Events Før den her, skrev vi om:

Århus Festuges gade-plan

Så er tiden kommet for årets festuge i Århus, der i år afholdes det 45. år i træk.
I de foregående år har festivalen været gæstet af en lang række store, internationale navne og selvom der ikke er nogen decideret sensationelle navne på programmet i år, så bliver der rigeligt med underholdning til de musik- og kultur interesserede når årets festuge sparkes igang.

Med alt hvad der er i udbud kan det være svært at overskue peæcist hvad man skal bruge sin uge på, så her på WOTS.dk har vi samlet en række af festivalens muligheder for at gøre det en smule mere overskueligt.

Årets festuge bliver afholdt fra d. 27. August – 5. September. Nedenfor kan du se nogle af de arrangementer der foregår i festugen, samt links til hvor du finder billetter.

Reggae, 90′er rytmer og varm vinyl med Present Aarhus

Ridehuset i Århus byder på en række koncerter i festugen. Det er Present Aarhus der står for at arrangere musikken i Ridehuset og du kan finde det fulde program her.

Torsdag d. 26 August kan du skyde festugen igang med tyske Pow Pow Movement, P59 aka Bikstok Røgsystem Dj-set, samt Denali Sound System, når aftenen står i reggaens tegn. Det habile line-up præsenteres i samarbejde med musikorganisationen Raggapak.
Dørene åbner kl. 21 og billetterne koster 60 kr. i forsalg og 70 kr. i døren (Aldersgrænse 18 år)

Onsdag d. 1 September får du muligheden for at genopleve 90′ernes storhedstid, når Coolio og Vengaboys indtager scenen og skruer tiden knapt to årtier tilbage.
Dørene åbner kl. 21 og billetterne koster 80 kr. i forsalg og 120 kr. i døren (Aldersgrænse: 18 år)

Lørdag d. 4 September byder på mere velkendte, nutidige toner, når underholdningen leveres af nogle af Danmarks absolut største dj-talenter;
8XXX Allstars, StaticNoize Feat. Temu og Kato Feat. Jon headliner, når der skal sluttes af med et brag på festugens sidste weekendaften.
Dørene åbner kl. 23 og billetterne koster 70 kr. i forsalg og 100 kr. i døren (Aldersgrænse: 18 år)


Lugten af teenagere i Vestergade

Festugen byder også på noget for det yngre publikum, med en række koncerter der er tiltænkt de 13-17 årige.
Det vil sige du SKAL være mellem 13 og 17 år for at komme ind og ID er påkrævet. Koncerterne foregår hovedsageligt i Vestergade 58 og du kan finde det fulde program her.

Den 28. August gæster Musti//Amin og Bring Det På Vestergade.
Drengene fra Flamingo Records og gadefænomenet fra Århus sætter gang i festen på festugens anden dag.

Den 2. September står den på mere heftig hip hop, med Negash Ali og Cha D, der gæster scenen på Vestergade sammen med en række andre danske rappere.

Alle koncerterne, der foregår under fanen “Smells Like Teens”, starter kl. 17 og entreen er sat til en overkommelig 20 kr. (+gebyr).
Billetterne kan du finde her.

Fest på spøgelsesskibet

Fra torsdag d. 2. til lørdag d. 4. bliver diskoteks-lineren Spektrum, i Århus havn, indtaget af “Ghost Festival“; en 3-dagesmusikfestival der byder på alt fra RnB til electronica.
Jinks, Nik og Jay, Kato og Bring Det På er blot nogle af de nævneværdige kunstnere der gæster Spektrum for at underholde natklubbens gæster i festugen.

En tredages-billet til Ghost Festival kan erhverves for 375 kr. og en endags-billet koster 195. Billetterne købes via Ghost Festivals egen hjemmeside eller gennem en af de listede forhandlere i Århus.

“Homegrown” hip hop-film fra Afrika

Det er ikke kun live-musik der er mulighed for at opleve under festugen. Der vil også være mulighed for at stille sulten efter mere udprægede kulturelle arrangementer som film, forums osv.

Filmen “Homegrown” afbilleder den mest populære musikscene i det vestafrikanske Ghana, nemlig hip hop. I den ca. én time lange film præsenteres vi af instruktøren, Eli Jacobs-Fantauzzi, for Ghanas mest populære forløbere indenfor genren.

Filmen kan opleves to gange i løbet af festugens forløb, som en del af den internationale kultur-festival, My World Images. Du kan læse mere om Images festivalen og deres projekter her.

Filmen spilles ved gratis forestillinger på Klostertorvet i Århus og kan opleves den 27. August kl. 17, samt igen den 31. August kl. 19.

Start en cypher?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.