Igår, onsdag, blev den første del af vest semi-finalerne af Emergenza musikfestival afholdt på Voxhall i Århus.
Det eneste hiphop navn på plakaten var den ‘lokale’ gruppe Mejeriet, der fik muligheden for at overbevise aftenens publikum, om at de fortjente en af pladserne i den kommende finale.
Desværre gik Mejeriet ikke videre i denne omgang, men med en femteplads-placering og et veludført show under bæltet, kan både gruppen og publikum tage et minde om en vellykket optræden med sig hjem.
Emergenza er en årlig festival og musikkonkurrence med over 100 forskellige acts, der alle får muligheden for at vise deres talent frem, under live-optrædener på nogle af Danmarks mest eftertragtede spillesteder. Derefter afgør publikum hvem de største talenter i konkurrencen er, ved hjælp af udleverede stemmesedler og den endelige vinder går så videre til den internationale konkurrence.
Med øst semi-finalerne, der blev afholdt i Vega i København, vel overstået kom turen så til vest semi-finalerne i Århus. Det var Voxhall der lagde scene til og som den femte gruppe, på den første aften, blev det således Mejeriets tur til at levere.
Eftersom aftenen bestod af otte forskellige live-acts, hvor ud af Mejeriet var den eneste i hiphop genren, kunne man godt have frygtet en kamp op af bakke for de laktose-tunge drenge, men de blev heldigvis hjulpet godt på vej af en flok lokale tilhængere, der tydeligvist allerede havde valgt deres favorit for aftenen.
Allerede inden introen til showet, der bestod af et medley af forskellige samplinger, havde der samlet sig en mindre flok tilhængere, der stod ikke langt fra scenekanten og ventede på mejeristerne. Efter en hurtig opsætning og en halv lydprøve, kom der kort efter liv i højtalerne og de kittelklædte mælkemænd trådte ind på scenen.
D
e tre drenge, og deres korpige Sara, skuffede da heller ikke de få, men energiske hiphop-tilhængere blandt publikum denne aften, og på trods af at være ‘bundet af’ kun en halv times scene-tid, fik de leveret et pakket, veltilrettelagt og veludført show, med kun enkelte mangler.
På deres 30 minutter fik de leveret fem numre fra deres samlede repertoire, alle mere eller mindre velegnede ’scene-numre’, der både afspejlede drengenes undergrunds-stil, men samtidig havde en vis øre-hænger effekt, der tiltalte dem der ikke kendte gruppen på forhånd.
Der blev kastet hænder op, delt cd’er ud og drukket mælk i massive mængder under showet, og sammen efter et veltilrettelagt sceneshow – inklusive gimmicks, props og udklædninger – kan man næsten undre sig over at Mejeriet stadig bipper væk på undergrunds-radaren.

Der var dog et enkelt nummer der faldt en smule uden for kurven og ikke helt levede op til resten af showets standard.
Nummeret ‘underboen’, som gruppenvalgte at præsentere live for første gang, var formentlig en lidt forhastet ‘premiere’. Lyden blev pludselig en smule grumset, beatet blev en smule mere ‘basic’ og hele nummeret lugtede desværre af ikke at være helt så gennemarbejdet som resten af materialet.
Det fjernede dog ikke meget fra det faktum at det var et imponerende set, der blev præsenteret af den jyske undergrunds-trio til Emergenza 2010.
Alene det faktum at de, som eneste hiphop act, i en konkurrence der ellers hovedsageligt dækker et bredt rock-spektrum, præsterede at rangere sig på en femteplads, taler for at nogle i al fald kan lide smagen i mejeriet.
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter










én kommentar