I Haderslev har man siden 2004 kæmpet for at forbedre forholdene i streetmiljøet med det ultimative projekt: SkateCity Haderslev.
Jeg har interviewet Morten Hansen, som er en af bagmændene for millionprojektet. Her kan du se hvad der kom ud af det.
Til at starte med beder jeg Morten fortælle lidt om projektet og sin vision med det.
“Jeg er initiativtager og projektudvikler i SkateCity-projektet. Visionen med SkateCity har fra starten været, at skabe det ultimative tilholdssted for skatekulturen i og omkring Haderslev, centreret omkring en 700 kvadratmeter stor indendørs skatebowl, en multifunktionel hal og et udendørs skateplaza. Vi vil vise, hvor fedt det kan blive, når folk med indsigt i skatekulturen og streetmiljøet selv har mulighed for at forbedre vores rammer.”
Morten understreger, hvordan de uden den offensive og vedholdende indstilling aldrig var nået, til hvor de er i dag. Derefter fortsætter han ivrigt:
“Det gælder sgu om at gøre noget ved det; at hæve overliggeren én gang for alle. Det har været for tyndt i Danmark indtil videre, og især på de (syd)jyske kanter. Vi vil skabe et fællesskab blandt alle de små grupper i skate- og streetmiljøet, som ellers aldrig får et ordentligt tilholdssted. For dem vil SkateCity virke som ungdomskulturhus, med koncerter og events, hvilke man, som medlem vil få del i at realisere.”
22,5 millioner kroner er mange penge, rigtigt mange penge. Som en minoritet i samfundets undergrund, kan det være nok så svært, at få de lokale politikere til at spærre øjnene op, og se hvor der er et reelt støttebehov. Da jeg spørger Morten omkring, hvordan de holder projektet i live, har han svar på rede hånd.
“Vi startede foreningen SkateCity i 2004, og afleverede det første projektforslag i 2005. Siden da har vi opnået 17,9 af de budgetterede 22,5 millioner kroner, bl.a. gennem Haderslev kommune, Lokale- og Anlægsfonden og Realdania. Det har dog været en lang, hård kamp, med ekstremt meget arbejde bag sig. Vi havde ikke klaret os uden et højt og sagligt veldokumenteret ambitionsniveau. Vi har hele tiden måttet have en strategisk klar dagsorden og holde godt fast i vores mål, for politiske dagsordener og store fondes ansøgningskrav er en tung kvinde at danse med!”
Når den slags penge skal hentes hjem, er der altså ingen tvivl om, at man skal kunne sine ‘dansetrin’. For SkateCity ser fremtiden dog lovende ud, og efter alt det hårde arbejde, kan de nu se lys for enden af tunnellen:
“Nu skal vi til at tegne i detaljer. Vi skal have søgt de sidste penge, og ellers har vi hele it-pivtøjet der skal holde sammen på tropperne, og skabe gryn i kassen, når hytten står der. Intranet, webshop og hjemmeside er nogen af de ting, der skal lægges en sidste hånd på nu. Ambitionen er, at vi kan begynde at bygge om et lille års tid, og så tager det omkring 8 måneder, før vi er klar.”
Det store projekt er altså ved at have de forberedende byggesten lagt. Det kan kun imponere og inspirere, hvad man kan drive det til, når man virkelig holder fast i sine mål. Da jeg spørger Morten om, hvad der konkret kommer til at foregå i denne nye ’super-arena’ for enhver tilhænger af streetkulturen, klargør han det for mig.
“Hovedvægten er på skating, altså skateboard og rulleskøjter. Vi har også prioriteret klatring, parkour, streetbasket, discgolf og bmx som idrætsformer. Og udover idrætten vil der være plads til grafitti, koncerter og kulturevents, café, opholdsområde og meget mere. En vigtig ting er, at vores brugere gennem SkateCity vil få mulighed for at realisere deres projekter af enhver slags.”
Da jeg ivrigt spørger, deler Morten til slut ud af sine erfaringer gennem de mange år som bagmand for projektet. Han nævner nogle gode råd, til hvordan man kan føre så stort et projekt hele vejen:
“Det er så simpelt, som at tage udgangspunkt i sit eget miljø. Jeg er selv skater, musiker, arrangør af kulturevents og meget mere, så det har været helt naturligt for mig. Så længe man ved at man ikke er alene med sine interesser, er der mange kampe, der er værd at stå sammen og kæmpe. Sæt et mål og gå all-in. Ligesom på boardet giver det pote, hvis indsats og mål stemmer overens, ellers giver det skrammer. Det er vigtigt for mig, at give noget tilbage til den kultur, jeg har fået så meget fra.”
Som vi skilles, ønsker jeg Morten al mulig held og lykke med projektet fremover, og glæder mig nu endnu mere, til SkateCity Haderslev står færdig. For mere information kan henvises til www.skatecity.dk, opdateringer vil også blive bragt her på Word On The Street.
Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter







Ingen kommentarer endnu…