Under Byen hypnotiserede på JazzHouse

I JazzHouse’s kælder, måske ikke i undergrunden, men under byen i hvert fald, spillede de deres anden udsolgte koncert på en uge. I dag, onsdag d. 7. april, spiller de den sidste og tredje udsolgte koncert på JazzHouse i denne omgang.

Under Byen står umiddelbart for mig, som det nærmeste, vi kommer dansksproget triphop, hvilket også var argumentet for at dække koncerten. Om det rent faktisk er triphop kan sikkert diskuteres, hiphop/rap er det i hvert fald ikke, heller ikke selvom de forhandles i RunForCover.

Uanset genre laver de fantastisk musik. Selv kalder de det ofte bare eksperimentelt, og der er også noget legende over lyden. Under alle omstændigheder må jeg  indrømme at være præget af hovedsageligt at høre hiphop/rap. Mit musikalske temperament kræver et lækkert beat, hvilket Under Byens musik stort set altid kan levere. Ofte et lettere dovent beat. Ikke at det er fladt, men nærmere sådan slæbende, hypnotiserende, søvnigt –  lidt a la tømmermændssex. Trommerne spiller dog en større rolle ved livekoncerterne, hvor de hamres så meget på, at det til tider nærmest bliver rocket, og under koncerten ledtes mine tanker hen på rockbandet Muse et par gange.

En tung basgang og/eller trommer lægger således det fundament, hvorpå diverse melodi- eller lydeffektskabende instrumenter suppleres, herunder blandt andre cello, violin, mundharmonika, sav, xylofon. Kransekagen toppes med Henriette Sennenvaldts markante vokal, der på en gang er skrøbelig og stærk – klar, forførende, klagende, drømmende, ganske enkelt smuk.

Umiddelbart er de nok bedst kendt for nummeret “Det er mig der holder træerne sammen”, men med 13 år på bagen, har de udviklet deres helt egen og meget unikke lyd, der altid videreudvikles på. Og hvor det i hiphopkulturen i nogle klichéer handler om at være real, kan det derimod i triphoppen, og hos Under Byen, være drømmende. På den skala, kan Kasper Spez passende placeres midt i mellem virkelighed og drøm, og jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor interessant en kombination Under Byen og Kasper Spez kunne være. Til tider kunne jeg faktisk savne lidt kant i form af flere kantslag eller en omgang rap på Under Byen, men de er nu bjergtagende, som de er nu. Det ville være synd at forstyrre den måde, hvorpå vokalen på magisk vis smelter sammen med musikken på nærmest messende vis. Under byen er oftest lidt nærig med ordene, og de på en gang mister betydning og fylder mere i kraft af, at de sammen med musikken får flere betydninger, og hvert enkelt ord trækkes længere.

Under Byen var nærmest indadfarende på en scene. De gemte sig lidt foran lys i simple, lidt dystre, klare farver, så de blot bliver mørke skygger af en lyd. Det seksmand store band vekslede på intet tidspunkt et eneste ord med det ellers så begejstrede publikum. Ikke engang før eller efter de to ekstranumre. På den måde fik man ikke som sådan følelsen af lige at lære dem som enkeltindivider lidt bedre at kende, som så ofte til en koncert. Derimod var det en meget intens og intim koncert, og livemusik er altid en anden oplevelse. Det var fedt at kunne følge med i, hvor de mange specielle og stemningsskabende lyde kommer fra og opleve, at den slags ikke kun laves elektronisk. Stemningen var også helt speciel, og den hviskende vokal og det drømmende univers skabte følelsen af at dele en hemmelighed med Under Byen og resten af publikum i det lille, smådunkle lokale på JazzHouse.

Som sagt er der udsolgt til koncerten på JazzHouse i aften, men Under Byen kan opleves den 9. april i Aalborg på Studenterhuset og den 10. april i Århus på Voxhall.

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter