“Motivationen for at male tog er altid at vise, hvem der har den største pik. Det er ikke så tit jeg hiver den frem, men jeg kan godt lide at svinge lidt med den.”
Sådan lyder det fra graffitimaleren Swet ovenover billedet af en af hans wholecars fra 1998.
Efter lang tids venten er det nu endelig tid til at se om bogen Will I Go To Hell For This lever op til forventningerne. Personligt var jeg bange for, at den massive hype, der har været omkring bogen, ville gå hen og give bagslag fordi den ikke blot blev nødt til at være god; den blev nødt til at være fantastisk for at vinde respekt. Lad mig med det samme slå fast at Will I Go To Hell er fanstastisk!
Den store røde bog formår på unik vis at kombinere en kæmpe stak flotte billeder med tekster, der både er relevante og underholdende.
Bogen er delt op i 14 kapitlier, som hver især dækker et specifikt område. Denne inddeling bevirker at man på en overskuelig måde bliver taget ved hånden og ført hele vejen rundt om alt hvad der har med dansk s-tog graffiti at gøre.
Alle kapitler startes ud med en kort introduktion, der så efterfølges af de relevante billeder og anekdoter fra en lang række graffitikunstnere. Inddelingen fungerer også på en måde så man får en fornemmelse af kronologisk orden. Bogen er spækket med gode historier fra start til slut og det er helvedes svært at lægge den fra sig hvis man, uundgåeligt, lige er blevet fanget af den. Eksempelvis hører vi om de gode gamle dage i kapitlet “Livet” fra Bates at:
“Det handlede om graffiti hele tiden. Piger var der overhovedet ikke tid til. Vi mødtes med de andre på Writers’ bench, og så tog vi rundt og surfede på togene og legede indeni – gik ind i førerhuset og rappede over speakeren. Det var først i 1992, at jeg begynde at gå lidt i byen en gang imellem, men normalt var der slet ikke tid til den slags.”
På den måde føler man gennem bogen, at man får et intimt og personligt forhold til de mange skrivere, og man får et sjældent indblik i de tanker, overvejelser og i særdeleshed motivationen, der ligger til grund for det rullende kunstværk.
Som tidligere nævnt her på siden er denne bog en såkaldt “coffee table book” men selvom dens plads har været på mit sofabord har den på intet tidspunkt været fri fra grådige og imponerede fingre der lige skulle have et kig.
Denne bog appellerer til de fleste da den bidrager med så mange forskellige aspekter af graffiti, uden at det virker hverken forvirrende eller søgt. Alle vil kunne finde noget underholdende og relevant i denne bog og den kommer derfor med de varmeste anbefalinger herfra. Og hvis du ikke køber den, skylder du dig selv at kigge i den når du besøger en mere kultiveret ven med Will I Go To Hell For This liggende på sofabordet.
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter






én kommentar