Der var lidt tomt, da jeg torsdag d. 29. april mødte op i Huset i Magstræde for at se hvad At The Jimmy’s havde at byde på denne gang, men som tiden gik kom der flere og flere folk og da det første act gik på var der ganske pænt fyldt op.
At The Jimmy’s er undergrund, og giver en masse unge, mindre kendte rappere chancen for at få prøvet scenen og deres shows af.
Aftenen startede med Dand B, en engelsk rappende duo, der indeholdte aftenens eneste kvindelige rapper, og jeg synes kombinationen af de to var ganske behagelig.
Jeg er sikker på at de to har mange muligheder for at udvikle deres talent i fremtiden.
Så var det tid til forvirring, et stort virvar af rappere og musikere der gjorde det lidt svært at finde ud af hvem der var med hvem osv., men jeg tror dog det nogenlunde lykkedes at komme frem til svaret.
Svaret er Grundlyd Cph, et hiphop kollektiv, der har et tæt samarbejde med drengene fra Struglaz (Mund De Carlo, Balthasar, Sun Magic og Primarius).
Fra Grundlyd så vi Helt Ude I Hampen bestående af Markus Beck, 1Manrmy og Destortion, derudover havde de Dj Combine og rapperen Chazzy med sig på scenen.
Kombinationerne af dem skiftede lidt rundt, ligesom der blev rappet på både dansk og engelsk, i løbet af actet blev der suppleret med et liveband, der lige gav det hele et ekstra kick.
Drengene har et godt flow, god energi og nogle helt klare holdninger til en masse ting lige fra prettyboys, dårlige rappere til regeringen. Genren skiftede lidt af og til og var bla. lige en tur forbi dubstep.
Showet endte lidt i omvendt land, med at rapperene rendte rundt på gulvet og der var en masse publikum på scenen, derud over fik de lige sneget en konkurrence ind, hvor den af publikum der kunne råbe Grundlyd højest ville få et gratis eksemplar af Balthazars EP “Produktet”, som du kan læse Word On The Streets anmeldelse af her.
Efterfølgende smuttede Smeden på scenen helt alene den første del af tiden inden han blev backet up af Concept.
Det er første gang jeg har hørt Smeden solo, og ikke bare som backup for andre, og må sige jeg blev meget positivt overrasket, han rapper for det meste på engelsk, men havde også nogle danske numre med.
Der blev rappet om mange forskellige emner der i blandt hvad man ville gøre hvis man havde en pistol, om at have mistet en man elsker alt for tidligt og om kærligheden til hans 6 mdr. gamle søn.
Det var lidt ærgeligt at der var knap så meget publikum til Smedens optræden og det efterfølgende act, da nogen var gået, og en del var nede i gården for at ryge.
Måske havde en lidt længere pause, inden Smeden ramte scenen, fungeret som løsning.
Sidste mand på scenen var Two Towers, en engelsk rappende gut, med et næsten konstant halvsindsygt blik i øjnene, der fik lov at lukke og slukke At The Jimmy’s for denne gang men arrangementet vender altid tilbage og du kan følge med i datoerne på Facebook her.
Start en cypher? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter





Ingen kommentarer endnu…