydbilledet.
Jeg stod på kanten imellem tre og fire WOTS.dk-talebobler, for på den ene side har Lyriske Dæmoner potentiale til at nå langt, og jeg kunne forestille mig, at de fyrer op for nogle vilde koncerter, men på den anden side havde det klædt pladen med større afveksling i produktionerne, og da drengene viser små glimt af decideret flot tekstskrivning, efterlades man med tanken om, at På Flugt Fra Livet kunne og burde have været bedre.
Jeg vil trods middelkarakteren anbefale, at man checker pladen ud, for det er virkelig en personlig smagssag vi har med at gøre her.
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter







8 kommentarer