Endnu en fra EP-fabrikken…
EP’en er en udgivelsesform, der i løbet af de sidste år er gået hen og blevet vanvittigt populær. Det er ikke en officiel albumudgivelsen, så uden at være tilknyttet de store forventninger, kan EP’en give kunstnere en mulighed for at få feedback og kritik fra lyttere, som de kan tage til sig, inden de udsender et rigtigt album.
Alene i år er der blevet udgivet 7-8 rap EP’er på dansk jord – altså ikke meget færre end egentlige albums. Det, jeg dog kan have svært ved at forstå, er den drejning EP-udgivelsen har taget. Hvordan kan man ”debutere” med en EP? Størstedelen af de danske rappere, der har udsendt EP’er i år, har været debutanter, men forkortelsen ”EP” står for ”Extended Play”, så kigger man på EP’ens oprindelige funktion, skal man som kunstner have udgivet et album, før man kan kvalificere sig som EP-udgiver. Men som den gode Lauren Hill sagde:”Seasons change, mad things rearrange”.
Den tidligere deltager i ”DM i børnerap 1998” LARSN er næste EP-debutant, og hans En Anden Vinkel indeholder alle de obligatoriske EP-numre, der vel på nuværende tidspunkt kan kaldes klicheer; det hårdtslående intronummer, nummeret om hvor han kommer fra (både mht. til geografi og bagland), det depressive nummer med det spinkle håb i enden, sangen om hvor sygt dope og fucking ligeglad med alting han er, det dybsindige og eftertænksomme nummer og så selvfølgelig den rowdy druksang. EP’ens skræmmende forudsigelige indhold er så slavisk korrekt udvalgt, at man skulle tro, at det i skabelsesprocessen blev LARSN dikteret, hvad der skulle være at finde på hans EP. Der er sgu gået lidt samlebåndsmentalitet i proceduren!
Og som så mange andre samlebåndsprodukter, indrettet efter samme plantegning, så er der ikke meget enestående over LARSNs debut-EP. Det er primært gennemsnitsrap over gennemsnitsbeats, og kun alt får sjældent formår LARSN og producerpartner Banner at løfte kvaliteten op på et stadie, hvor det bliver interessant. På ”Doktermand” og ”Smilet Er Sat” kan man fornemme duften af potentiale, men resten er så standart, at det er pinefuldt. Det hele er hørt mange gange før, og i de fleste tilfælde leveret og produceret langt bedre.
EP’ens største problem er dog hverken lav kvalitet eller overforbrug af hørt-før-materiale, men derimod bagmandens egen holdning til produktet. På nummeret ”På Min Måde” rapper han,
“Jeg rocker mic’en på scenen, gør jeg det også /
Tit er der haters men ikk’ nok konstruktiv kritik /
Så rolig, jeg ikk’ mavesur eller bitter /
Jeg græsk katolsk, jeg tar’ ikk’ lortet til mig”
Det, han siger, er altså, at uanset hvad kritikere, alment lyttende godtfolk og potentielt fremtidige tilhængere har at sige – det kunne jo være, at nogen ville ham det godt med kritikken – så giver han åbenbart ikke en fuck for, hvad folk har at sige om det han laver. Måske det er en forsvarsmekanisme fra hans side, at kalde alle, som udtrykker sig negativt overfor musikken, for haters? Som den gode Common sagde, “If I don’t like it, I don’t like it, that don’t mean that I’m hating”.
I mine øjne er LARSN både for ukendt og uerfaren til at kunne tillade sig, ikke at tage stort set alt kritik til sig. Det har trods alt taget ham 12 år siden han deltog i “DM i Børnerap” at debutere med en 7-numres lang EP – det bevidner ikke just om den mest hårdtarbejdende rapper.
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter







74 kommentarer