Gader med personlighed og lygtepæle med holdninger

Dybe budskaber, farverige figurer, en slidt deprimerende overflade beriget med fantasi eller en spontan åbenlys opstået sætning, et ansigt, eller en forlængelse af begrebet gadekunst.

Det er gyldne stunder, når jeg finder noget, noget der taler – eller nærmest råber. Det behøver ikke at være med ord, men bare det overraskende, umagen eller det åbenbare simple. Som en stencil, der giver mig den viden om at feminisme opholder sig i et hjerte der ude, som vist på det ene af billederne nedenfor.

Alle disse værker kan få mig ned i knæ og glemme alt om fornuftig tankegang om beskidte bukseben, eller våde sokker, hvis det er det at træde i en vandpyt, der giver mig muligheden for  at gemme en Armsrock eller en ny kissmama, så gør jeg det uden at blinke.

Nogle glemmes efter sekunder og bliver ikke skænket en tanke siden, andre dukker op på nethinden efter en tid, mens en stor del af dem får en status på hylden i hukommelsen, af forskellige årsager.

Nu får jeg lov at dele alle disse kære syn med jer andre en gang om måneden. Og det glæder mig. Jeg håber også, at det vil give jer en oplevelse.

Forleden dag, idet en pænere ældre herre skulle parkere sin cykel, stod jeg , i færd med at finde den rigtige position, i læ for regnen. Manden stoppede brat op, hans øjne var kun rettet mod mit motiv, en Basco5 pastup på en grå mur.

Han smiler stort, hvorefter han foroverbøjet nærmer sig, bevidst, ind foran kameraet for at få min opmærksomhed. Så peger han hen mod muren og siger: “Den er god den der! hvem sætter sådan noget op?”
En anden mand lytter nysgerrigt med, for at høre om min forklaring kan besvare de spørgsmål, der opstod efter hans møde med de mystiske figurer.

Det er dét gadekunsten kan, den samler os om noget, tilmed drager og sætter smil på vores læber eller provokerer vores opfattelse af verden, idet den giver os noget med på vejen i form af følelser.

Det er små ting, som næsten er ingenting, men som alligevel giver gaden stemning og personlighed, og murene og lygtepælene en holdning.

Til denne debut har jeg gennemgået nogle billeder, som har givet mig de små overaskelser ved en tur i København, eller som på billedet med M. Flohr på tjilipop, da jeg skulle af med den halve liter latte formiddagen havde budt mig.

Habitmanden med blomsterbuketten fra den altid kærkomne mormor, glædede mig fordi den var ny og lidt en speciel mormor pastup. De har dog alle deres egen historie og charme og det er ikke muligt at finde én bedre en den anden.

Jeg er allerede strøget for at finde nye kreationer til næste gang.

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter