Reportager Før den her, skrev vi om:

Festens første fredagsbrag

På en ellers kold og tøvejrspræget fredag aften blev der fyret op under “FESTEN” til konceptklubbens åbningsarrangement.
Aftenen bød på højt humør, en intens live optræden og farverig atmosfære, og WOTS.dk var med, for at se om den nye klub nu også kunne leve op til de efterhånden høje forventninger.

Udenfor indgangen til den nye fredagsbar bevidnede stemningen i køen om, at det helt sikkert var en længe ventet aften der her var under opløb. På trods af det bidende vejr, var humøret højt blandt de gæster der stod, lettere trippende, og ventede på at komme ind i varmen.
Efter en smule ventetid i køen, og et grundigt match-up med gæstelisten, blev gæsternes tålmodighed da også belønnet med en lille en til tørsten, allerede efter de kom gennem garderoben.

Selve bygningen hvor klubben har fundet sig hjemme, kan bedst beskrives som tre barer i én, med en bar i kælderen, én i stueetagen og en på øverste – hver især med deres egne seperate atmosfærer og indretning.
Kælderen, med de lidt kolde og krakkelerede omgivelser, gav et autentisk ‘basement-club feel’ og passede perfekt til de lidt grimey og tunge house beats der fyldte det stearinlysprægede rum først på aftenen.

Hvis man derimod foretrak den lidt mere ‘glamourøse’ atmosfære, var den også at finde lidt længere oppe af trappen. Baren på stueetagen summede af liv og blev hurtigt det mest befolkede sted i klubben. Folk fordelte sig rundt om borde og i båse og i den bløde, dæmpede belysning blev der i bedste ‘manhattan’ stil serveret cocktail-snacks, frugtskiver og sprød RnB til at starte aftenen ud med.

Dansegulvet midt på stueetagen var vores primære destination for aftenen.
Det var her hovedattraktionen skulle finde sted, og aftenens djs holdt til. Lige så meget som vi var der for at opleve “FESTEN”, var vi der for at opleve det live-act, der skulle fyre ekstra op under åbningsaftenen: Nu Amsterdam Project.
Bag pulten kunne vi se at den ene halvdel af duoen, Dj Hones begyndte at varme udstyret op, mens der langsomt begyndte at samle sig flere folk på det lidt disco-agtige dansegulv.
Vi fandt os et sted hvor vi kunne slå midlertidigt lejr, da den anden halvdel af duoen – det tidligere Cypress Hill medlem – MC Barron Ricks trådte ind i lokalet og hoppede op på den meget lille platform, hvor folk normalt ville have parkeret deres drinks.
Efter en kort introduktion og et meget minimalistisk hype, lod de to herrer ganske enkelt musikken tale for sig – og den talte klart og tydeligt.

Der blev lagt hårdt ud fra pulten, med deres nyeste singleudspil, “Clap”, og med en lyd der bedst kan beskrives som, Black Eyed Peas møder Busta Rhymes, fik de tændt så hurtigt op under publikum, at man skulle tro de havde eksperimenteret med benzin og åben ild.

B-Ricks præsterede at være 100% tilstede, både i musikken og i lokalet, til et gig der var så intimt som det kunne blive og i samarbejde med hans musiske rygrad, DJ Hones, demonstrerede han at konceptet “to pladespillere og en mikrofon”, er lige så gangbart idag, som det var under hiphopens spæde start.
Desværre var det en ultrakort fornøjelse at opleve Nu Amsterdam Project, der uden tvivl godt kunne have været hypet en smule mere – til trods for ikke at have været aftenens omdrejningspunkt. De 15-20 minutters tid som de brugte ‘på scenen’, havde føltes som et split sekund og vi stod uden tvivl efterladt med blod på tanden og i humør til mere.

Efter braget på dansegulvet trak vi os lige så stille tilbage, til den øverste etage hvor loungestemningen dominerede. Rundt omkring i sorte sofagrupper sad de, der endnu ikke var bukket under for den gratis bar. Her var stemningen mere tilbagelænet og musikken knapt så øredøvende, så vi begyndte langsomt at falde til ro efter en relativt lang nat.

Overordnet set var vi meget imponerede over Århus’ nyeste tilføjelse til nattelivet og er som altid fornøjede over at udviklingen i den urbane kulturs koncert- og natteliv. Så hvis du befinder dig i Århus og mangler planer for din fredag aften, så er “FESTEN” helt sikkert et anbefalelsesværdigt arrangement.

Du kan tjekke arrangementets facebook gruppe, og komme på gæstelisten her.

Værd at snakke om?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.